Profile
Blog
Photos
Videos
Kære Alle.
Så vil jeg da lige opdatere jer lidt igen på hvordan det går mig her down under. Jeg sidder her søndag eftermiddag og slapper af efter en skøn weekend. Har været ude og løbe en lang tur og gået en tur sammen med de andre piger i området. Utroligt at vi stadig kan finde nye hurtigere smutveje og gode løberuter vi ikke kendte til .
Torsdag aften startede weekenden for os og vi besluttede at fejre det med en god gang filmhygge. Vi lejede en film der hedder Last night med Kira Knightly. Kan dog ikke anbefales da vi flere gange var ved at falde i søvn og endte med at sidde og snakke i stedet for. Efter den skuffende oplevelse så vi Water for Elephants og det var virkelig en fantastisk film der gjorde indtryk,. Den kan i hvert fald varmt anbefales :-), Klokken blev derfor også mange inden jeg kom i seng den aften.
Fredag morgen mødtes jeg med mine to kusiner Anne og Claire inde i Sydney centrum. Vi havde aftalt at vi ville ud og shoppe lidt. De viste mig en ny del af byen jeg ikke har set før og som havde rigtig mange gode butikker. Jeg købte dog ikke rigtig noget, er jo nok begyndt at tænke lidt på at spare :-), men vi havde en rigtig hyggelig formiddag. Om aftenen skulle os 4 piger fra Concord ud og spise inden vi skulle i operaen for at se La boheme. Jeg havde fået anbefalet en god italiensk restaurant så den fandt vi og det var da også de mest fantastiske pizzaer jeg har smagt længe :-). Var også skønt med lidt andet end japansk og thai mad som der virkelig er mange steder hernede og som vi har spist meget af..
Efter en skøn middag tænkte vi at vi var i god tid og begyndte at gå ned mod Circular Quai hvor operahuset er og hvor de andre ville møde os. Pludselig opdagede vi at der var en del længere end vi først havde troet og det begyndte også at småregne. Det endte derfor med at vi måtte løbe hele vejen igennem byen så hurtigt vi overhovedet kunne for at nå i operaen til tiden. Jeg havde højhælede sko på og var hele tiden ved at falde, men jeg havde kun 1 ting i hovedet. jeg måtte for guds skyld ikke komme for sent når nu vi endelig skulle i operaen og jeg var den der havde billetterne til os alle sammen. kl. 19.27 ankom jeg forpustet og med fødder så ømme det ikke kan beskrives. Vi nåede lige at sætte os ned i sæderne så lukkede dørene og forestillingen gik igang. Er bare helt vildt glad for at vi nåede det .
Selve forestillingen var en rigtig god oplevelse. Handlingen var ikke noget specielt, men de var fantastisk dygtige sangere og musikken var noget af det bedste :-). Jeg er glad for at der var tekster på, for ellers ville jeg nok ikke have forstået noget af det der foregik. Alt i alt synes jeg at det var en god oplevelse og sjovt at se operahuset indefra der dog efter min mening ikke lever op til arkitekturen set udefra.
Efter forestillingen tog vi ned til operabaren der er placeret ud til havnen med lys og livemusik. Det er virkelig et hyggeligt sted hvor vi fik et par drinks sammen. Efter det ville nogen i byen og nogen hjem. Jeg tog med i byen og vi tog derfor ind til Surry Hills. Der var vi så på club resten af aftenen indtil de lukkede kl. 1. De fleste bare hernede lukker kl. 1 eller 2 for at forhindre alt for fulde mennesker og slagsmål. Det er ikke helt det vi er vant til hjemmefra, men hvis bare man tager i byen lidt tidligere så får man noget ud af det alligevel. Det var også et rigtig godt sted vi fandt med god dansemusik og masser af mennesker.
Lørdag morgen skulle jeg tidligt op for at tage afsted sammen med Lif og Anne. De ville have mig med ud på en bådtur en times kørsel fra Sydney. Det var en meget smuk køretur derop igennem de smukkeste nationalparker. Bådturen gik også igennem en smuk og frodig nationalpark og vi var så heldige at være stort set de eneste på båden. Vejret var også med os 22 grader og høj sol, så det kunne ikke være bedre. Da vi havde sejlet i en times tid holdt vi en pause ved en hyggelig lystbådehavn i parken omgivet af bjerge og den smukkeste natur. Der spiste vi lidt frokost og gik en tur i det skovområde der lå omkring bjergene. Lif fortalte at mormor også har været på den tur dengang hun var og besøge dem, så mormor du kan sikkert genkende det fra billederne når du ser dem :-).
Efter en times ophold sejlede vi tilbage igen. På vejen hjem kørte vi igennem Palm beach som lidt er Australiens svar på Beverly Hills. Det er blandt andet her Nicole Kidman bor og hvor de største og rigeste villaer er placeret. Det var da også et skønt område med lækre strande og grøn natur. Jeg ville ikke have noget imod at eje en villa på en bjergskråning med havudsigt og tagterasse. Det skulle bare lige nævnes hehe :-).
Da jeg kom hjem til Concord ud på eftermiddagen var jeg ikke meget værd. Jeg var helt vildt træt da jeg jo ikke havde fået meget søvn ovenpå natten i byen. Jeg endte dog alligevel med at sidde op og se storfilmen Australia til kl. 24. Man kan jo sove når man bliver gammel ik ;-).
I dag har vejret været så fantastisk. 23 grader og sol og jeg har bare gået rundt i sommerkjole og nydt det så meget. Her dufter af forår og alting springer ud, så måske kommer jeg alligevel hjem dejlig solbrun. Det håber jeg.
Næste uge er bare en normal hverdag på afdelingen. Jeg er jo helt færdig med min portfolie, så det giver mig lidt mere frihed til at lave hvad jeg har lyst til. Jeg koncentrere mig om at have mine egne patienter så meget som muligt, men det er ikke altid lige let at få lov til at lave alting selv, og jeg skal jo for det meste supervises (holdes øje med), så glæder mig lidt til at komme i praktik i Danmark, hvor jeg tror at jeg vil have lidt mere selvstændighed.
Næste weekend står den på tur med pigerne til Blue Mountains fredag og lørdag. Glæder mig så meget til at komme derop igen. Det er virkelig et af de smukkeste steder jeg nogensinde har set.
Ikke mere fra mig nu. Jeg håber i alle har det godt og jeg siger ikke nej tak til en hilsen eller mail. Det nyder jeg hver gang jeg får :-).
P.s skal nok lige få lagt lidt billeder ud fra weekenden.
- comments
Josephine Pade Hej Pernille Hvor lyder det bare dejligt. Sol og varme og naturskønne oplevelser. Jeg gad også godt have et hus i Palm Beach. Her i Nordeuropa (Berlin, hvor jeg nu er flyttet til) er det blevet iskoldt. De sidste par dage har solen dog skinnet, og himlen har været helt blå og efterårsflot. I går gik jeg tur i Tiergarten og kiggede ud over byen oppe i Siegessäule, og det var virkelig et smukt syn. Jeg glæder mig til at høre mere om din tur og se billeder. Nu vil jeg gå ned på det lille søndagsmarked her i Prenzlauer Berg, der sælger de nemlig dansk saltlakrids! Kh. Jose