Profile
Blog
Photos
Videos
Hey folks!
Så er der igen opdateringer af høj kaliber! Onsdagen stod i en traditionel turist-kinesers tegn, vi var faktisk ret kinesisk nationalistiske for at være bundærlige. Vi stod nemlig tidligt op (klokken 7) for at se den afdøde Mao Zedongs lig, som ligger i et mausoleum på den himmelske freds plads lige ved siden af regeringen og Den Forbudte By, så det er et historisk utroligt vigtigt sted for kinesernes nationale selvopfattelse. Faktisk vidste vi godt på forhånd, at det ikke var besøget værd, men vi gjorde det alligevel, fordi det er så populært og underligt. Selvom vi kom tidligt om morgenen stod vi i kø i 45 minutter for at komme ind. Køen var måske en halv kilometer lang!! Før det havde jeg (Mika) afleveret min kamerataske med kamera på den anden side af vejen, fordi man af en eller anden grund ikke på have taske med ind på mausoleet. Det kostede 4 kroner at få min taske opbevaret, mens entreen til Mao var gratis. Da vi kom ind på grunden lige før mausoleet fik man muligheden for at købe en plastikrose, som man kunne lægge ved hans grav for at vise sin respekt. Dette benyttede mange sig af! Prisen var 2,5 kroner pr rose, men det ”ligegyldige” ved det er bare, at de falske roser hver halve time bliver indsamlet for derfor at blive solgt igen. Det er da mega langt ude. Desuden var Mao nærmest en voksfigur med et lysende, falskt hoved, som han lå der indsvøbt i et kinesisk flag. Det var tydeligt at se, at han ikke var ægte. Dog kan det godt være, at der ligger et par ægte knogler inde i ham! Men måske var det også derfor, at vi blev gennet igennem hans gravkammer på cirka 10 sekunder for ikke at se ham så tydeligt (Jeg håber ikke den kinesiske regering opsnapper dette blogindlægs kritik). Kort sagt var mødet med Mao ikke overvældende på nogen måde, men til gengæld en speciel oplevelse.
Herefter fortsatte vi ad turist-kineser-sporet, da vi tog over på nationalmuseet ovre på den anden side af gaden. Det var også gratis, og det var kæmpe stort. Her fik vi studeret Kinas historie fra begyndelsen til nu. Det var meget spændende, især den del om det lidt nyere Kina, hvor man lidt bedre kan følge med. Vi brugte måske 3 timer her.
Til sidst sluttede vi dagen af med at tage på militær-museum efter mit (Mikas) store ønske. Det bød på en kæmpe våbenudstilling med alt fra sabler til maskingeværer til anti-aircraft og torpedoer. Der var lidt for enhver smag! Desuden var der tanks, fly og både dog kun af ældre dato. Det er jo trods alt et museum. Ud over dette bød museet på et væld af historie omkring de kinesiske krige igennem tiderne. Alt fra Opium-krigen, krigen med japanerne og de griske imperialister, som de selv siger, og korea-krigen. Udstillingerne var i høj grad præget af propaganda, og man fik rigtig fornemmelsen af, at Kina aldrig har gjort noget forkert. Det er altid de andres skyld! Desværre stod de fleste ting kun på kinesisk, hvilket nok også skyldes, at det er målrettet til kineserne selv og ikke os kritiske vesterlændinge.
Torsdagen stod i det kunstneriske tegn. Vi tog til distriktet 798, som er kendt for at have kunstudstillinger i de gamle industri/lagerbygninger. Det var meget specielt og en yderst positiv oplevelse. Jeg (Mika) fik helt lyst til at blive maler, da jeg så de virtuose gallerier, som bød på stort set alle stilarter i verden. Vi så blandt andet en udstilling med den netop afdøde Wu Guangshong, som åbenbart var en af de helt store i Kina. Vi overvejede at købe et af hans malerier til den nette sum af 250.000 kroner, men så droppede vi det. Om aftenen tog vi ud og spillede to 5-mands-kampe i fodbold sammen med Christopher og hans hold ”The Vikings”, som er et hold hovedsageligt bestående af skandinaver og irere. Første kamp var imod den russiske ambassade. Russerne var klare forhåndsfavoritter, men vi kom foran 1-0, som også var stillingen ved halvleg. Desværre kom russerne godt igen, og vi tabte 4-1. Den anden kamp var mod nogle italienere. Her gik det lidt bedre. På blandt anden et mål af mig (Mika) samt et drømmemål af islændingen Jon vandt vi 4-3. Det var tilfredsstillende. En rigtig god dag igen!
Fredag morgen startede som den typiske morgen på vores hostel – den morgenfriske Mika stod tidligere op end mig og nåede både at gå i bad, tjekke mail, trille tommelfingre og gå en tur rundt på vores hostel og snakke med folk, inden jeg rigtig kom i gang. Det skal så også siges, at jeg ikke er en ørn til at falde i søvn om aftenen, og derfor falder jeg altid senere i søvn end Mika. Da jeg endelig fik svinget benene ud over sengekanten i overkøjen, kom Mika ind og sagde, at han havde lavet en aftale med én af vores venner på hostel'et, nemlig David Pineda (David er halvt spansk, halvt filippiner, men født og opvokset i Canada, og han er på samme type rejse som os). Aftalen lød på brunch/middagsmad på en lokal hot-pot-restaurant. Hot-pot er en meget populær måde at spise på, og det foregår på den måde, at man bestiller en række grøntsager og kød, eller hvad man ellers har lyst til, og det koger man så i en hot-pot, som er en slags gryde med en gasflamme under. Det minder på mange måder om fondue, og det er en meget social måde en spise på, for man deler gryden sammen, så man er heldig, hvis man rent faktisk får fat på noget, som man selv har puttet i. Det er til gengæld ikke super mættende, så efter vi havde spist, tog vi hen og fyldte de sidste huller i maven med en burger.
