Profile
Blog
Photos
Videos
Skrevet den 9. april 2011
Send flere penge!!! Så skriver vi igen fra det dyre, dyre Hawaii. I hvert fald i forhold til, hvad vores økonomi tillader.
Siden sidst har vi skiftet hotel fra Hawaiian Monarch til Island Colony, som ligger lidt mere centralt i Waikiki. Nu bor vi stort set lige ved siden af stranden (den berømte Waikiki Beach) og tæt på det hele. Deeeejligt! Ikke nok med dét, så er vi også kommet endnu højere op. Faktisk så højt, at vi nu bor på - hold godt fast - 42. etage (ud af bygningens 43 etager)!! Kæberne var endnu længere nede da vi åbnede døren til dette værelse og så udsigten, som både rækker over by og vand. Det er helt sindssygt at bo så højt oppe og det er stadig lige så overvældende at træde ud på altanen og kigge ud over det hele. Det er nok ikke lige noget vi kan se frem til at prøve igen foreløbig.
Tiden går egentlig ikke med noget særligt ud over at ligge på stranden og nyde det søde daser-liv. Men vi har nu ikke daset den hele tiden. I onsdags lejede vi to cykler i to døgn, for så ville vi på den måde udforske området lidt. Vi kørte derfor til Diamond Head, som er et kæmpe krater efter en damp eksplosion, som fandt sted længe efter de fleste af øernes vulkanske aktivitet faktisk var stoppet. Hertil var der en cykeltur på ca. 10 km, hvorefter vi tog på en gåtur på 4,5 km til en gammel udkigspost og bunker fra 2. Verdenskrig, som indebar udfordrende terræn med stejle trapper og mørke tunneller. Så det var både en hård, varm og historisk udflugt. Herefter cyklede vi de 10 km tilbage og afsluttede turen med et besøg på HardRock cafe.
Næste dag skulle vi igen på cyklen, og det var vi måske mindre begejstret for, for gårdagens udskejelser havde altså resulteret i et par VIRKELIG ØMME numser! Det var ren tortur at skulle op på det tohjulede torturinstrument igen, og planen var faktisk at vi skulle cykle 15 km (hver vej!) til Hanauma Bay, men der måtte vi give op og være et par svanse. Derfor endte vi bare med at køre en tur rundt om Waikiki, som blev en cykeltur på endnu 10 km, og hvor vi både kom omkring dyrt villakvarter og på vild motorvej. Det var et par lidt skrækslagne og forvirrede piger, der pludselig befandt sig på vildt befærdet motorvej, men vi tror altså at vi gjorde det rigtigt. Derudover var turen selvfølgelig heller ikke foruden de mærkelige mennesker vi hele tiden møder, for igen skulle Nanna lige have sig en lille snak med en mand, som kom forbi os og holdte ind til siden for at få en lille chat for en sludder. Lidt irriterende, men han fik da sin lille sludder og så kørte han ellers igen. Dernæst indebar to piger på cykler åbenbart også en masse dytten, fløjten og råben fra forbi kørende mandfolk.
Turen endte tilbage i Waikiki centrum, hvor vi her tog et lille smut forbi Hilton Lagoon og Nina fik også endelig købt sin ukulele, som hun længe havde hungret efter.
I går gik dagen med at dase i Kuhio Beach Park frem for Waikiki Central Beach, som var en virkelig hyggelig og palmefyldt park ned mod vandet, så her gik nemt nogle timer i solen.
I morgen er vores sidste rigtige dag her i Waikiki, for på mandag går turen mod Kailua, hvor vi skal være i 4 dage, for derefter at vende tilbage til Honolulu og sightseeing. Forhåbentlig er Kailua mindre fyldt med udrykkende ambulancer, brandbiler og politibiler, for de er godt nok over det hele. Nok hvert 5. minut kan vi høre sirener, og vi forstår altså ikke, hvad det er folk kommer til skade med hele tiden, siden der hele tiden er nogen der har brug for hjælp. Man apropos ambulancer og nødhjælp har vi alligevel to gange på dette hotel været bange for at 9-1-1 skulle tastes ind på telefonen.. Den første gang var en eftermiddag, hvor røgalarmen pludselig gik i gang og blev ved og ved med at ringe for fuld hammer - også ude på gangen - så vi panikkede lidt og skyndte os straks at gøre klar til at flygte, indtil vi kunne se på resten af hotellet, at der vist ikke var grund til panik, og alarmen stoppede da også igen før eller siden. Den anden situation var en aften med lyn og kraftig regn, hvor vi sad og så fjernsyn og pludselig rullede der sådan en emergency-tekst-ting over skærmen, hvor der stodat der var "flash-flood alarm" og man skulle skifte hen på kanal 48 for at få nærmere information. Det gjorde vi så, og der var en mand der pænt fortalte at der var oversvømmelses advarsel og man skulle søge til højere bygninger. Vi blev lidt bange, dog fortrøstningsfulde over at befinde os på 42. etage, men vi gik nu alligevel ned i receptionen for at tjekke og få blodtrykket ned igen. Her fortalte receptionisten os så bare, at når der regner kraftigt er der nogle steder, som har risiko for oversvømmelse - så det hele var måske bare ren procedure i dårligt vejr, det har vi endnu ikke fundet ud af, men vi er i hvert fald i god behold og har ikke mærket noget der nærmer sig oversvømmelse.
To uger er der nu tilbage af vores tur. Gang på gang bliver vi overrasket over, hvor tætte vi faktisk er på vores rejses ende, men alligevel begynder vi langsomt at vende os til tanken om snart at skulle vende hjem igen. Nu vil vi give os til at være et par vaskedamer, for nu skal vi have vasket tøj og så skal dagen måske afsluttes med et stykke fabuløs cheesecake fra den berømte restaurant The Cheesecake Factory, som vi flittigt har besøgt, og et slag 500!
Godaften de vår-kuldrende damer og herrer.
- comments