Profile
Blog
Photos
Videos
Hey folks!
Så er det endnu engang blevet tid til en opdatering fra det fjerne østen also known as Beijing! Hvad mon de nu har kastet sig ud i de seneste 2 dage?!
I går drog vi efter den første mislykkede tur til Den Forbudte By. Det var en kæmpemæssig oplevelse! Byen, som før var kejserens personlige og lukkede by, er cirka 1 km lang og cirka 750 meter bred. Den består af et væld af prægtige bygninger/templer, et væld af trapper og flotte kinesiske haver, især imperial gardens nordligst i byen vil imponere selv den mest garvede haveelsker! Ud over dette så vi også udstillinger med keramik, skatte og kalligrafi. Vi mødte en 25-årig kunststuderende, som solgte os nogle flotte kunstværker lavet på silke, og han fik sin "mester" til at skrive vores navne med kinesisk skrift på ægte gammeldaws vis med blæk på et tyndt, skrøbeligt papir.
Desuden er vi endt i en del kinesiske fotoalbums, da mange tog billeder af os hvide fyre. Nogle turde godt spørge, andre tog bare et billede, og andre igen ventede til, at vi tog et billede, så "vi ikke lagde mærke til dem". Så VIP-statusen er intakt!
Da vi efterhånden havde været igennem to tredjedele af den forbudte by, indså vi, at vi ikke kunne nå at udforske den med den samme hastighed, som vi havde holdt hidtil. Derfor blev det sidste stykke gennemgået i et rask tempo, så vi kunne nå ud inden lukketid kl 17. Da vi kom ud på den anden side, blev vi straks tilbudt det ene og det andet af nærgående sælgere. Blandt andet blev vi tilbudt en tur til Den Kinesiske Mur og til et show med Shaolinmunke. Nogle fine tilbud, som vi dog tillod os at tænke lidt over. Straks efter blev jeg (Nicolaj) nærmest overfaldt af en sælger. Han pressede en dragefigur ned i mine hænder og spurgte, hvad jeg ville give for den. Jeg var på ingen måde interesseret i at købe den, så jeg tilbød 1 yuan (ca. 80 øre). Man kan så sige, at jeg selvfølgelig bare skulle have sagt nej tak, hvilket jeg dog forsøgte. Mit tilbud blev først afgivet, efter han havde forfulgt mig over 100 meter. Mit ekstremt lave tilbud var dermed ment som et alternativt nej, men det opildnede ham blot endnu mere, så han begyndte at forhanlde. Efter at havde forhandlet passivt med ham i lang tid endte han med at tilbyde fem forskellige figurer, hvor der var drager, tigere og små mænd iblandt til en beskeden pris på en tyver. Jeg gjorde et sidste forsøg på at vride mig fri ved at sænke mit bud endnu mere. Og sandelig om ikke hans grænse var nået. Han slog ud med armene og forsvandt i menneskemængderne bag os. Jeg fik lidt dårlig samvittighed over at have givet falsk håb, men hvad kan man ellers gøre, når gentagne afvisninger ikke slår til
Efter denne episode fortsatte vi vores tur ned mod den nærmeste metrostation. På vejen begyndte en kvælende sult dog at melde sin ankomst hos os begge, så vi spejdede efter spisesteder, mens vi traskede af sted. Pludselig viste der sig et Eldorado, et Shangri-La for vores øjne: en restaurant, hvor vi kunne få stillet vores sult. Det var en meget lille og autentisk restaurant. Vi bestilte to kurve dumplings, som er kød og grøntsager indhyllet i en slags rispasta. Lidt ligesom store tortelini, dog med en helt anden, kinesisk smag.
Efter dette tog vi metroen hjem i heftig myldretid. I myldretiden står man bogstaveligt talt fastspændt af andre folks kroppe i det varme og fugtige tog. Beijings metro kunne snildt have sloganet: "Der er altid plads til én mere". For mens man stod der med fem skuldre i ryggen og tre knæ i skridtet, kaster den ene efter den anden sig bogstaveligt ind i den humane kinesiske (delvist danske) mur. Der kan man tale om, at det er rart at komme frem til sit endelige mål: en afslappende aften på værelset i mere kølige og mindre menneskefyldte omgivelser.
