Profile
Blog
Photos
Videos
Kære alle sammen
Så er det vist ved at være tiden til en lille update igen fra down under. Tiden er bare fløjet afsted og det er slet ikke til at forstå, at den første måned allerede er forsvundet. Vi er også allerede godt inde i skolesemestret her - de kører jo 3 semestre pr år her på Bond Uni, så på mandag begynder vi allerede på uge 5 (der er kun 12 skoleuger her, så en læseuge og derefter en eksamens-uge). Undervisningsformen her på universitetet er ret anderledes end derhjemme - mange af timerne er obligatoriske og tæller et par % af den endelige karakter ved eksamen… Ligeledes har vi obligatoriske opgaver (rigtig gymnasie-stil), som også tæller nogle procenter - ydermere kender vores undervisere faktisk vores navne!!
Så vi har efterhånden alle en følelse af, at vi er kommet tilbage i gymnasiet, hvor underviserne tager os i hånden og hjælper os på vej mod eksamen. Niveauet på fagene er ikke så slemt - hvilket har vist sig at være ret farligt, da man vældig hurtigt kan vænne sig til deres afslappede stil… Både Mona og jeg har Farmakologi, Nutrition & Health (ernæring) samt hhv. fransk og spansk. Og det er faktisk i de to sidstnævnte fag, at vi virkelig har masser at lave, mens Farma (som er helt forfærdeligt hjemme i Århus) mest består i at diskutere naturmedicin og meget basalt biokemi (undskyld, farma-med'er hjemme i Århus..ved godt I har det hårdt med eksamenslæsningen lige nu).
Så vi har selvfølgelig udnyttet den ekstra fritid og planlagt ture rundt i området i nogle forlængede weekender. Således tog Mona og jeg i sidste weekend bussen 7timer nordpå til Rainbow Beach, som er en hyggelig lille surfer-by med færge-afgang til Fraser Island - verdens største sandø. Vi brugte hele fredagen på køreturen samt en sikkerheds-briefing om aftenen, hvor vi også mødte vores gruppe som vi skulle køre i 4hjulstrækker med (ja, Mona og jeg kørte også - lidt af en udfordring!). De andre i gruppen (alle omk. 26år) var enormt søde, dog alle fra hhv. Irland, England og Skotland, så vi havde et par sproglige misforståelser hist og her, når de rigtig rullede sig ud med deres UK-slang.
Lørdag tidligt tog vi færgen over på øen, slog vores telte op og kørte derefter rundt på øen. Naturen langs kysten mindede meget om vestkysten derhjemme, men alligevel ikke - for der løb vilde dingoer rundt, der var fyldt med farlige blå jellyfish (vandmænd) overalt på stranden, eksotiske planter og selvfølgelig; kæmpe (farlige) bølger. Inde midt på øen er der masser af tropisk regnskov og smukke, farverige søer, hvoraf vi besøgte 2 af de flotteste. Lake MacKenzie var klart den største oplevelser og én af de flotteste søer vi nogen sinde har set (bare se billederne:-) ). På turen fik vi proviant, men vi skulle dog selv tilberede alt maden over gasblus på 1x½m bord med sand overalt… Det var ikke gourmetmad, men vi var sultne nok til at det smagte formiddabelt. Der var hverken strøm, vand eller toilet ved lejrpladsen, så opvasken foregik nede ved havet, mens vi hver dag kørte forbi toiletter (dingo-sikrede ude-do'er..) og brønd.
Når solen går ned her på østkysten, går det virkelig stærkt - inden for en halv time er der bælragendes sort, dvs. kl 18 sharp (og så er det træls ikke at have en lommelygte med…), så vi kom ind i en døgnrytme, hvor vi sov omkring kl 21 og vågnede friske kl 5-6 stykker. Mona og jeg var begge dage oppe for at se solen stå op kl 5.30, men måtte desværre undvære den berømte australske solopgang pga. skyer. Vi var ikke alt for heldige med vejret, da det støvregnede meget af tiden, men alligevel nåede vi pludselig op i nærheden af 30 grader den sidste dag - man skal virkelig forvente alt slags vejr her på østkysten.
Det var en helt fantastisk tur og vi kom trætte hjem i tirsdags efter endnu en lang bustur og mindst 1Kg tungere (sand, sand, sand overalt!!). Jeg finder stadig sand de mest mærkelig steder - også i ting som ikke har været med ovre på øen…
De næste par uger kommer til at gå med lidt mere fokus på skolearbejde, da vi har midterm-exams (terminsprøver) i uge 6. I slutningen af oktober rejser Mona og jeg til the Whitsundays (øer), som ligger endnu længere oppe nordpå (=varmere vejr!), hvor vi skal ud og sejle rundt om øerne, snorkle og se de hvideste sandstrande i Australien.
Håber I alle har det godt og nyder det danske efterår (hehe, undskyld) - på trods af nogle kraftige regnvejrsdage er vejret her ret godt og tjae, det bliver jo kun varmere, og varmere, og varmere… :-) Vi nyder livet i fulde drag down under, men bliver meget glade for små hilsner her på bloggen fra jer derhjemme - for vi savner jer!
Kærligst, Marie
- comments


