Profile
Blog
Photos
Videos
Nytårsaften!
NYTÅRSAFTEN! Det er dagen i dag, som vi længe har glædet os til, og planerne for dagen var allerede lagt. I dagens anledning startede vi ud med vores sædvanlige omelet på vores morgen-stam-sted med et navn som vi helst ikke vil begive os ud i at prøve at udtale.
Ellers var planen at vi skulle holde et brag af en fest på vores hotelværelse, med bajere, whisky og champagne i vores badekar, hvorefter hele molevitten skulle overdynges med isterninger af bedste kaliber.
Men denne geniale plan krævede selvfølgelig et mesterstykke af et smugler-arbejde, eftersom personalet på hotellet ikke tillader den slags rabalder og medbringen af egne drikkevarer på værelset.
Som resultat af dette blev det til mystisk mange "Hello Sir!" og "Goodbye Sir" fra personalet, eftersom vi var nødt til at smugle vores sager ind over flere omgange. Først kom vi raslende med en masse bajere og snacks, så noget champagne og whisky og cola, og til sidst over 2 gange kom vi med 30 kilo isterninger. Hernede i varmen har de nemlig udarbejdet et genialt koncept om at man kan købe færdiglavede isterninger i store 5 kilos poser nede i supermarkedet, hvilket kræver sin helt egen side på facebook, bare for at man kan trykke "synes godt om".
Efter denne store smuglings-proces, var vores maver blevet sultne, og vi besluttede os for at gå ned på Sydney Harbour for at spise frokost. Dette var dog ikke lige så nemt som vi havde tænkt os, eftersom arbejdet til aftenens store fyrværkeri var gået i gang. Heldigvis mente Morten at han lige kendte vejen over til Darling Harbour, hvilket var stedet de havde spist dagen inden med stor succes. Dog var Mortens billedlige hukommelse af ruten derover, ikke så godt indprentet som den kunne have været, hvilket medførte en rask gåtur på 10 kilometer, hvilket var en del af Mortens plan til at skabe god appetit (hvert fald, hvis du spørg ham). Men god appetit var hvert faldt også en underdrivelse af det stadie vores maver nu befandt sig på, og vi bestilte en stor, møgbeskidt T-bone steak på et halvt kilo hver og dertil en stor funklende gullig drik som vi så sjældent indtager, kaldet øl. Efter dette store fantastiske måltid, måtte vi erkende at det ikke helt var nok, hvorefter vi bestilte en dessert "Pear and Berry crumble, med chokoladeis og vanille-creme. Alt dette blev indtaget til noget fantastisk live musik, af John Mayer, eller hvert fald en der mindede meget om ham.
Herefter blev vi enige om at vi ville tage en taxa hjem, da vores ben på daværende tidspunkt kun var til at smide efter en gal hund. Hvilket til vores store overraskelse kun to i nærheden af 7 minutter før vi stod foran vores hotel. Men vi fik da en sludder for en sladder af vores taxa-chauffør som gav gode tips til alt fra damer til fyrværkeri, og hvordan man skal bruge begge dele på én gang….?!?!? .. Yes….
Så var vi en tur nede og bestille vores luksuriøse aftenmenu, en dejlig lækker, ja nærmest for fin til begivenheden, sandwich fra subway med kyllingefyld. Herefter stod den på bajere, skyping med familien, venner og Pernelle Hannesbo Pedersen, som ikke rigtig forstår sig på sådan nogle nymodens ting, og måtte nøjes med noget meget kreativt tegnsprog, som får folk der spiller Nintendo Wii til at se meget beherskede ud.
Efter en snesfuld bajere, en flaske champagne og en flaske whisky senere, var klokken ved at nærme sig 24, og vi begav os ned mod operahuset og Harbour Bridge, hvor det store fyrværkeri ville foregå.
Dette viste sig hurtigt at være noget vi skulle have gjort 3 timer før klokken 24, og ikke blot 20 minutter. Eftersom mængden af mennesker til begivenheden var noget nært Danmarks befolkning og fik sild i en tønde til at fremstå som luksus-hoteller.
Til trods for dette, fik vi alligevel set noget fantastisk fyrværkeri og mærkede den fantastiske stemning Sydney kan give. Tilmed faldt vi i snak med et par englændere som netop var kommet til Sydney af den samme rute som vi havde tænkt os at køre, hvilket de havde klaret på ca. 15 dage. Dette var en god nyhed, og gav os lidt mere ro i sjælen om at vi nok skulle nå det hele.
Klokken 3-4 stykker om natten prøvede vi at finde en bar som var til at komme ind på, hvilket var tæt på umuligt, da køerne til barerne fik Fårup Sommerland i højsæson til at minde om Quick-kassen i bilka. Derfor opgav vi det projekt og gik på hovederne i seng. GODNAT!! Og godt nytår Danmark!
Med Venlig Hilsen
Brødrene Andersen
- comments



Pernelle Hov hov, det var computeren der ikke fungerede! ;) og desuden var det jer der lignede tosser med jeres tegnesprog..:) glæder mig til og høre fra jer snart..:)