Profile
Blog
Photos
Videos
Onsdag morgen, meget tidligt, stod vi op og pakkede bussen. Vi var alle lidt trætte efter tirsdagens tur på pubben og for få timers søvn. Men vi skulle videre nordpå og havde en lang dag foran os i bussen, hvor der var mulighed for at få en lur - i hvert fald for alle undtagen Benchy. Vi forlod Quorn klokkken 08.00 og begav os afsted. Vi kørte omkring to timer inden første stop, hvor bussen skulle tankes op, og vi fik en stræk-ben-pause. Port Augusta hedder byen, vi stoppede i, og her havde vi en times pause til at strække ben, handle lidt ind og besøge byens Cultural Centre. Indgangsprisen her var 15 dollars, og det var der ikke nogle af os, der havde lyst til at betale, når vi ikke havde mere tid, end vi havde. I stedet fandt vi supermarkedet og købte lidt snacks og øl til den videre tur. Benchy anbefalede os at købe øl her, også selvom tanken om øl ikke ligefrem tiltrak nogen af os på det tidspunkt at dagen og efter turen på pubben dagen før. Men jo længere ind i Central Australia og nordpå man kommer, jo dyrere bliver alt. Det er dyrt at få transporteret varer så langt ud i outbacken, så det bliver dyrt for kunderne at købe. Det fandt vi ud af allerede i Port Augusta, hvor en six-pack med øl kostede 18 dollars (ca. 100 kr.). Vi købte alle nogle øl med - jeg fandt Carlsberg og måtte selvfølgelig have dem.
Tilbage i bussen kørte vi videre til næste stop på turen. Der var ikke noget at se overhovedet her, men Benchy ville vise os denne lille by Glendambo, fordi den er kendt for at have en befolkning bestående af 22.000 får, ca. 2 millioner fluer og 30 mennesker Det var ret sjovt. Ikke så langt derfra stoppede vi ved en kæmpe stor salt-sø. Den var engang for millioner af år siden en gigantisk indlands-sø, men er gennem de seneste millioner år blevet til salt. Her gik vi ud og 'legede' på søen Alt er fuldstændig hvidt derude, og man kan tage nogle enormt sjove billeder. Vi slæbte legetøj og skeer med derud, så vi kunne tage billeder af os, hvor det ser ud som om, vi bliver spist med ske eller kørt over af en traktor eller hældt ud af en Kellog's æske. Her brugte vi en del tid, og det var rigtig sjovt at lege derude. Det var også blevet enormt varmt, og jeg kunne pludselig mærke den store ændring fra 17 grader og regnvejr i Melbourne og Adelaide til 35 grader og sol fra skyfri himmel i outbacken. Det var en stor omvæltning, og det føltes lidt som at gå fra den ene ekstrem til den anden. Men det var skønt endelig med noget sol og varme.
Efter sjov og ballade på saltsøen kørte vi mod dagens destination: Cooper Pedy, som er hovedstad for opal-mine-gravning. Byen er det eneste sted i verden, hvor man kan finde så mange opaler i klipperne. Her skulle vi overnatte i en underjordisk bunker. Vi ankom sidst på eftermiddagen og havde ikke tid til andet end at tømme bussen for vores tasker, inden vi skulle have aftensmad. Dagens middag bestod af pizza fra det lokale prisvindende pizzaria. Stedet har vundet adskillige priser for bedste pizza landet over, og det var virkelig også gode pizzaer! De var virkelig bagt med hjertet Vi var alle lidt trætte efter en tidlig start på dagen og flere gode oplevelser. Vi tog dog alligevel på pub igen og fik et par øl. Pubben var underjordisk - ligesom en masse andet i Cooper Pedy. Der bor omkring 4000 mennesker i byen, hvoraf 70% af dem bor under jorden. Det er meget mærkeligt at forestille sig, men folk i byen bor, ligesom minearbejderne gjorde i starten af 1900 tallet, da de kom til byen. Benchy fortalte os, at størstedelen af minearbejderne var soldater fra 1. Verdenskrig, som havde været vandt til at opholde sig under jorden under krigen. Da de kom til Cooper Pedy var det mest naturligt for dem at opholde sig under jorden, både fordi de var vant til det, men også fordi de alligevel arbejdede under jorden. Derfor gravede de deres huse ud i klipperne og boede der. Nu til dags har folk valgt at fortsætte stilen og bor i underjordiske huse. Det var virkelig spændende at høre om, og det var sjovt at være på pub under jorden. Det blev dog ikke en sen aften, for vi var alle trætte. Vi tumlede hjem omkring midnat, da pubben lukkede og lagde os til at sove i den underjordiske bunker. Det var en sjov oplevelse - både fascinerende og lidt underligt at sove under jorden.
