Torsdag morgen vågnede vi i vores swags samtidig med solopgangen omkring klokken 06.00. Vi lå lidt og nød solen, inden vi stod op og pakkede bussen for at køre videre mod Ulure og Kata Tjuta National Park. Vi havde stadig hele formiddagen sammen, inden vi skulle samle de 10 nye mennesker op, og vi nød at være sammen bare os seks. Vi hørte skøn musik i bussen og spillede mere uno. Det blev favoritspillet på turen og fik en ganske særlig betydning senere den formiddag. For mens vi spillede uno, kørte vi forbi en død kænguru, der lå midt på vejen i modsatte kørebane. Benchy satte farten ned og trak ind til siden, og til at begynde med troede vi, at han bare ville trække kænguruen ud i vejsiden, så den ikke lå midt på vejen, men han sagde, at han havde set noget i kænguruens pung og var nødt til at tjekke det. Han vendte bussen og kørte langsomt forbi kænguruen. Jeg kiggede ned i pungen, og dernede kunne jeg se to små ben bevæge sig. Benchy stoppede bussen og jeg løb ud til kænguruen og kiggede ind. Benchy kom også ud, og vi så den lille kænguruunge ligge derinde i pungen ganske levende. Vi forsøgte at få den ud, men naturligt nok kæmpede den meget imod og ville ikke ud. Det lykkedes Benchy at skubbe i bunden af pungen, mens jeg trak i benene, og endelig lykkedes det os at få den ud. En lille bitte smuk kænguru sad jeg nu med i armene midt på vejen, og Benchy hentede en sovepose i bussen, som vi pakkede den ind i. Hun (fandt vi hurtigt ud af, at det var) rystede og var meget bange. Jeg kunne mærke hendes lille hjerte banke hurtigere end noget, jeg før har oplevet. Jeg tog hende med ind i bussen, og de andre var helt solgt. Benchy sagde, at vi var nødt til at kalde hende Uno, fordi vi spillede uno, da vi fandt hende, så vores nye medlem af gruppen blev dermed døbt Uno. Hun var også enestående og one of a kind, så Uno var det perfekte navn. Vi var nødt til at tage hende med i bussen, for hun ville ikke have overlevet i naturen alene, så hun kom med på tur. Jeg sad med hende i skødet i 3 timer og tabte mit hjerte til hende. Hun var det mest enestående og fantatiske lille væsen, som bare lå i mit skød i 3 timer og kiggede rundt med store bedårende øjne. Hendes hjerte blev ved med at banke meget hurtigt i lang tid, og hun var stadig meget bange, men hun faldt til ro, da jeg lagde hende mod mit bryst, så hun kunne mærke mit hjerte banke. Hvis ikke jeg var skruk før, så er der ingen tvivl om, at jeg er det nu! Jeg blev dybt forelsket i hende og ville så gerne have hende med hjem!! Men sådan hænger verden desværre ikke sammen, og mens vi fortsatte nordpå, forsøgte Benchy at finde ud af, hvad vi skulle gøre med hende. Hun skulle afleveres på et plejehjem, men der var bare ikke noget inden for en radius af 300 kilometer.

Vi stoppede i en lille by, der hedder Erldunda, hvor bussen skulle tankes, og de 10 nye mennesker skulle samles op. Her tog vi Uno med uden for, så hun kunne strække ben, men hun ville overhovedet ikke ud af soveposen igen. Så jeg satte mig på en bænk, så hun i det mindste fik lidt frisk luft og lidt vand. Denne tankstation er åbenbart mødested for mange andre, for pludselig var jeg omringet af mennesker, der ville tage billeder af Uno, røre ved hende og høre historien, og jeg kunne mærke hendes hjerte begynde at slå hurtigt igen, så jeg gik tilbage til bussen og satte mig ind, så hun ikke skulle skræmmes mere af de mange mennesker omkring hende. Benchy snakkede i telefon meget længe og kom tilbage med et dystert blik og fortalte os, at de 10 nye mennesker var blevet til 18, så vi nu var 23 mennesker i bussen i stedet for 15. Han var ikke blevet informeret om ændringen, og lige pludselig blev vi enormt mange mennesker i bussen, og alt skulle omarrangeres og omorganiseres. Det tog en del tid, og vi 5 fra den oprindelige gruppe var slet ikke tilfreds med, at vi nu skulle være 23 mennesker. Det var slet ikke det samme, og blev heller ikke den samme tur igen. Men vi 5 havde hinanden og holdt os til hinanden resten af turen; vi tabte bare Benchy i gruppen, fordi han nu havde 18 andre mennesker at sørge for... rigtig rigtig ærgerligt for vores 6 mandsgruppe.

