Profile
Blog
Photos
Videos
Roadtrip og tykke piger.
Vi er tilbage, og de sidste par dage har stået i roadtrippens tegn og natur, der er så overvældende, at det er helt svært at følge med.
Efter Queenstown gik turen mod Te Anau, som var en ganske kort køretur på lidt over en times tid, så det var til at overkomme. Da vi ankom til Te Anau indlogerede vi os på en holiday park, hvorigennem vi også fik booket vores næste udskejelser. Her stod den nemlig på en tur i glowworm caves og Milford Sound.
I vores afmagt grundet savnet til den danske mad kastede vi os denne aften ud i forsøget på at lave en god omgang BOLLER I KARRY! Dog mislykkedes det lidt for de to første-gangs forsøgende på dette punkt, da svinekødet for det første smagte lidt underligt, og for det andet kunne vi slet ikke få det til at smage rigtigt. Men vi endte nu med at få lavet noget, der var til at spise, men det blev altså med lidt sure miner, da vi sgu savner en god omgang boller i karry - eller frikadeller for den sags skyld.
Næste dag tog vi i glowworm caves, som faktisk endte med at være en rigtig god oplevelse. Her starten turen med en halv times cruise i en vessel hen til grotterne, hvorfra vi så blev delt ind i nogle grupper på en 10-12 stykker, og så blev man ellers ført ind i grotterne af en guide. Her gik vi så rundt inde i mørket mellem vandfald og glowworms, og gåturen endte med en lille sejltur, hvor vi blev proppet ned i en lille båd, og sejlet helt ind til enden for grotten, i bælgravendes mørke og stilhed blandt millionvis af glowworms! Det var et virkeligt flot og lidt surrealistisk syn, da det var mærkeligt at tænke på, at det altså var små orme der lavede disse små stjerne-lignende lys i loftet.
Næste dag stod den så på Milford Sound. Her kørte vi til i køre Willy, som var en fantastisk køretur! Det var natur, der i høj grad tog pusten fra dig, og med de mange mellemstop til forskellige poster, som var værd at gøre stop ved, var det helt sikkert køreturen værd. Da vi så endte helt henne ved Milford Sound nåede vi lige præcis at hoppe på et cruise på en lille båd inden det var for sent. Her sejlede vi så mellem de høje bjerge og vandfald og så endda også et par sæler ligge og dase den. Det var sindssygt flot, så flot at man faktisk ikke rigtig forstår, hvor flot det egentlig er, fordi det hele er så kæmpe stort.
Vi kørte tilbage til Te Anau, hvor turen først gik fra næste dag. Vores dag sluttede vi af med et lille besøg på en italiensk restaurant med pizze og god dessert, og en tjener der var helt forgabt i Nanna - og hendes øjne. "I like your eyes" og "Ciao bella!" fik han fint flirtet ind i samtalen og et par søde smil og øjenkontakt fik hun da også med i købet.
Efter et mislykket forsøg på at sove gratis på en parkeringsplads (her blev vi jaget væk af en mand, der påstod at han var sådan en camping-inspekter, men kørte alligevel væk i en rengøringsfirma bil) endte vi igen med at booke os ind på holiday parken. Skide irriterende, for der forsøger vores nærignumser altså ihærdigt at tale sin sag.
Efter Te Anau var destinationen Invercargill, som påstås at være New Zealands sydligste by (men er det ikke helt), som faktisk var en rigtig hyggelig by, og turen hertil gik via Southern Scenic Route, som helt klart også var en køretur værd. Her havde vi bl.a. et stop til New Zealands ældste bro Clifden Suspension Bridge, som er over 100 år gammelt. Det var lidt specielt at se, men man måtte desværre ikke gå på den. Det var også rart lige at opleve lidt historie i stedet for bare hele tiden at se på natur (selvom det absolut ikke er noget at klage over!). Derudover havde vi også et par stop i de små gamle byer Tuatapere og Riverton, som havde sin helt egen stemning og atmosfære.
