Profile
Blog
Photos
Videos
Heja dudes!
Så er tiden oprunden til endnu en gedigen opsummering fra det smoggede, hotte Kina! Landet hvor alt kan ske!
I går den 13. august tog vi til Jinsong (tror jeg cirka) park, som er et højdedrag midt inde i byen i forlængelse af Den Forbudte By. På toppen er der et tempel med en Buddha-figur, og templet er omgivet af flot, kinesisk natur, som vi nød meget. Udsigten deroppefra var utvivlsomt mindeværdig, men blev dog til dels ødelagt af den stærke smog, som gør, at man ikke kan se særligt langt, specielt ikke om sommeren åbenbart. Før vi tog hen i parken, mødte vi to kinesiske damer, som stoppede os på gaden. Deja vu. Hehe. Den ene snakkede godt engelsk. Hun spurgte: How are you?", og før vi vidste af det, sad vi og spiste sammen med dem. De lokker en de engelsktalende kinesere, gør de!! Men spændende var det igen! Vi begynder at forstå kulturen meget bedre, når vi ligefrem kan forstå sproget :-D (Vi har dog lært lidt kinesisk)
Efter måltiddet drog vi videre til parken, hvor vi på toppen mødte en mand ved navn Li, som til daglig underviser i engelsk på gymnasie-niveau i Shanghai, og som var på ferie i Beijing. Han ville også lige sige hej, så vi snakkede sammen i intet mindre end tre timer om alt fra familie, hobby, politik og om Danmark og Kina.
Desuden jonglerede vi med vores medbragte fodbold i parken, og det gav rigtig god opmærksomhed blandt befolkningen! Måske vi skulle gøre det til en levevej? Derudover spenderede vi tiden på at kigge på sommerfugle og se/høre et traditionelt, kinesisk band synge gamle slagere! Trommeslageren var en mand på cirka 65-70 år som havde langt hår og bar et stort rødt hårbånd. Jeg (Mika) kunne ikke helt finde ud af, om han var cool eller en taber, men det kan jo godt ligge tæt op ad hinanden. Vi håber at kunne lægge en video op af det, men det er ikke sikkert, at det virker. Nu må vi se. Da vi tog ud af parken ville vores gode ven Li have os med på Karaoke Bar, men det orkede vi ikke at blive slæbt med til, hvilket han blev virkelig sur over! Men sådan er det jo. Vi har ikke råd til at gå på karaoke-bar, for sidst var det dyrere end 10 overnatninger.
Efter "bruddet" gik vi forbi en lille butik, hvor vi hver købte et par traditionelle, kinesiske sutsko-agtige sko til udendørs brug. De er meget komfortable skulle vi hilse og sige. Dagen var nu ved at være ovre, men vi kunne lige nå at tage til Beihai Park for at se ud over en smuk sø og nogle attraktive haver, og man kan godt lige overskue at betale 8 kroner for entreen. Og med de ord vil jeg gå videre til næste dag!
I dag var dagen, hvor vi skulle flytte væk fra Nicolajs storebrors lejlighed. Klokken 9 om morgenen ankom Christopher (Nicolajs bror) og Fufu (Christophers kone) til lejligheden, lige hjemvendt fra en ferie i Thailand, Chiang Mai, hos Nicolajs storesøster, som vi i øvrigt også skal besøge senere på vores rejse. Ja, det er lidt af en international familie! Efter at vi var vågnet tog vi ud og spiste på en lokal restaurant, og jeg må så sandelig tilstå, at det var mad i verdensklasse! Peking and (lidt ala kinesisk flæskesteg) samt ris og 3 andre retter med blandt andet kylling og peanuts stod på den fremragende menu.
Med en god smag i munden sagde vi på gensyn til Christopher og Fufu og tog på flytnings-togt igennem metroen med al vores bagage! Ja, så føler man virkelig, man rejser! Nu er vi så indlogeret på Drum Tower hostel, hvor vi bor sammen med 3 andre. Her er ganske udmærket, og nu føler vi for alvor, at vores rejse er begyndt! Nu er vi væk fra lejlighedens tryghed og smidt ud i en mere udfordrende verden. Vi snakker godt med en amerikansk kineser fra Boston ved navn Mensin på 23 år, som er på besøg i sit hjemland. Han er mega hyggelig, og vi lærer en masse om kultur og sprog hele tiden, ligesom vi havde håbet på, inden afrejse!
Ellers gik dagen i dag med at tage til Wangfujing, et område med storcentre og gågade, hvor vi drak te med en 24-årig engelskstuderende ved navn Mary fra Beijing. Det vil ingen ende tage så populære, vi er! Vi håber det går godt derhjemme, for her går det godt!
/Mika og Nicolaj
- comments
Kirsten Du nærmer dig visdomsord, Mika: om han var cool eller en taber... det kan jo godt ligge tæt op ad hinanden. Så sandt, så sandt!!