Profile
Blog
Photos
Videos
Så er vi kommet på børneafdelingen og har nu haft de første to dag. Igen er der ikke så meget at lave, men det er åbenbart normalt for sengeafsnittene.
Noget af det jeg undrer mig over, er at når jeg fortæller at vi hjemme i Danmark vasker patienterne, giver dem mad, hvis ikke de selv kan spise osv., så får jeg at vide, at vi må have meget mere tid og dermed meget bedre normering, da de aldrig ville kunne nå at udføre disse opgaver. Men nej, sådan oplever jeg det ikke. Her er de 4 sygeplejesker og 7 studerende, nogle gange flere. Men ingen af dem laver noget fra kl. 10-11 stykker og resten af vagten. Jeg tror kulturen har meget stor betydning for hvordan en sygeplejerskes arbejde er og at det er en del af kulturen, at familien selv tager sig af de syge og at dette er meget svært at ændre på. Det er sådan jeg ser det også selvom det ikke er den forklaring jeg får. For hvis de ville, så havde de tiden til at udføre omsorg og pleje.
Børneafdelingen har plads til i alt 68 børn og er inddelt i 5 afsnit. Akut 1-4 og fejlernærede. Pt er der mange tomme pladser. Mange af de børn der er på afdelingen nu, har lungebetændelse/TB, malaria, meningitis, blodmangel, hjerteproblemer, hiv og dårlig ernæringstilstand. Igår fik vi en dreng ind på 12 år, han havde tager en form for noget gift og på den måde prøvet at tage sit eget liv.
På afdelingen har vi også Michael (ham på billedet), som er en rigtig sød og charmerende dreng på 9 år, med krudt i røven. :) Han kommer af og til og får blod, da hans krop ikke selv kan danne det. Hvis hans tilstand skal bedres, skal han til Sydafrika og have foretaget en knoglemarvstransplantation. Det er meget dyrt og der er ikke penge til dette. Michael er alene på afdelingen, vi har ikke set noget familie til ham, så personalet tager sig rigtig meget af ham. Stanley, en mandlig sygeplejerske er rigtig god til at tage sig af ham.
Udover at tage sig af Michael, er Stanley mester til at ligge venflon. Selv ved de aller mindste børn, med meget dårlig ernæringstilstand og dehydrering, ligger hans venflon der i første forsøg. Det er så vildt at se! Lægerne kalder Stanley, når de ikke kan anlægge et venflon og lige meget hvor mange gange de har prøvet, gør Stanley det i første forsøg. Vi spurgte ham hvordan han kunne være så god. Her tænkte vi på om han havde været på kursus eller noget, men nej, han mener det er interesse.
Igår da vi mødte til vores vagt, kom en sygeplejerske gående med et lille barn svøbt i et tørklæde. Barnet var død af blodforgiftning. Faren var alene og meget påvirket af situationen og igen er der ingen der tager sig af de pårørende. Han fik regningen for hospitalsopholdet og kunne betale den, så han kunne få sit barn udleveret og med hjem og begrave!
Ind til nu har jeg været med til at give antibiotika (iv), måle blodsukker, give insulin, måle temperatur med noget der ligner en pistol, set en lumbalpunktur blive taget og ellers bare observeret og spurgt ind til deres arbejde.
Jeg var positiv overrasket over hvordan udførelsen af lumbalpunkturen var. Der var ikke meget forskel fra det danske, det eneste er, at de ikke forstår at være sterile. De har godt nok sterile handsler på, men de er kun sterile til de har åbnet pakken.
Medicinen de bruger har de sygeste farver og ligner noget der kan købes i nattelivet! Udløbsdatoerne tager man ikke så højt, noget af det medicin de gav i dag, udløb i sidste månede. Jeg tror ikke de tjekker deres medicin, i hvert fald tjekker de tydeligvis ikke udløbsdatoen inden det gives.
Udover oplevelserne på hospitalet, har vi ikke oplevet det store, da det har regnet meget de sidste dage. Det er stadig meget varmt, men regnen er ikke så hyggelig. Nu må solen godt komme, så jeg ikke mister min kulør helt :D
I morgen har vi snakket om en shoppe tur efter arbejde, det håber jeg kan lade sig gøre :)
- comments