I dag, fredag, tog vi det stille og roligt fra morgenstunden, da vi lige skulle have styr på vores liv generelt. Nicolaj skulle blandt andet skrive en tale til en god fælles ven, der skal giftes i morgen, men da klokken blev 14-15 stykker drog vi igen på eventyr i det Beijingske! Eventyret startede på en lokal restaurant, hvor vi på forvirrende og lykkelig vis fik bestilt en fremragende omgang mad, som var en stor, varm skål bestående af lækre ris i bunden, grønsager som bønnespirer, gulerødder, kål, squash samt svampe og et spejlet æg på toppen! Det kan jeg (Mika) varmt anbefale, især da prisen er svimlende lav, 20 yuan inklusiv cola. Det svarer til 16 kroner, og jeg kan love jer for, at man blev mæt som aldrig før.
Afsted gik det til vores stam-metrostation: Hujialou. Vi stod af ved Guloudajie station, hvor Drum Tower og Bell Tower befinder sig: To legendariske tårne, som i gamle dage blev brugt til at vise tiden som et ur (eller vækkeur om morgenen, natten eller dagen om man vil). Inde i selve Bell Tower fik vi lov til at prøve tesmagning (igen! Vi kender snart alt til kinesisk te!). Det var igen en stor oplevelse, og Nicolaj fik også købt noget ginseng oolong-te, der er en af de bedste af slagsen, og som er karakteriseret ved at give en sød eftersmag under tungen/i halsen. Klokken var nu 17.05, og vi kunne lige nå at besøge Drum Tower inden lukning - til stor glæde for os begge. Klokken 17.20 var der nemlig demonstration af trommerne, hvor 5 trommere gik amok i 5 minutter. Det var guf for rytmesansen!
Resten af dagen gik med at gå rundt i "hutongs", som er et kvarter med små, traditionelle kinesiske huse. Det var virkelig hyggeligt, ja, nærmest som om, man var røget et par hundrede år tilbage i tiden. Folk sad på gaden og spillede kort, og der herskede fred, idyl, samvær og ingen stress!! Vi gik ind et sted og fik (og hold nu godt fast) australsk is, som vi i Danmark kender som italiensk is, og det var med smagen belgisk chokolade, foregik i Kina, og blev spist af to danskere! Er i med? Godt så!
Til sidst vil vi dele en sjov oplevelse, vi har fra Kiev lufthavn fra vores første dag: Den er bedre kendt som "Kommunikationskløft-episoden":
En indisk mand snakker engelsk med en meget indisk accent. Han henvender sig til en ukrainsk (lidt maskulin. Bevares) kvinde, som er ansat i lufthavnen.
- "What do I have to do? I have to go to New Delhi!"
Han får et skingert, bittert svar:
- "Chicken!"
Manden forstår ingenting og spørger igen:
- "I have to go to New Delhi!"
Dette resulterer i en voldsom parade af ord fra kvinden. Hun er stædig!
- "Chicken, chicken, chicken, chicken!!!"
Manden prøver uforstående at bryde ind i samtalen, men mislykkes!
- "Do I have to stand in line?"
Kvinden fra Kiev svarer endnu højere:
- "Chicken, chicken, chicken!!"
Manden er ved at bryde sammen, men så vender Nicolaj sig om og siger:
- "You have to check-in"
- "ohh..." svarer inderen.
Vi håber, I har det godt derhjemme, for det har vi!
Ps Annette og Laura, én af os elsker én af jer, og den anden elsker den anden af jer.
/Mika og Nicolaj
- comments
Mikas mor Hold da op hvor kan i fortælle. Det er lang tid siden at jeg har grinet så meget, som over den indiske mand og hans chicken. Kommunikation er ikke altid nemt. Tak fordi vi får lov til at være med på jeres tur.
Kirsten Chicken-historien burde havne på bagsiden af Stiften! Tak for levende indblik i jeres fantastiske oplevelser.