Profile
Blog
Photos
Videos
Kære alle derhjemme i Danmark
Marie og jeg har snakket om at skrive flere, men små blogindlæg, så det bliver lidt mere overkommeligt at læse dem. Det her er første forsøg på at gøre det.
I løbet af den uge, der nu er ved at være gået, har vi mest af alt brugt tiden på universitetet. I morgen har vi midterm-eksamen i farmakologi, og der er alligevel en del farmaka, der skal læres udenad. Ikke noget særligt sammenlignet med den eksamen, der lige har været i farmakologi hjemme i Århus, men dog nok til at vi faktisk har været fuldtidsstuderende og lidt til i den forløbne uge.
Vi har dog taget os den frihed også at være sociale fredag og lørdag aften. Fredag var vi til en surprise-fødselsdagsfest hos en tysker, vi kender, og det var virkelig hyggeligt. I går holdt vi selv fest. Vi havde igennem længere tid snakket om at holde et cocktail-party og det fik vi ført ud i livet i går. Der kom omkring 30 mennesker, og det var en virkelig god fest.
Af små overraskende ting, kan jeg også fortælle, at Marie og jeg arbejder en del med, hvordan man hilser på folk. Det kommer altid lidt som en overraskelse for mig, når jeg hilser på fx en tysker, der betragter det som det mest naturlige i verden at kind-kysse i stedet for at give hånd eller give et knus. Til gengæld er jeg ret overbevist om, at de synes, det er mærkeligt, at vi overhovedet ikke gør det i Danmark.
Marie skrev i sidste blogindlæg, at vejret her generelt er godt, men vi har virkelig haft nogle dage, hvor jeg ikke ligefrem har været enig i den kommentar. Det har regnet helt utroligt meget hen over sidste weekend og i starten af ugen. Nyhederne har vist mange billeder af oversvømmede veje, og det har også virket virkeligt voldsomt at bevæge sig ud i. Jeg forestiller mig, at det lidt kan sammenlignes med vejret, der førte til oversvømmelserne i København i sommers, bortset fra at det her regnede voldsomt flere dage i streg, mens det i København, så vidt jeg husker, mere var en enkelt dag. Nu skinner solen dog igen, men termometeret sniger sig ikke meget længere op end et par og tyve grader.
Det er alt for nu. Håber I har det godt derhjemme.
Mange hilsner Mona
- comments



Kamma Hej piger. Det er dejligt at følge jer her på blog'en hvadenten I skriver korte eller længere indlæg. ALT bliver slugt .. både fotos og oplevelser :-) og "et par og tyve grader", Mona, synes jeg nu heller ikke er at kimse ad.. i betragtning af at vi rent faktisk har nattefrost her for tiden. Ha' det godt - og held og lykkke med prøven i morgen (øh i dag hos jer)
Michelle Hej Mona, Flere små indlæg lyder som en god ide. Så er det også lettere lige at sætte sig ned og få skrevet lidt til bloggen :-) Lyder til at I stadig har det helt igennem fantastisk i Australien. Og de tyskere er da også nogle underlige nogle. HAHA. Gætter på at I også har skulle arbejde med, om det er én, to eller tre kind-kys der skal gives ? XD
Mona I øjeblikket betragter jeg alt andet end regnvejr som godt vejr. Jeg ved godt, at jeg bestemt ikke kan tillade mig at klage over temperaturen her, men det er usædvanligt køligt, da gennemsnitstemperaturen for oktober er 26 grader. Dét med kindkyssene er virkelig en udfordring. Jeg prøver at sørge for, at jeg ikke er den første der bliver hilst på, så jeg lige kan nå at lure, hvilken "teknik" der bliver brugt ;) -men ellers er det vist mest bare at holde hovedet stille, så der ikke sker nogle "fejl-kys"... Jeg har i øvrigt konstateret at Marie har en afværge-teknik med at kaste sig i armene på den, der vil hilse, og give et knus inden kind-kysseriet går igang ;)
Moster Else. Hej Mona. Spændende at følge med i hvad i oplever. Hvordan går det med cyklerne? Det bliver da spændende hvordan du vil hilse på os, når engang vi ses igen, om det der med kindkys er blevet helt selvfølgeligt for dig? Her på Mors er alt vel.
Marie Jeg nåede slet ikke at opfatte at Sammar var igang med at praktisere kindkys-teknikken den aften, så det var bestemt ikke for at tage føringen fra ham. Men det er nu også svært at fange alt hvad der foregår, når men er nede ved andres bryst/skulder-højde ;-) Jeg vil dog til at øve mig på at hilse korrekt, så jeg kan være med i kliken - måske vi kan indføre en tysk trend i danmark?
Mona Hej Fit Det er altid dejligt at høre, at der nogen der ser vores billeder og læser vores indlæg. Cyklerne lever endnu. De har aldrig været særligt gode, hvilket man heller ikke kan forvente til den pris, men de er til gengæld heller ikke blevet dårligere i løbet af de sidste par måneder, så det var et rigtigt godt køb. Mht kindkyssene, så tror jeg godt jeg kan love, at det ikke er noget, jeg har tænkt mig at tage til mig. Du må hilse omkring dig på Mors.