Torsdag morgen var vi oppe klokken 08.00, hvilket er det seneste vi har fået lov til at sove til under hele turen. Når man skal opleve så meget på én dag, og al aktivitet foregår udendørs i 35 graders varme, er man nødt til at starte så tidligt som muligt for at kunne holde det ud. Dagens program stod på et besøg på opal-minemuseet med en guidet tur rundt i minerne. Her fik vi et indblik i tidlige tiders søgen efter opaler, de forskellige slags opaler, der findes i området og en tur gennem et underjordisk hjem, som de fleste ser ud i byen. Det var virkelig sjovt at se et nutidigt hjem med moderne møbler, billeder, tæpper, fjernsyn osv. under jorden. Vores guide på museet bor selv under jorden, og hun fortalte, hvordan man køber en grund og graver ud, så man har stue, køkken, bad, toilet, værelser osv. Præcis som vi bygger et hus; det foregår bare under jorden i stedet for. Det eneste problematiske ved at bo under jorden er, at fjernsynsforbindelsen ikke altid er så god, og der er ingen telefon- eller internetforbindelse. Så folk skal ud af deres huse og op til overfladen, når de skal tale i telefon, sende en sms eller bruge internettet. Lidt noget bøvl! Det var virkelig en spændende tur.
Derefter kørte vi lidt rundt i den lille by og fandt et område, hvor vi selv gravede efter opaler. Ingen af os fandt dog noget, så det var ikke den dag, vi skulle blive rige Næste stop inden frokost var et plejehjem for kænguruer. Ikke et hjem, de kommer til, når de bliver gamle, men et hjem hvor kænguru-unger bliver afleveret, hvis de f.eks. er blevet fundet i pungen på deres mor, der er blevet kørt ned. Her boede ca. 7 kænguruer, hvoraf 5 af dem næsten var store nok til at blive sat fri i naturen igen og fortsætte deres liv. 2 af dem var stadig helt små og boede små stofposer formet som en pung. De var virkelig søde. Benchy hjalp plejehjemmets ejer med at give dem mælk fra små sutteflasker, og det var bedårende at se på. De var simpelt hen så søde! Vi andre kunne få lov til at få et kys af dem. Man puster lidt på ungens næse, og så kysser den en på munden med sin lille bitte tunge. Det var simpelt hen ikke til at stå for.
Efter besøget på plejehjemmet kørte vi tilbage til vores bunker og spiste frokost, inden turen gik videre mod Marla. Marla er omkring 400 km. nord for Cooper Pedy, så hele eftermiddagen tilbragte vi i bussen. Det var dog på ingen måde en kedelig tur. Vi havde et lille stop ved et stort udkigsområde, der hedder The Breakaways. Det er - igen - en panoramaudsigt uden lige ud over outbacken, hvor man ikke kan se andet end landskab mange mange kilometer ud i horisonten 360 grader rundt. Det var fantastisk. Her tog vi nogle gruppebilleder af vores lille gruppe, for Benchy var blevet informeret om, at han skulle have 10 mennesker mere med på turen fra fredag til søndag. Det var vi ikke helt tilfredse med, for selvom jeg i begyndelsen syntes at 5 mennesker var for lidt, var vi alligevel blevet en sammentømret lille gruppe på seks mennesker, der bare havde det fantastisk sammen. Så tanken om at vi skulle til at dele vores oplevelser og vores egen guide med 10 nye mennesker var ikke særlig sjov. Derfor brugte vi noget tid på at tage tosse-billeder ved The Breakaways, og vi morede os gevaldigt med det. Det var rigtig sjovt at tosse rundt med kameraet derude.
Tilbage i bussen gik turen videre nordpå. Trods den lange tur havde vi det kanon sjovt. Til Benchys ros skal det siges, at han er enormt god til at sørge for, at vi ikke keder os på noget tidspunkt. Han satte ting i gang hele tiden og var virkelig god til at holde humør og energi oppe på den lange lange tur. Vi hørte en masse god musik, som vi skrålede med på, vi spillede Uno og et spil, der er lavet til de lange køreture på de endeløse veje i outbacken. Spillet hedder Bus Cricket og går ud på, at man skiftes til at sidde på passagersædet i 6 runder. 1 runde er et køretøj, der kommer forbi bussen. Så når 6 køretøjer har passeret bussen, er ens runde slut, og en ny skal sidde på passagersædet. Man får point efter hvilket køretøj der passerer, og det gælder selvfølgelig om at få flest point. En almindelig bil tæller 1 point, men hvis den har trailer på, giver den 2 point. Et Roadkill (død kænguru eller andet dyr i vejkanten) giver 1 minus-point, fordi det ikke er sjovt… En lastvogn eller backpacker van tæller 2 point, og en trailer bagpå tæller 3. Møder man en anden tourbus eller en Greyhound giver det 6 point, og hvis bussen er fra samme selskab, som det man selv rejser med, får man 7 point. Topscoren er at møde et roadtrain, som er en kæmpe lastbil med vogne bag sig. De kan blive op til 50 meter lange afhængig af, hvor mange vogne, den har bagpå. Møder man sådan en får man 8 point plus 1 point for hver vogn bagpå. En runde kan godt være enormt lang, hvis man ikke møder nogle køretøjer på vejen, men hvis der pludselig kommer 6 biler lige efter hinanden, er ens runde meget hurtigt overstået. Det var et enormt sjovt spil, som vi gik virkelig meget op i. Udover Bus Cricket og Uno stoppede Benchy også bussen et par gange og tog os med ned under nogle små broer under vejen, hvor det lyder enormt sjovt, når et roadtrain kommer forbi. Vi kravlede ned under broen og ventede på et roadtrain, og da det endelig kom, fik vi næsten tinitus i ørene af larmen, da det stormede hen over hovederne på os. Kanon sjovt!! Vi spillede alle Uno resten af vejen til Marla, og da vi kom frem var det aftensmadstid. Benchy lavede mad, mens vi andres dækkede bord, lavede salat og fik en øl - rigtig hyggeligt!