Herefter fik vi lidt travlt. Vi skulle nemlig mødes med Fufu og hendes band, som skulle spille på en musikfestival i udkanten af byen, og vi var så heldige at kunne komme med derud. Vi skulle mødes med dem på en metrostation et stykke fra vores hostel, og vi var ikke sikre på, om vi kunne nå derud før de kørte. Vi nåede det heldigvis og endda i god tid, da de andre var lidt forsinkede, så ingen problemer der! Selvom festivalen skulle foregå inde i byen, skulle vi alligevel køre ca. halvanden time, før vi var fremme. Her gik vi med bandet ind i backstage-området, men vi blev der ikke længe, for vi ville nemlig gerne ud og opleve noget kinesisk festivalstemning. Vi fik hørt lidt forskellige kunstnere, kigget lidt i nogle festivalboder og deltaget i nogle konkurrencer. Efterhånden nærmede tiden sig 18, og Fufu's band skulle snart på, men pludselig gik der hul på samtlige skyer over Beijing, hvilket fik samtlige festivaldeltagere til at søge læ i boder og telte. Samtidig blev koncerterne midlertidigt aflyst, da det også regnede voldsomt ind på den store scene, hvor vores kære venner netop skulle til at optræde. Vi frygtede derfor for, at vi ikke ville komme til at høre dem spille. Efter ca. en times voldsomt uvejr klarede det dog op, og festivalen gik lige så stille i gang igen. Fufu's band gik på, og vi fik festet igennem med omkring 10.000 kinesere til en god omgang 50'er rock 'n' roll. Bagefter hørte vi en kvindelig kineser jazze igennem, før turen gik tilbage til Guloudajie (hvor vores hostel ligger).
Dagen efter startede vores sidste lørdag i Beijing med en tur på én af de lokale restauranter, hvor vi købte os en lille madpakke bestående af et lækkert fladt brød og en flaske vand. Denne madpakke skulle give os godt med energi, for vi skulle nemlig spille en fodboldkamp i fuld længe med The Vikings. Modstanderen var det engelske hold Sexy FC, som spillede i lyserødt, og kampen skulle spilles på græs på et sportscollege i byen. Selvom vi er vant til at spille fodbold, blev det en hård omgang pga. den høje luftfugtighed og temperatur, som var i nærheden af 35 grader. Første halvleg spillede vores hold ikke rigtig sammen, hvilket resulterede i kaos og tre nemme mål til vores sexede engelske venner (mange af dem havde dog en mindre ølvom, mens andre faktisk spillede på ret højt niveau). Vi kom dog meget bedre ud til anden halvleg efter en god gang coaching af vores danske træner, Peter. Vi endte med at tabe 4-2 (men altså vinde 2. halvleg 1-2), så træneren var okay tilfreds med vores holds udvikling. Nicolaj, som spillede i angrebet, scorede desuden en kasse, mens jeg (Mika) løb rundt på midterste midtbane og sled. Alt i alt var det en hyggelig oplevelse, og bagefter kampen var der sponsoreret Carlsberg, mens vi sad og spiste vores velfortjente aftensmad på restauranten. Til sidst på dagen fik vi et bad, og nu sidder vi så og snakker med et par englændere, der har været ude og rejse et år. Håber alt er vel derhjemme!
/Mika og Nicolaj
- comments
Brian Laudrup Chok det er en god blog!
Bjarke Dahl Hej Drenge......Vi følger godt med på jeres tur......meget spændende.....Vi sidder BARE og ser Vuelta a´Espana... DEJLIGT.....Fortsat god tur!!!!
Mikas mor Hej. Jeg håber ikke, at I har været for Kina-kritiske og at I bliver sluppet ud af Kina i morgen:-)
Birger Markmann, beboer i Brændekilde Grundet alder og med mit politiske tilhørsforhold var min tilgang til Mao-maseulæet anderledes end jeres, for jeg er om jeg så må sige vokset op med Mao ZeDong, så for var mig var det et meget bevægende oplevelse at besøge musseet sammen med de mange kinesere. Han repræsenterede for mig og mange andre 3. verdens håb om fremgang og et samfund, der gjorde op med det feudalistiske Kina. Så jeg var faktisk rørt over at se en kær, gammel kæmpe. Men at ændre et så tilbagestående og enormt stort land er jo, som vi kan se fortsat, en kæmpe opgave, hvor den gamle kultur og de tidligere opfattelser fortsat præger det moderne Kina. I øvrigt nyder jeg at læse jeres dagbogsoptegnelser, og jeg er imponeret over de mange detaljer i får med. Det vidner om at jeres sanser er åbne og at I har brugt god til at forberede jer og sætte jer ind i tingene. Jeg vil følge jeres reje.
Svenne Hej, gutter! Det er ret fedt at kunne følge med i, hvad i oplever. Jeg checker ofte, om der er nyt, og jeg læser altid med stor fornøjelse om jeres bedrifter. Tak! Jeg glæder mig til at høre om Korea.
Lauras svm Kære globetrottere. Tak for den gode fortælling igen. Det er en sand fornøjelse at læse jeres beretninger, igen og igen. I forstår at opleve, at nyde, at yde, at være og være tilstede, ... Det er suverænt. Fortsat god tur, vi glæder os alle til at høre om Korea.
Nicolaj Gogol Det er godt at høre, at der bliver fulgt med fra flere sider! Vi oplever en masse ting, så det er nemt at finde noget at skrive om. Forhåbentlig får I en fornemmelse af, hvordan det er hernede