Profile
Blog
Photos
Videos
Salut og tata!
En måned er gået siden min ankomst hertil Honolulu og jeg er efterhånden ved at vænne mig til livet her og med de ting jeg har oplevet indtil videre må da sige at jeg godt vil kunne holde ud at bo her i et år!
At bo i Waikiki er en underlig ting, da kæmpe hoteller og dertilhørende turister (især i japansk form) er pakket sammen på et temmeligt begrænset område - men da jeg jo har en hverdag føler jeg mig ikke så meget en del af det ræs (selvom jeg dog ikke kan sige mig fri fra i ny og næ at hive turistkortet op for at finde ud af hvor det er jeg skal hen!).
Jeg har besøgt et par af Waikiki's barer og klubber, og selvom der er nok at vælge af må jeg da indrømme at en Egmont torsdagsbar, en fredagsbar eller en tur på Vega ikke ville være af vejen... Indtil videre har "stamstedet" (d.v.s jeg har været der tre gange!) været Moose, der om tirsdagen har en 1$-bar fra 22-02 (jeg møder dog stadig trofast om onsdagen!). Dér har jeg mødt en masse danskere og andre skandinaver som jeg også har hængt lidt ud med til bl.a. en 80'er fest og Halloween - hyggelige mennesker. Flere af dem skal snart hjem til DK, men mon ikke der kommer et nyt kuld i næste semester...
Så er der lidt nyt på surf-fronten - jeg har rent faktisk fanget et par bølger og har haft overskud til lige at vise "hang loose"/shaka tegnet! De to første gange i vandet var på Gustavo's (min nuværende roomie) shortboard - og der var ikke meget at komme efter. Jeg hørte dog også hurtigt fra andre at jeg blev nødt til at starte på et longboard da det er noget nemmere at fange bølgerne på... og der var noget om snakken. To af mine kolleger og jeg tog en undervisningstime på nogle enorme bræt (12 fod!) og vi kom alle op i første forsøg. Vi har siden da været ude et par gange og er da også kommet op uden hjælp (!), men der er et stykke vej endnu til det ser elegant ud - dog kompenserer jeg med masser af attitude når jeg går på stranden med brættet... og så er det okay! Jeg var her til aften lige ved at købe et bræt men den gode sælger hoppede ikke på mit forsøg på at prutte om prisen... jeg gir den et forsøg igen senere på ugen.
Mht bolig har jeg indset at det ikke går med den nuværende situation - Gustavo er en fin og enormt hjælpsom person, men det er simpelthen for småt for mig og for lidt privatliv, så jeg har fundet et nyt sted pr. 1 december. Jeg flytter ind hos en tysk pige, Veronica, som virker flink (baseret på de 12 minutter jeg snakkede med hende da jeg så lejligheden) - dér kan jeg leje et værelse for en fin pris, og endnu bedre placering i forhold til stranden (=surfing!), så det blir lækkert...
Jeg har nu også set lidt mere af øen og det er altså et fantastisk sted - især når man kommer lidt udenfor Honolulu. Jeg var i weekenden ude at hike, både en lille hike til Manoa Falls som ligger et par km udenfor Honolulu med et flot vandfald og så en længere hike sammen med Stephie fra lab og hendes hiking klub. Dette foregik på østkysten og bare køreturen derop var helt fantastisk (se billederne på facebook eller på min blog). Hver weekend tager klubben ud og hiker i en 4-6 timer forskellige steder på øen og det er superhyggeligt. Gennemsnitsalderen er temmeligt høj (50+), men de er simpelthen så søde og sjove at snakke med så jeg melder mig ind snarest.
På jobbet går det også stadig godt - jeg har lige skullet finde rytmen og finde ud af hvordan tingene fungerer, men jeg føler mig så småt "uafhængig". Forhåbentligt i løbet af denne uge går jeg jeg over til at lave mine egne eksperimenter... Der er kommet en ny fyr til lab som jeg deler kontor med - en skæg fyr der påstår han er irsk - sproget taler han temmeligt overbevisende, men da han ikke drikker og heller ikke er rødhåret er jeg ikke overbevist endnu... Han flytter til Waikiki og er også newbie-surfer, så jeg har forhåbentligt en makker i ham til til at komme ud tidligt i bølgerne inden cellerne og pipetterne kalder på vores kærlige behandling
Jeg håber på at kunne drikke en sejr-bajer i Obamas navn imorgen aften og at han blir fejret på behørig vis herovre!
Ha det pragtfuldt!
Aloha og Okole maluna
/Morten Grupe
- comments