Profile
Blog
Photos
Videos
Skrevet den 31. Marts 2011
Alohaaaaa!
Så er det tid til en lille hilsen fra de to varme-hungrende piger, hvilket der forhåbentlig snart bliver lavet om på, for nu er vi nemlig ankommet til Hawaii!
Vi har indlogeret os på Hawaiian Monarch hotel, som vi tror ligger nogenlunde lige i mellem Honolulu og Waikiki. Da vi ankom til værelset og åbnede døren tabte vi begge underkæben, for det vi var på vej til at gå ind til var et stort værelse med to store dobbeltsenge, eget toilet, udsigt ud over byen fra 18. etage, fjernsyn, mikrobølgeovn, køleskab, kaffemaskine og ikke mindst badekar. Vi blev helt ekstatiske og åbnede hurtigt armene op for denne nye rejse på Hawaii.
Den sidste tid på New Zealand blev som sagt tilbragt i selskab med Rikke og Emil. Efter Kaikoura kørte vi sammen mod Hanmer Springs, hvor vi udfordrede hinanden i en omgang "A-maze-n" minigolf, og selvfølgelig blev Nina vinderen af denne udfordring.
I Hanmer Springs valgte vi at freedom-campe lidt uden for centrum inde i skoven, hvor vi lavede god aftensmad sammen og drak et par bajere. Det var en kold, men hyggelig fornøjelse.
Næste dag var Store Afskedsdag, for nu var det blevet tid til at vores veje desværre skulle skilles igen… Så efter at have lavet lidt lækker middagsmad sammen og skålet for Willy og hans nye happy ven kørte vi sammen mod Christchurch, hvor vi skiltes på vejen. Buhuuu! Vi savner allerede den varme Rikke og kommende onkel Emil. Det var et par virkelig dejlige dage med masser af grin, sjov og god mad.
I Christchurch valgte vi at tilbringe vores sidste nat på en (sindssyg dyr!) holiday park for på den måde at kunne gøre Willy ordentligt klar til aflevering næste dag. Og så stod den herfra primært på praktiske ting, såsom at vaske tøj, pakke taske og gøre ham ren.
Hele vores tur har indeholdt lidt af hvert - især mærkelige mennesker - så selvfølgelig skulle der også lige være en mærkelig mand i holiday parken til lige at skubbe os ordentligt videre til Hawaii. Vi opdagede ham ved at han gik forbi vores bil, mens vi var i fuld gang med at pakke, og kiggede meget ind på os og kom så hen og spurgte om vi ville med hen og have en øl.Hvilket vi takkede nej til, for det var tydeligt at vi var travlt optagede af at pakke vores ting og gøre klar til afgang. Herefter gik vi hen og vaskede vores tøj, da hele campingpladsen stort set var gået til ro, så vi var næsten de eneste oppe - men selvfølgelig kom han da lige forbi vaskerummet, hvor vi var, med en øl i hånden for han 'skulle lige se, hvad det kostede'. Herfra begyndte det utrygge, for nu fik vi faktisk lidt følelsen af at han udspionerede os. Især fordi at hver gang vi trådte ud af Willy var han der bare og ville snakke. På et tidspunkt cirkulerede han lidt rundt om bilen og kom så hen og ville snakke, hvor han fortalte at han holdte i sin truck lige overfor, kom fra Wellington, hed Ben og var her i forbindelse med jordskælvet. Han brugte lang tid på at snakke, og spurgte så om vi havde nogle kærester, hvor vi svarede ja og så gik han sin vej… Men han var nu alligevel ikke helt færdig! Vi havde rullet gardinerne for og lukket dørene, men det var som om, at hver gang vi lige gik kort ud af bilen - bum, så var han der. Og det sidste vi endte med at høre fra ham, var et forsøg på at komme i kontakt med os ved at banke på ruden, men vi ignorerede ham blot og så hørte vi heldigvis ikke mere - derfor var det et par glade piger der næste morgen vågnede og så, at lastbilen var væk.
Det blev den 30. marts og det var tid til at sige farvel til kære John 'Willy' William. Det var en meget praktisk dag som indeholdte rengøring, bil aflevering, posthus, tank besøg og lidt ståhej omkring Ninas pas. Men det hele blev ordnet og det eneste problem ved afleveringen af Willy var en lille fartbøde, som endte med at koste 90 dollars. Fuldstændig åndssvagt. For det var et kamera der havde fanget os i at køre 55 km/t, hvor man må køre 50 - åh nej! Selve bøden koster så 30 dollars, man Backpackers (bil udlejningsfirmaet) skal selvfølgelig lige have 60 dollars oveni. Nannas kegle-ridse skulle der bare skrives en lille rapport om, så der faldt en lille sten fra vores skuldre.
Herefter kunne vi se frem til 14 timer i lufthavnen, og de forløb da også ganske udmærket, men lufthavnen var meget kedeligere end vi havde forventet, for det eneste der var at købe noget fra var en lille kaffebod og automater. Alt andet var lukket.
Vi kom på flyveren og fik vinket farvel til New Zealand, og nu er vi så på Hawaii - Oahu for at være mere præcise.
Vi er blevet enige om, at på grund af vores skidte økonomi, bliver vi bare på denne ø. Vores ø-hop og udforskning af Hawaii er altså derfor blevet til dasen og afslapning i et par enkelte byer her på Oahu. Vi har simpelthen ikke penge til andet, og det er egentlig også okay, for nu trænger vi bare til at slappe af (og få noget farve igen!) efter at have levet så flyvsk de sidste 3 måneder.
25 dage er der tilbage af vores rejse. Det er lige pludselig meget lidt i forhold til, hvor længe vi har været af sted. Det er underligt at tænke på, for vi har lidt svært ved at forestille os at komme hjem til en helt almindelig hverdag igen, hvor dagene er stort set forudsigelige. Men vi glæder os til at komme hjem til alle jer hoveder! Vi savner jer sgu.
Bumbye (see ya) fra de to wihanes (kvinder)!
- comments