Profile
Blog
Photos
Videos
Denne Wang LeeHom er der måske ingen i vores lille del af verden, der kender. Jeg kendte ham heller ikke indtil for ganske nylig. Men i Kina er han THE THING, toppen af poppen, og når man spørger folk om deres mening er svaret oftest "hen lihai, hen shuai!" (mega cool og lækker) - jeg har nok egentlig mest spurgt unge piger, men mødte dog en dreng i bussen på vej hen til koncerten, der næsten snublede over ordene af begejstring da han skulle fortælle os om alle hans yndlingssange og hvor længe han havde været fan. Koncerten blev afholdt i det olympiske stadion, bedre kendt som fuglereden. Der er plads til omkring 90.000 mennesker og alle sæder var fyldt, så det var altså noget af en begivenhed på en almindelig Beijing-lørdag-aften og en koncert, som hele byen havde hørt om.
Jeg havde forventet kineser-pop af den mest sukkersøde poppede slags, candyfloss for øregangene uden en eneste guitarsolo og blottet for rockstar attitude (sådan lyder de sange jeg havde hørt på forhånd). Så helt uden forventninger blev jeg overrasket og underholdt i de næsten tre timer koncerten varede, lige fra LeeHom kom på scenen badet i rødt lys og røg, kørende på en kæmpe tank omringet af marcherende trommeslagere, til de stille og følsomme klavermelodier. Der imellem bød showet på et gigantisk strygerorkester, et pigekor, besøg af gæsteartister, guitar- og violinsoloer spillet af LeeHom selv, der også mestrede et slags klassisk kinesisk strenginstrument, kong fu, en hel del moderne dans samt en klaver-battle. Under hele koncerten blev der hujet og sunget med og svinget vildt med de kæmpe glowsticks, der blev solgt overalt, og som lyste hele stadion op.
Efter koncerten ville vi have købt T-shirts (tænkte det ville være en ret god måde at komme i snak med kinesere - "hey, kan du også lide LeeHom? Jaja, jeg var jo til koncerten…"), men da vi endelig fandt boden var den lukket, så vi måtte nødes med en iturevet plakat fisket op af en skraldespand (pryder nu Amy's væg). Næste udforskning af den kinesiske musikscene bliver Strawberry Festival, der har plakaten fuld af kinesiske indie-kunstere, og som i bedste, velkendte festivalstil lover udendørsscener og øltelte - så kryds fingre for godt vejr næste weekend!
- comments


