Dagen hed den 26. December 2011, klokken var 21.30, hvor vi drog fra vores vanlige omgivelser i storbyen Blære, mod en lille flække over i det østligste Danmark, kaldt København. I Denne intetsigende by, hvor intet andet end gaderacende taxa-chauffører og guitaristen fra The Dreams, Heini, holder til, skulle vi påbeynde vores lange rejse mod det uudforskede land, Australien.

Efter en masse anekdoter fra vores kære fader om hvorvidt rejsen mod København kunne tage op til 5-6 timer , da man i Danmark selvfølgelig skal være på vagt over for enhver form for trussel for den flydende traffik, endte vi med at sidde hos den kære Heini klokken 01.30, hvor vi i under rejsetiden derover nåede at holde ind og lade vandet, spise en yderst delikat hot-dog og få vasket Kenneth's monstertruck af en Toyota.

Da Heini havde været vært for en kop kaffe og en masse historier fra det virkelige liv som rock-stjerne, var vi klar til at drage mod København Lufthavn, hvorfra vores fly gik klokken 06.05 mod Frankfurt. Efter som Brødrende Andersen ikke er de mest rutinerede lufthavnsguider, påbegyndte en lille stresset og en anelse forvirret periode på 5 minutter, hvorefter vi egentlig havde mestedelen af to timer til at sidde og beskue en gammel forvirret svensk dame som absolut mente at vi var de bedste til at guide hende gennem SAS's labyrint af en boading-pass anskaffelse, hvilket Morten var yderst behjælpelig med.

Flyet mod Frankfurt gik som planlagt kl. 06.05 og landede i denne lille lufthavn i Tyskland, hvor der nærmest ingen mennesker var, pånær en 2 millioner andre mennesker, som løb forvirret rundt, hvilket selvfølgelig ikke frustrede brødrende Andersen, efter den nyerhvervede viden indenfor fly-rejsen.

Vi fik checket ind, og fundet ud af hvilket terminal og gate vi skulle flyve fra og havde derefter en halvanden times tid til at sidde på de behagelige klap-stols-lignende stole som var installeret i lufthavnen. Da tiden kom til boarding af flyet, hvilket vi så frem til, da trætheden efter nattens og gårsdagens strabadser var begyndt at tage på energien, og vi begge ligende nikkedukker som til enhver tid kunne falde i søvn, råbte de over højtalerne at flyet blev forsinket da de skulle have skiftet en computer til en af motorene. Dette resulterede i, eftersom flyselskabet venligt afslog vores tilbud om hjælp til installeringen af computeren, at vi måtte vente i yderligere to timer på at flyve fra det nazi-besatte Tyskland.

Vi blev til trods for flyselskabets flabethed over at lade Kenneth Rogers, forsangeren for det nye upcoming band i Danmark, The Rogers, sidde og vente blandt små børn, kinesere, japanere og de grimt-talende tyskere, ret forbløffede over luksuriøsiteten af flyets kabine. Flotte bløde sæder med et dejligt tæppe og en pude til hver, og med en entertainment computer monteret i sædet foran enhver passager i flyet, hvor det var muligt at se de nyeste film, se tv-programmer og spille spil, alt dette gjorde flyturen yderst behagelig. Troede vi!
Naturens love vil absolut have at det ikke er muligt at sidde op og sove i en behagelig position, men blot resulterer i en øm nakke, savl på hagen og efter 6 timers flyvning mod Abu Dhabi en røv så øm at professionelle pælesiddere ville skrige mod personalet i protest.
Forsinkelsen i Frankfurt resulterede til den positive ting at vi slap for ventetiden på det næste fly, og kunne gå den korte gang på 20 minutter videre til det næste fly, som fik den foregående tur på 6 timer til at virke som baldeopvarmning til denne nye tur, som ville tage 14 timer. Heldigvis var det med samme luftfartsselskab, og luksuriøsiteten af flyet var af samme standard som det foregående.

Og efter time efter time med de ene grædene barn efter det andet, måtte Morten også bede Kenneth om at være stille for de andres skyld. Turen sneglede sig afsted, og det eneste sjove input var vel egentlig at det kunne lykkedes en dame som sad en meter fra Morten at ramme ham på kinden med citronsaft fra hendes frokost. Eftersom interessen for flyets indvendige side havde lagt sig, var der ikke meget andet at fordrive tiden med, end at sove. Hvilket Kenneth mente at personalet var blevet beordret i at forhindre folk i, eftersom de midt i hans sødeste søvn vækkede ham for at spørge om han ville have is (vel og mærket midt om natten). Pludselig kom lyset udenfor flyets ruder, og man kunne så småt begynde at ane Australiens røde Outback, og rejsens ende begyndte så småt at blive en realitet. Vi endte hvertfald med at lande i Sydney klokken 20.00 lokal tid, og måtte herefter starte på den store hoteleftersøgning, som slet ikke var så nem som forventet. Til sidst fik vi da fundet et passende hotel til den beskedne pris af 2000 kr. for to simple overnatninger og med mulighed for at pisse i et hul i jorden og sove i den samme seng, Arrgh okay, sådan gik det ikke helt til, men vi følte os godt nok taget i røven af den Australske hotel-branche. Da vi havde fået os indlogeret nærmede klokken sig 22.00 og vi fik et tiltrængt bad, og besluttede os for at trække i shorts og t-shirts og gå ud og se Sydney by night, hvilket foregik i klip-klapper og 20 graders varme midt om natten (We Like!)
Efter at have studeret meget af byen havde vi fået lagt en plan om, hvad vi kunne tænke os at se den efterfølgende dag, og vi drog derefter hjem mod hotellet gennem Sydney's mørke men hyggelige omgivelser, hvor vi fandt ud af at det ikke blot var dyrene i Australien der var vilde, larmende og med fråde om munden. Da vi pludselig blive løbet imøde af en skrigende ung knejt som absolut mente vi skulle købe noget pot, hvorefter vi afslog og han løb, råbende ud på gaden efter en skalde-bil og videre gennem Sydneys gader. Brødrende Andersen fastslog at dette netop er, hvad der sker for unge mennesker i et land, hvor det ikke er muligt at købe eller efter mørkets frembrud. Vi kom dog sikkert hjem på hotellet og gik i seng, hvilket var rart til forskel fra at sidde oprejst i et flysæde. GODNAT! Og vi ses i morgen!

Venlig Hilsen

Brødrende Andersen