Da alle 23 mennesker var ombord i bussen, og Benchy havde fortalt alle historien om, hvorfor vi havde en kænguruunge med, kørte vi videre mod Uluru og Kata Tjuta National Park. Vi havde lille Uno med to timer mere, og hun blev så afslappet og rolig, at hun kravlede ud af soveposen og begyndte at kravle rundt omkring mig på forsædet. Jeg var nødt til at flytte rundt med hende, så hun ikke kom i vejen for Benchy, der forsøgte at køre bussen... spøjs og sjov situation. Hun fandt sig til rette på mit sæde og lagde sig ned og hyggede sig der. Hun fyldte to tredjedele af sædet, men jeg nænnede ikke at flytte hende, nu hvor hun slappede helt af og havde fundet sig til rette. Her lå hun så og kiggede sig omkring en times tid, da det lykkedes Benchy at stoppe en modkørende tourbus og sætte guiden ind i situationen. Den bus var på vej til Alice Springs og skulle stoppe ved en kamelfarm 100 kilometer fra Alice Springs. På denne kamelfarm er der et kænguruplejehjem, og denne bus kunne tage Uno med og aflevere hende der. Det betød, at vi måtte sige farvel til vores lille maskot og nye ven. Det var lige ved at blive tårevæddet, men det var nødvendigt, så hun kunne få et godt hjem så hurtigt som muligt. Vi tog nogle flere billeder af hende og fik sagt farvel. Så afleverede vi hende til den anden bus og fortsatte mod Uluru.

Hvis ikke den oplevelse stikker alle andre oplevelser, man kan få i Australien, så må I kalde mig Mads. Jeg synes selv, at jeg har den bedste historie med hjem igen, og lille Uno var uden tvivl højdepunktet på hele min tur. Denne oplevelse stikker alt, hvad jeg nogensinde før har oplevet, og den har sat sig så dybt i mit hjerte, at jeg er nødt til at forevige oplevelsen med en tusch et sted på min krop Ubeskrivelig, enestående, once in a lifetime oplevelse!

Vi nåede frem til Uluru og Kata Tjuta National Park om eftermiddagen, hvor dagens program stod på vandretur i Kata Tjuta (The Olgas). Inde i denne bjergformation ligger Valley of The Wind, som er et enormt smukt udkigspunkt mellem klipperne, der giver ekko, når man råber. Gennem de røde klipper har man en smuk smuk udsigt, og med høj solskin var det et fantastisk sted! Vi nød udsigten heroppefra, mens Benchy fortalte om Aborignal indgraveringer og Nationalparkens betydning for Aboriginals. Denne park er hellig for dem, og de 'ejer' den og lader os besøge den, og vi betaler tilbage ved at respektere, at der er nogle steder, hvor det ikke er tilladt at tage billeder, da det ifølge Aboriginal spiritualitet stjæler klippens sjæl og mange 1000 års historie at tage et billede. Efter den lange vandretur kørte vi ud til Uluru, Vi kørte ikke helt derhen, men til et udkigspunkt, hvor vi skulle se solnedgangen. Det var desværre blevet overskyet, så der var ikke meget solnedgang at komme efter - desværre - for det skulle være meget smukt at se The Rock skifte farver i takt med solnedgangen. Det må blive næste gang, jeg tager herned. Vi stod der alligevel og tog nogle billeder og drak champagne til, indtil vi kørte tilbage til vores lejr og gjorde klar til aftensmad. Den kæmpestore gruppe ændrede en del i vores rytme, men det nyttede ikke noget at være utilfreds med det, for det kunne ikke laves om, og Benchy vænnede sig også til situationen, men jeg tror bestemt, der falder nogle hårde ord, når han taler med kontoret igen....

Det var desværre ikke swag-vejr den aften, for vejrudsigten bød på tropisk storm om natten, og man må helst ikke lade swaggen blive våd, for det tager en uge for den at tørre helt igen. Vi sov derfor i telt, og det var en skrækkelig oplevelse i stormvejret. Jeg sov kun omkring 3 timer sammenlagt den nat...

Fortsættelse følger...