Efter aftensmaden og midt i opvasken begyndte solen at gå ned, og vi kunne se på himlen, at det ville blive en flot solnedgang, så vi smed viskestykkerne fra os, lod opvask være opvask og tog vores kameraer med ud på marken. Det blev den smukkeste solnedgang, jeg indtil nu har set. Den var smukkere end ved Whitsundays, og der var en stor vandpyt på vejen, så vi fik nogle ekstraordinært enestående billeder af solnedgangens refleksioner i vandpytten. Jeg ofrede min hvide top, som jeg havde på for at lægge mig ned på den rød-mudrede vej og få nogle gode billeder. De få folk der gik forbi kiggede underligt på 6 mennesker, der lå på jorden og tog billeder ned i en vandpyt
Da opvasken var overstået spillede vi øl-uno, som endte med, at vi kom alt for sent i seng. Men vi havde en ekstremt sjov aften! Det er virkelig sjovt at blande vores forskellige vaner, når vi f.eks skal lave reglerne til et ølspil. Der var dansk, tysk, australsk og irsk blandet ind i det. Virkelig sjovt.
I stedet for at sove i de telte, der var opstillet i lejren, sov vi allesammen i swags. Det er en slags sovepose med madras i, hvor man sover i sin egen sovepose nede i den under den åbne himmel. Det er uden tvivl den bedste måde at sove på! Vi lå alle seks mand ved siden af hinanden og kiggede på en fuldstændig stjerneklar himmel - kan man ønske sig mere?? Det kaldes' to swag it' eller 'swagging it', og det blev ét af favoritudtrykkene resten af ugen.
Det var alt for onsdag og torsdag... Jeg får så mange fantastiske oplevelser og indtryk med denne gruppe, og de gør min sidste tur til den bedste oplevelse på hele rejsen!
Knus Mette
- comments
Din far Hej Mette, rart at høre fra dig igen. Vi var begyndt at frygte for, at du skulle indgå i statistikken om de 30.000, der aldrig bliver fundet ude i outbacken;-) Jeg skal ellers lige love for, at der er gået øl i den på denne tur!! Men det lader til, at I har det fantastisk godt i bussen. Glæder mig til at høre om den sidste del af turen til Uluru. Hilsen herfra.
Din far Hold da op, jeg ser lige at din blog er fire dage gammel. Er der kommet klumper i forbindelsen? Sjovt som de regnestykker skifter hele tiden. Før var det fem, og nu er det syv. Du skal være heldig med, at vi er flere, der kan regne!!
Farmor En rigtig lang og sjov beretning igen igen. Nej, hvor du morer dig. Dejligt at høre, skat. Nu fortryder du vel ikke, at du har afkortet turen? Vi glæder os ihvertfald til at ses på fredag. Hold op, hvor bliver der meget at snakke om. Han er god, ham Benchy!!! Rigtig godt. Vi høres ved. Knus herfra.
Mette Fams: Der er ikke noget galt med forbindelsen. Jeg har først lige skrevet blogindlægget, men jeg lægger dem ind på den dato, hvor det skete. Så de er alle helt nye. Farmor: Jeg fortryder ikke, at jeg har afkortet turen. Jeg har fået alle de oplevelser jeg gerne ville. Den sidste var klart den bedste, og jeg kommer til at savne de mennesker, jeg har været sammen med!
Mor Hej Mettchen. Så har jeg netop læst din blog, efter at være hjemvendt fra Odder og omegn. Det er jo noget ganske andet end outbacken, skal jeg da lige love for! Herligt billede og og fantastiske oplevelser. Det glæder mig overordentlig meget, at I har det så godt sammen på jeres tur. Det sætter et flot punktum for din rejse. Det går fremad med mormor, langsomt, men trods alt fremad. Jeg glæder mig SÅ meget til på fredag. Fortsat held og lykke med det sidste. Knus fra Mums.