Profile
Blog
Photos
Videos
Tidligt op! Vi stod op kl. 7, så vi kunne køre med F og V ind til Medina. Fra Medina skulle vi videre til en anden lille by og så ud til Big Millys Backyard, for at være indtil d. 1 januar. På vejen ind til Medina snakkede vi om reglerne på skolen (Tower of David Academy) - den skole, som vi skal arbejde på. F fortalte os, at de blandt andet slog eleverne, hvis de var meget ubehøvlede/uartige. Det var lidt voldsomt at høre, men som vi sagde til F, så ville vi under ingen omstændigheder slå. F sagde, at det var helt okay, for det var kun headmasteren, der gjorde det. De gjorde dog meget ud af at snakke med børnene først, men der var simpelthen nogle situationer, hvor det verbale bare ikke var nok. Det bliver virkelig spændende at se, hvordan det bliver, når skolen begynder..
Da vi nåede Medina, fandt Cecilie og jeg en restaurant og fik rigtig amerikansk morgenmad med pandekager, æg, pølser, bacon osv. Det var så lækkert. Plus, der var aircondition, amen kan det blive bedre!
Kl. 11.30 tog vi videre til Big Millys. I bussen havde en ung mand købt en høne, en levende høne, som han havde bundet benene sammen på, og kun hovedet stak op fra en plastikpose - dyrplageri L
Da vi kom til en lille by, som jeg ikke kan huske navnet på, skulle vi skifte bus. Nu var vi virkelig kommet ud til noget slum. Alle råbte af os, og rev fat i os, fordi vi var hvide. Det var ikke ret sjovt at gå igennem der, så vi skyndte os hen til bussen. En afrikansk kvinde, som var lærer på en drengeskole, hjalp os. Da vi skulle sige farvel til hende, aftalte vi, at vi ville komme ud og besøge hende, og observere undervisningen.
Efter en 2-3 timer blev vi sat af i endnu et slumkvarter. Vi spurgte chaufføren flere gange om det virkelig kunne passe, at vi var der. "Yes, yes just go that way …" Så vi gik og gik, og til sidst nåede vi vandet og et skilt, hvor der stod "BIG MILLYS BACKYARD". Der var murer rundt om hele resorttet. Da vi kom igennem lågen mødte en ældre mand os, som viste os til receptionen. Her blev vi mødt af en engelsk kvinde, Wendy, som ejer stedet med sin kæreste, en afrikansk mand. Vi fik vores værelse at se, som er et lille værelse med en dobbelt seng, og … hold nu fast, en bruser, hvor der endda er tryk på vandet! Det første vi gjorde, var at tage et bad. De små hytter vi bor i, er små farvet hytter med stråtag, som ligger helt nede til vandet. Det er virkelig fedt! Der er én stor bar i midten af det hele, en stor restaurant, hvor man skal bestille sin aftensmad inden kl. 16, da fiskerne først skal ud og hente fiskene ind, små butikker/boder, hvor de sælger mange fine ting, og en stor terrasse, hvor der er liggestole ud til vandet. Hver aften er der musik og dans. Wendy fortalte os, at vi virkelig skulle glæde os til nytårsaften, da underholdningen denne aften ville være helt i top. Så vi glæder os J
Jeg havde tidligere snakket med Wendy og sagt til hende, at hun skulle sige til, hvis der kom andre danskere til. Da vi kom op fra en gåtur ved stranden, kom manageren hen til os, og sagde, at han havde fundet "andre ligesom os". Vi føler os nogle gange som dyr, folk kan kigge på og tage billeder af. Men okay, de får underholdning ;-) Vi besluttede os for at vente til middagen om aftenen, og så finde de danske piger. En anden ting: Mangeren, som i starten virkede så sød, var det slet ikke. For senere på aftenen, tog han fat i C og sagde, at hvis vi manglede noget, så kunne hun bare komme op på kontoret, hvor han var. C gik selvfølgelig ikke derop, for hun manglede ingenting fra ham. Efter en time, kom han ned igen, og viskede i hendes øre, at han altså ventede på hende, så de kunne "komme i gang". Klamme stodder! De efterfølgende gange, jeg har set ham, har jeg virkelig bare givet ham et stirrende blik. Hvordan kan man være maneger, og så gøre sådan noget … men okay, går den, så går den. Vi har også spottet mange ældre, hvide kvinder, som er sammen med unge afrikanske drenge. Det er bare så klamt. Hvordan kan de finde på det? Ja, pga. penge .. utrolig, hvad man vil gøre for penge ..
Cecilie og jeg startede med at få en drink i baren. Bartenderen havde vist en fest med hans egen telefon, som afspillede musikken - Michael Jackson. Yay ;-) Efter en halv time i baren gik vi ned, for at spise. De to danskere fandt os hurtigt, så de sad hos os og fik en drink. Vi fik en masse gode tips fra dem. Den ene af pigerne havde været her i 5 mdr., og den anden var hendes veninde, som kun havde været her i 2 uger. Hun var her på besøg. Ved en 20-tiden fik vi aftensmad, og det foregik sådan, at man skulle gå op til en slags buffet, sige sit navn og så fik man den mad, som man havde bestilt tidligere på dagen. Efter spisningen, kom der lige pludselig 50-60 dansende, syngende og ikke mindst trommende afrikanere ind. De gik helt amok og underholdte os i halvanden time. Meget anderledes, men spændende dans J På et tidspunkt rev de en ret tyk britisk mand op, og hold da op, hvor fik han bevæget maven.
Da Cecilie og jeg skulle skrive blog/dagbog, inden vi skulle sove, råbte C lige pludselig "DÈR ER DEN FANDME!", tog sin sko og sprang op af stolen. Jeg sprang bare med, selvom jeg ikke helt fattede, hvad der skete. Men da jeg kom op af sengen, så jeg den forpulede kakerlak, som vi havde ledt efter tidligere i dag, og så kan I satme tro, at den blev splattet ud på væggen. Ad! Godt, at C arbejder i Randers regnskov, og er vant til dem, for kakerlakkerne bliver aldrig mine venner. Måske kommer det langsomt, ligesom med edderkopperne … hvem ved ;-)
Nå, nu får I sgu ikke flere historier fra i dag - godnat og sov godt.
- comments