Inden vores overnatning i Invercargill valgte vi at køre en tur til Bluff, som var en lille by endnu sydligere end Invercargill. Denne by fungere pirmært som teerminal til Stewart Island, som vi har valgt at boycutte, men alligevel endte det faktisk med at være besøget værd, da vi fandt et viewpoint, hvorfra man kunne se til Stewart Island og andre øer + ud over hele Bluff. Det var en stejl køretur, så vi var lidt nervøse for Willy, men Willy svigter aldrig så det gik som smurt! Derudover formåede vi også at time det med, at det lige passede med, at vi fik en solnedgang med i "købet".
Herefter havde næste roadtrip så kursen mod Dunedin. Turen hertil gik gennem Curio Bay og The Catlins og endte med at være endnu en succesfuld roadtrip. Dog en lidt ulækkert start da vi på vej til Curio Bay pludselig kørte forbi en død ko liggende på vejen uden ansigt, med brækkede ben og indvolde (inklusiv en hjerne) ud over det hele! Det var på en grusvej, hvor man kun kunne køre omkrin 30-40 km/t så hvordan den var kommet til at se så maltrakteret ud er os stadig et mysterium.
Derudover kom vi også omkring noget kaldet Lost Gypsy Gallery (i Pounawea), som var en gammel bus lavet om til et galleri fyldt med masser af tingeltangel gammelt som nyt. Man blev helt som et lille legebarn, der slet ikke kunne få sig til at gå igen, fordi der var så meget at pille ved og lege med. Derudover var det i sin helhed også bare et enormt betagende sted (lidt Christiania atmosfære) og det var virkelig svært at gå derfra igen.
Sidste stop på vores roadtrip inden Dunedin var Nugget Point, hvor vi tog os en lille gåtur til et fyrtårn, hvor vi fik set masser af sæler, søløver og pingviner der lå nede ved vandet på klipper og slappede af. Det var helt specielt pludselig at se en masse dyr, og derudover var udsigten fænomenal!
I Dunedin stod den bare på lidt shopping og et smut forbi verdens stejleste gade (Baldwin St), som også var et sjovt besøg. Vi gik op ad bakken, og kan i hvert fald bekræfte at stejl, dét var den.
Næste stop efter Dunedin blev så Mount Cook, hvor vi overnattede på en (billig) parkeringsplads med toilet lige i mellem de store bjerge/gletsjere. Det var sindssygt flot og aftenen/natten bød også på den smukkeste og klareste stjernehimmel over Tasman gletsjeren.
Vejen til Mount Cook bød kun på et enkelt stop i Oamaru, som var en historisk gammel by som mindede lidt om Roms gader, så det var lidt specielt at gå rundt her.
Aftenen i Mount Cook gik med at lave fødselsdagssang til Rikke, som vi skulle møde den 25. sammen med Emil, så her blev Willy rocket og rullet med sang, kamera og dans - og vans'ene ved siden af fik sig også noget god underholdning at kigge på.
Dagen efter blev målet Kaikoura, hvilket egentlig ikke var planen, men vi endte med at tage den i stiv arm og komme til Kaikoura hurtigst muligt, også fordi der egentlig ikke var noget spændende at se på vejen. Vores stop inden Kaikoura blev Lake Tekapo, Fairle (hvor vi havde et lidt uventet og langt stop fordi vi havde en Nanna som havde brug for at komme til lægen) og Christchurch. Turen gennem Christchurch var rigtig speciel, for så fik vi pludselig set lidt at ødelæggelserne efter det vilde jordskælv. Hele centrum var lukket af fordi det er fuldstændig smadret, hvilket resulterede i at vi bare kørte en cirkel uden om centrum, men fik stadig set, hvor massive nogle af ødelæggelserne var. Bl.a. kørte vi på et tidspunkt på en vej der bare var fuldstændig revnet og halvdelen af vejen var forsvundet. Det så helt vildt ud. Og ellers så vi bare en masse ødelagte bygninger, og når man kiggede ind mod centrum var det hele bare fuldstændig mennesketomt og mørklagt. Det var helt specielt, når det jo vare dér der burde være aller mest liv - det er trods alt New Zealands 2. Største by.
