Profile
Blog
Photos
Videos
Efter tre timers sejlads i høj sø, var der endeligt liv i den grå havoverflade - en delfinflok brød overfladen i deres indbyrdes leg. Og delfinflokken skulle vise sig at varsle flere og langt store havdyr forude.
Vi var stået tidligt op søndag d. 12. januar 2014, og mens Mette blev tilbage i Unawatuna, blev vi andre hentet af to tuk-tuk'er udenfor vores hotel kl. 6, mens det endnu var mørkt - de skulle køre os de cirka 30 kilometer til Mirissa længere syd på, hvorfra der fra fiskehavnen var afgang for vores hvalsafari kl. 7.
Bølgerne var mærkbare, og Chili var sammen med mindst halvdelen af bådens øvrige passagerer syge - og de tre båddrenge fik delt en del plastikposer ud. Den inkluderede morgenmadskomplet stod de fleste steder uspist hen, og selv Claus måtte ligge madpakken væk igen, da indholdet voksede i munden.
Efter toenhalv time vendte båden, efter at have sejlet i en lige linie ud ad - uden et eneste tegn på dyr, på nær en håndfuld flyvefisk. Skuffede var vi begyndt at tro, at vores held med det vilde dyrliv var løbet ud, men pludseligt kom det fra førehuset: "Wake up, wake up"! Båddrengen måtte råbe liv i de mange som led af søsyge, da der efter endnu en halv times sejlads pludselig spottedes delfiner.
Ikke længe efter delfinerne igen var forsvundet i dybet, blev overfladen brudt af en søjle af luft og vanddamp. Vi var sejlet hen til tre andre safaribåde som lå stille i det bølgende hav. Blåhval! Det som det hele egentligt handlede om. Og vi fulgte lidt det kæmpemæssige dyr som svømmede i overfladen... Et par gange træk den vejret fra lufthullet i ryggen inden den igen dykkede.
Da vi efter et stykke tid igen spottede en blåhval, skulle det vise sig, at den første hval var en "mindre" en af slagsen. Den anden var om muligt endnu større, og efter kun at have set den lille finne på ryggen langt tilbage lige før halen, brød denne anden hval overfladen i en rullenende bevægelse med næse og mund først, for til sidst at præsentere halen til frit skue i dens dyk ned i dybet. Chili formåede at vågne fra sin søvn fra søsygen i øjeblikket lige før det spektakulære skue, og hun fik måbende det hele med.
Vi nåede at "fange" hvalen endnu engang, inden vi måtte fortsætte tilbage mod havn - kaptajnen havde allerede overskredet tiden meget i jagten på de store dyr, og undervejs havde vi set flere safaribåde som var vendt om.
På vej ind mens mange sad og døsede hen - vugget i søvn af bølgerne - stoppede båden pludseligt igen. Forholdsvis tæt på kysten cirklede en hvalhaj rundt i overfladen. Og da båden lå stille fortsatte hajen ufortrødent sin jagt på mad rundt om og under vores båd. Verdens største fisk som er målt op til 12-13 meters længde og kan veje op til 21 ton - verdens andet største havdyr efter blåhvalen som kan blive 30 meter og veje op til 120 ton. En kæmpe stor oplevelse, og der kom udbrud rundt omkring fra i båden - inklusiv fra Heidi og Claus, da dyret med sin store åbne mund brød overfladen i jagten på mad. Hvalhajen var en bonus, da den kun spottes 5-6 gange om året i dette farvand, og selv bådpersonalet havde kamera og telefoner fremme for at forevige øjeblikket.
Derefter kunne vi meget tilfredse fortsætte i havn, og videre tilbage til hotellet i Unawatuna, hvor vi ankom meget sent omkring kl. 16 - og Mette ventede på værelset. Normalt afsluttes hvalsafarien omkring middag, men gråvejr og regn havde gjort, at dyrerne havde ladet vente på sig. Efter at være kommet i havn, hørte vi, at kun fire både inklusiv vores egen havde set hvaler den dag - alle andre var sejlet med uforrettet sag.
De følgende dage var det fantastiske vejr tilbage, og vi tilbragte dagene svedende i skyggen af parasollen på stranden i Unawatuna - og som en cirkel der sluttes, her så tæt på afslutningen af vores rejse, var vi igen i selskab med de fantastiske havskildpadder, når vi snorklede ud for stranden.
Nogle har mere held end andre, og først på sidste dag i Unawatuna lykkedes et møde mellem en ung mindre havskildpadde og Heidi - efter nærmest at være reglen fremfor undtagelsen, når jeg lagde fra land med snorkel og maske.
Bølgeskulp, kokospalmer, varmt sand og turkisblåt vand. Små surferskoler og dykkersteder, strandcafeer med puder på gulvet, bas i højtaleren og kulørte lamper i træerne. Et klondike af små byggerier i flere etaper, uden større planlægning med små hoteller og guesthouses. Fantastisk rice & curry med tæerne i sand... Den perfekte ramme for badeferie, afslapning og besøg hjemmefra - men 14 dage går alt for hurtigt, og vi måtte sige farvel til bedstemor og bedstefar igen d. 15. januar 2014. Vi var på dette tidspunkt psykisk ved at være færdige med rejsen - vi kunne se enden, og havde langsomt klargjort os til at vende hjem - men vi lod Mette og Claus tage forud for at købe brænde til os, og vi fortsatte til Hikkaduwa ved kysten længere nord på.
- comments