Det er koldt i Danmark og det er koldt i Kina. Forskellen er bare, at i Danmark er det kun koldt udenfor. Jeg sidder i min sovepose, under en dyne i to lag tøj, strik og halstørklæde på Ming Courtyard Hostel. Jeg er helt alene. Ikke bare ensom-alene eller her-er-ingen-jeg-kender-alene. Nej, jeg er i bogstaveligste forstand helt alene på mit hostel. Der er ingen andre gæster, bare tomme gange, en høflig receptionist og en stor, gul hund, hvilket virker paradoksalt taget i betragtningen af mylderet på gaderne udenfor. Men jeg ville alligevel være for træt til at socialisere med fremmede rejsende eller kaste mig ud i længere samtaler på kinesisk, så jeg har brugt dagen på at indhente den danske nat, der forsvandt i bevægelsen tværs over kloden, spise en stor portion fried rice og drikke varm te. Med andre ord lade op til konfrontationen med den enorme sprogbarriere, der stadig skiller mig fra kineserne og som jeg forventer at støde på i morgen, når jeg skal prøve at finde et sted at bo på campus.