Vi slog i dag øjnene op til en sol med en noget sky facade. Nattens vind havde blæst uvejr til Broken Hill, og vi besluttede os derfor at rykke teltpløkkerne op, til trods for vi intet telt havde. Men i ved, hvad jeg mener.

Den næste by hed Cobar, og ved indtastning på GPS'en fik vi en ordre bestående af: "Fortsæt ligeud i 450 kilometer", chancen for at køre forkert skulle derfor være nogenlunde lille.

Turen gik i hæsblæsende fart, og den lille grønne skød gennem det øde landskab som en gepard med ild i poterne, velmødt af modkørende med et interval af en halv times tid. Og med vej der fortsatte ligeud så langt øjet rækker, tænkte brødrende det derfor ikke helt ulovligt, hvis man lige forskød fartgrænsen fra 110 til 130 stykker. Men da verden selvfølgelig er en lille dreng med et forstørrelsesglas, og vi er en flok myrer lige til at sætte ild i. Ville skæbnen have, at vi efter 420 kilometers kørsel mod Cobar, og lige op over en bakke, skulle passere end politibil, som straks satte en efterfølgning i gang, en Die Hard film værdig. Politibetjenten var som de fleste politimænd, en arrogant idiot, som dog lod os gå med en fartbøde på 216 dollars, hvilket endnu engang fik Morten til at udbryde den efterhånden godt brugte sætning: "Så rend dog en fattig kok i røven".

Dog kunne man ikke lade være med at grine lidt over ironien i at kunne køre så langt, uden at møde mere end en snesfuld modkørende, og så tæt på mål, rende ind i en uniformeret magtliderlig satan, som Kenneth mener har en ting til fælles med kvinder… Elsker at kontrol, og at flå enhver pengeseddel ud af pungen.

Vi kom dog til Cobar uden flere optøjer, og besluttede at det måtte være den sidste bøde vi skulle have. Vi tog igen i udendørs swimming pool, selvom vejret ikke var tilnærmelsesvis ligeså godt som dagen før, til trods for det, var der alligevel 32 grader, hvilket vi selvfølgelig ikke kunne klage over. Tilmed blev de to brødre noget kun smigret over at de i en alder af 22 og 21 år, og for lang tid siden er overskredet deres gode år, stadig kunne få livredderne til at sige Habahaba ved deres ankomst, og straks igangsatte en flirten af en anden verden, men da Kenneth Rogers jo efterhånden er verdenskendt, kan en lille livredder piger selvfølgelig ikke række, og da Morten er lykkeligt gift, havde det selvfølgelig heller ingen interesse, og skuffelsen var tegnet med fed sprittusch i tøsebarnets ansigt. Solen forsvandt efter ikke lang tid bag en olmt udseende flok skyer, og ikke nok med det, stod himmel og jord pludselig i et af vand, selvfølgelig midt i at vi var allerbedst i gang med at lave aftensmad, hvilket derfor kort blev udskudt. Da uvejret havde lagt sig, afsluttede vi, hvad vi havde påbegyndt, og med en himmel der så småt var ved at klare op igen, glædede vi os til i morgen, hvor det skulle blive endnu varmere, og bedre vejr.

Med Venlig Hilsen

Brødrene Andersen