31.01.13-01.02.13: FØRSTE DAG

Nanna, Sabine og jeg ankom i lufthavnen kl. 11.30, og vi skulle flyve kl. 14. Vi var enormt spændte, og anede ikke, hvad der ventede os forud, men en ting var sikker, at det ville blive en rejse fyldt med unikke oplevelser. Det var hårdt at sige farvel, både da min far sagde det om morgenen, og da min mor og Louise vinkede til os på trappen i Kastrup. Det er ikke tiden, jeg er væk i, der spiller en rolle, det er mest, at det er så langt væk - og at det er Indien.

Vi skulle mellemlande i Dubai, og turen fra Kbh til Dubai gik fint bortset fra den halvirriterende unge, jeg sad ved siden af. Ikke nok med, at han i alle timerne havde hosteanfald, så syntes han også, at alt hvad der skete på min skærm var mere spændende på hans egen, så han hostede over mod mig, dvs. i min mad. :-( Moderen sagde intet, kun da han spildte appelsinjuice ud over sig. Da sagde hun, at han skulle passe på sin sidemand, men altså. Appelsinjuice er jo intet ift. host. Nå, men maden var fin. Det er altid det, jeg elsker ved flyveturen. Dét og de mange film.

Da vi ankom til Dubai kl. 23 deres tid var vi meget trætte, men vi havde lige nogle timer, som skulle dræbes inden flyvetur nr. 2. Denne var mere behagelig. Dog sad jeg i mellem to STORE mænd, så der var ikke så meget plads til mig, men intet host, så det var fint.

Vi ankom til Chennai, og det var (jo) som at træde ind i en helt anden verden. Noget ved Indien vi hurtigt lagde mærke til var deres manglende evne til at 'skynde' sig. Alt tog langt tid, selv den kø på 8 mennesker før os til veksling af penge tog omkring 45 minutter. Da vi kom ud af lufthavnen var vi to timer forsinkede, og vi var lidt bange for, at den chauffør, der skulle hente os ikke var der, men i mængden stod en mand med et skilt: "Radhika Vang Jensen - Kulturstudier". Vi (mest jeg) jublede.

Da vi sku køre afsted, lagde han min kuffert på taget, og når man ikke kender indien og indernes måder at gøre ting på så godt, var det måske liiige en vild begyndelse. Jeg var i hvert fald i de 4 timer, det tog at komme fra Chennai til Pondi bekymret for, om den nu SAD godt på - men den faldt ikke af, så selvfølgelig vidste han, hvad han gjorde.

Da vi ankom til Pondi, fik vi at vide, at vi skulle bo i det samme hus, Maison Raja, som ligger midt inde i byen. Vi fik værelser, og jeg mødte min nye, søde roomie, Mette.

Tæt på huset ligger restaurant Surguru, som laver meget billig og god indisk mad. Vi var nogle stykker, som første aften tog derhen og spiste, og fik en masse lækre og sjove ting. Et par stykker delte f.eks. noget tyndt brød, som lå på et bananblad med nogle dyppelser ved siden af. Brødet var hult og lignede en oppustet ballon. En anden fik noget papadam-lignede brød, som var rullet sammen og fyldte en meter på tallerkenen. Ved siden af lå også nogle forskellige dyppelser. Jeg tror, jeg kom af med omkring 150 rupees, hvilket svarer til 15 kr. (10 rupees = 0,97 danske kr.).

I Pondi er der en strand, som på ingen måde er en badestrand. Sandet er helt brunt, og i vandkanten ligger en masse skrald. Efter aftensmaden tog vi derud og så stranden og gik en tur langs vandet. En ting jeg har lagt mærke til er, at næsten alle børn har noget om hovedet/ørene om aftenen - en elefanthue, et pandebånd eller en alm. hue. Hvorfor mon det? For det er jo omkring 25 grader... Nå, men selvom det var hårdt at ankomme og opdage, at man pludselig var LANGT hjemmefra, tegnede det hele også godt. Man skulle bare lige møde flere, som var lige så forvirret og spændt som en selv.

På billedet er Mette (med det lyse hår og som jeg bor på værelse med), Nana og Marthe, som jeg bor i hus med.