Solen var kun lige stået op, da min danske ven Ole som kommer fra Århus, men i virkeligheden er fra Høm, løb ned til Post 7 for at morgentræne. Varmen tog hurtigt til denne morgen, så efter en kold dukkert i havet vendte vi tilbage til hostellet for at spise morgenmad sammen med resten af værelsets beboer, som var ved at få øjne.

Rio er på mange måder en kontrasternes by, og selvom mange forbinder Rio med dens fantastiske strande, sambamusikken og den afslappede stemning, er der en anden og mere alvorlig side af byen. Fra Ipanema strand kan man kigge direkte op på bjergskråningerne, hvis sider er dækkede af små huse i træ, ler og mursten, som udgør Rio's favelaer.

Film som Tropa de Elite og City of God har for alvor gjort Rios favelaer berygtede verden over. Lovløsesamfund under kontrol af kriminelle narkobaroner, blev portrætteret som værende dødsensfarlige, og alle beboerne som nogen, der enten var på flugt fra kriminelle eller selv var involveret i kriminalitet. Det samme billede får man, hvis man læser avis eller ser nyheder i Brasilien.

Området har de sidste par år gennemgået massive politirazziaer, hvis formål har været at få bugt med den narkohandel der tidligere har hersket i Rio's favelaer, og dermed opnå mere trygge og fredelige områder. Målet med tryggere favelaer er desuden en del af planen om en bedre infrastruktur op mod VM-slutrunden i 2014.

David og jeg havde denne dag aftalt at vi på egen hånd ville besøge Rios største favela ved navn Rocinha som ligger i Zona Sul. Da jeg spurgte vores receptionist om vejen til Rocinha, blev hun overrasket over at vi kunne finde på at tage på en sådan farlig udflugt, og forslog at vi i stedet for tog i badeland. Som udlænding i Rio mærker man en utryghed, når man befinder sig tæt på en favela. Hvad der virkelig har overrasket mig er imidlertid, at middelklassebrasilianerne tilsyneladende er meget mere bange for favelaerne og deres beboere, end jeg er. Dette var også tilfældet med vores receptionist, der ligesom mange andre brasilianere aldrig selv har sat en fod indenfor i en favela. På trods af disse påstande, havde vi hørt at en favela-besøg var en af de mest spændende oplevelser man kunne få i Rio. Det var ikke andet at sige end, gammel nok til at vide det er forkert, ung nok til at gøre det alligevel.

Med min Lonely Planet bog i hånden, kameraet i lommen og kun penge nok til busturen hjem tog vi denne formiddag en minibus til 2,50 reais på næse direkte fra Copacabanas idylliske strandpromenade og ind i Rocinhas murstensjungle. Da vi steg ud af minibussen var det som at træde ind en scene fra Fast Five. Der var ingen gadenavne at orientere sig med, og militærpolitiet stod kampklare i deres pansrede køretøjer på hvert eneste gadehjørne.

Med Tiagos historie i baghoved vandrede vi længere og længere op igennem Rocinhas kringlede gader. På trods af de faldefærdige huse som omgav os, passede folk sig selv, og vi følte os på ingen måde iagttaget eller utrygge. Efter at have gået et kvarter mødte vi en lokal kvinde som var i gang med at hænge vasketøj til tørre på husets tagterrasse. Hun fortalte at vi havde nået Rocinhas højeste punkt, og inden vi fik set os om var vi budt indenfor til te. Her fartalte hun at der bor omkring 200.000 mennesker i Rocinha, samt at købe et gus i området kunne koster mellem 5.000 og 50.000 Reais. (Kr. 15.000 og 150.000) Da tekoppen var tømt tog vi trappen op til hendes tagterrasse, som tager prisen som Rio bedste udsigt - et sandt million-dollar-view. Herfra havde hun siddet og nydt fyrværkeriet på Copacabana nytårsaften, hvilket gav endnu en ny dimension til forestillingen om livet i slummen. De lykkeligste mennesker har ikke alting, de får bare det bedste ud af det de har.

Vi sagde farvel til vores nye bekendtskab, og begav os ned af hovedvejen, eller rettere sagt gade nr. 1. Vi passerede både restauranter og skoler samt et primitivt fitnesscenter, inden vi atter var ude af favelaen, med livet i behold og en masse fantastiske oplevelser i bagagen!

Vi tog minibussen tilbage til Ipanema, hvor vi fandt en sportsbar og overværede fodboldkampen El Clásico mellem Barcelona og Real Madrid på storskærm. Efter en intens kamp, som både indeholdte drama, intensitet, og den rigtige vinder i form af Barca tog vi hjem til hostellet.

Denne aften havde jeg aftalt at mødes med Bruna og Gabriella på Zozo Nightclub, som ligger for foden af Sukkertoppen. Jeg mødte første gang Bruna og Gabriella i 2006, da jeg var påMorro de São Paulo i det nordlige Brasilien med min familie. Det var fantastisk at møde endnu en bekendtskab på den anden siden af jorden. Begge piger er opvokset i Rio, men har rejst en masse i USA og Canada, hvilket betyder at deres engelskkundskaber er gode. Dette er ellers ikke er kutyme for brasilianerne, som pr. refleks svarer 'mais ou menos' (mere eller mindre red.) hvis man spørger om de taler engelsk.

Ai se eu te pego!

Ps. næste gang skal jeg nok love at skrive en roman i stedet for..