Profile
Blog
Photos
Videos
Soendag d. 26. februar
Så kom dagen dagen desværre... I dag måtte jeg sætte mig i kiwi bussen for sidste gang og begive mig mod Cristchurch lufthavn, og dermed tage afsked med New Zealand. Der var overbooket på bussen, saa jeg kunne kun komme med til tanaka, som var ca. 200km for lidt! Der var kun en ting en backpacker kunne gøre, frem med tomlen og haabe paa det bedste;-) Der gik lidt over en time, før et ældre par fra cristchurch forbarmede sig over mig, og holdt ind til siden. De havde været i Queenstown i weekenden, og var nu på vej hjem igen, perfekt! Jeg fik smidt min rygsæk bagi og var nu igen på rette vej.
På en måde var det held i uheld med bussen, for turen med Greg og Kathrine udviklede sig til en helt vild sjov tur. De fortalte om deres liv, de fortalte om deres børn på min alder og hvordan de nu begge nød deres pension, efter at have arbejdet i en bank det meste af deres liv. De fortalte også, hvordan de paa egen krop havde oplevet jordskælvet d. 22februar sidste år, hvor 188 blev dræbt. Det loed forfaerdeligt, men det var først, da vi kørte ind i selve Cristchurch, jeg forstod hvor omfattende skaderne var. Nogle områder i byen var stadig, et år efter, total afspærret, overalt stod der tomme faldefærdige huse, der hører hjemme i en spøgelsesby ikke en størrer turistby i New Zealand. De er dog i fuld gang med at genopbygge og Greg bad mig komme igen om et par aar, saa ville han vise mig Christchurch som den en gang havde vaeret.
Jeg blev sat af på et busstop sted i midtbyen, og Greg fortalte hvilket nummer jeg skulle ringe til for at få en shuttle ud til lufthavnen. Jeg tilbød dem penge for benzin for at vise min taknemmelighed, men de afviste mig blankt, vi blev enige om at hvis de en dag kom til Danmark, ville jeg byde på middag, elsker de kiwier:-) Selv på min sidste dag er NZ ikke færdig med at give mig gode minder, men nu er det endeligt farvel for denne gang, og mens jeg ligger her i lufthavnen, kan det godt foeles lidt trist, men jeg glemmer hele tiden at min rejse foerst lige er begyndt. Tak for alt NZ, jeg forlader et land som for laengst har vundet mit hjerte og givet mig hundredevis af nye minder og naesten lige saa mange venner.
Next stop Borneo!
Mandag d. 27. februar
Bang! Det taenkte jeg da jeg endelig stod ud af flyveren i Kota Kinanalu. Er du sindssyg der er varmt hernede. Luftfugtigheden er paa 90%, saa det er virkelig overvaelmende. Da jeg kom ud i ankosthallen, stod der en lille fyr med et kort hvorpaa der stod "Welcome Mathias Haubro", man foeler sig helt VIP! Han koerte mig til det hostel, som jeg skulle bo paa de naeste 2 dage, mens jeg venter paa de andre drenge og piger fra Adventure Heart gruppen. Det giver mig lige et par dage til at lade op, og faa styr paa rygsaekken igen, skal have fundet et sted jeg kan faa ordnet mit vasketoej, det traenger!
Som saa mange gange foer paa denne tur, gik det ikke som jeg havde planlagt. Jeg faldt nemlig i snak med en fyr paa vaerelset, han viste sig at vaere lokal, og han havde lige taget et par dage fri fra jobbet, han insisterede paa at byde paa middag og vise mig lidt rundt, selvom jeg var sygt traet, takkede jeg ja, ville jo ikke vaere uhoeflig.Jeg fortroed dog heller ikke, han var en mega fin fyr og hans kammerat sluttede sig til os under middagen, en rigtig omgang kinesisk tagselv bord, det var mega laekkert, og jeg fik lige et lynkursus i at spise med pinde. En lille time senere og en del latterliggoerelse over mine evner med spisepinde var jeg stop maet. Vi gik en kort tur rundt i omraadet og saa paa lidt lokale godter, men da de tilboed kaffe, takkede jeg paent nej, mit indre ur stod nu paa omkrin 03.00, saa det var ved t vaere sengetid!
Godnat Borneo og tak for en god start, kan kun blive godt!
- comments