Kaikoura ankom vi så til sent om aftenen, vi fandt en vejkant at sove i, og så skulle vi ellers bare være udhvilede til næste dag, hvor vi skulle møde Rikke og Emil! Jaaaaa! Vi glædede os helt vildt, og det blev også lige så godt som forventet. Vi havde pyntet Willy op med balloner, fødselsdagsskilte, happy birthday banner, og guirlander, fordi vi jo ikke har haft mulighed for at fejre Rikke da hun fyldte år den 28. februar . Derudover havde vi også købt kager og slik og så manglede vi ellers bare Rikke og Emil, som så heldigvis kom til sidst efter en trippende ventetid. Rikek blev glad og det hele gik perfekt!
De sidste par dage har vi så tilbragt i dette fænomenale selskab, hvor den har stået på sæl koloni besøg, hygge i camperne (Willy er så glad for at have fået sig en Happy ven), kortspil, GOD MAD! og i dag har vi være på whale watching, hvor vi så 4 sperm whales (kaskelot hvaler), hundredvis af delfiner og 2 søsyge danskere + 2 ædedolke - så kan i selv gætte fordelingen.
Det er så dejligt at være sammen med nogle af dem hjemmefra, og vi hygger os skide meget og får delt nogle af vores oplevelser! Vi har savnet vores 3. led.
Snart er det den 31. og så går turen videre mod Hawaii. Tiden flyver bare af sted, og vi har faktisk lidt svært ved at forstå at vi allerede snart er færdige i New Zealand. Samtidig glæder vi os også til at komme videre og til at bo på en ny måde. Willy er sød, men nu ser vi også snart frem til at sove i en rigtig seng, havde strøm hele tiden, mulighed for bad og ikke mindst slippe for alle de dumme regler!!! Vi er så dødtrætte af dette lands regler omkring campering og tenderende hetz mod campervans. Der er stort set "No Camping" skilte OVER DET HELE, folk kører pisse provokerende og det er i det hele taget bare meget mere besværligt at køre rundt i en campervan end vi havde forventet. Dog ELSKER vi at opleve landet og naturen på denne måde, for det er fantastisk selv hele tiden at være fuldstændig herre over, hvad er skal ske, hvor det skal ske, og hvornår det skal ske. Og ikke mindst så elsker vi Willy! Men vi kan altså ikke komme udenom, at der mindst 10 gange om dagen bliver bandet og svovlet over de forhold vi bliver tilbudt som campister - især i forhold til, hvad vi også blev "lovet" hjemmefra.
Vi har nu mindre end en måned tilbage af vores tur. Det er for underligt, og snart kan dagene til vi vender hjem jo tælles på begge vores hænder. Underligt, underligt, underligt. Vi har virkelig svært ved at forestille os at komme hjem til den almindelige, forudsigelige hverdag igen, nu hvor vi har levet så flyvsk i så lang tid - og i høj grad NYDT det! Og i kan godt forvente at få to TYKKE piger hjem - vi har det rigtig dårligt med os selv hernede, fordi vi kan se, hvad levestilen har gjort ved vores kroppe! Suk…
Men vi glæder os rigtig meget til at komme hjem til alle jer godtfolk igen! Vi savner jer fandeme.
Håndtegn og kysmunde herfra fra frk. Dalle og Hindsgavl.
- comments
Nina Larsen I må sgu lige bære over med alle stavefjlene - det gik lige hurtigt nok!
Fatter Henrik Så må den jo stå på boller i karry når I kommer hjem.