Profile
Blog
Photos
Videos
Da vi forlod Unawatuna d. 15. januar 2014 og tog nordpå mod Colombo - hvor vores fly tilbage til Danmark ventede d. 21. januar - var vi klar til at komme hjem. Nok mest af alt på grund af, at datoen nu var så nærtstående.
På vejen til Colombo ville vi dog gøre stop i Hikkaduwa for fire nætter. Det blev til nogle afslappende dage på et trashy hotel, men med den allerbedste beliggenhed direkte i vandkanten ud til Hikkaduwa's rev.
I 70'erne var Hikkaduwa hippiernes oprindelige opholdssted på Sri Lanka. I dag består byen af en lang og stort set uafbrudt bebyggelse, efter års knopskudt byggeri uden planlægning, på det smalle stykke land mellem hav og den trafiktunge hovedgade. Men selvom Hikkaduwa er en af de ældste feriesteder i Sri Lanka, hersker der en tilbagelænet atmosfære, og byen er hovedsageligt domineret af små guesthouses og hoteller samt interimistiske familierestauranter. Her er ingen indkøbscentre eller store butikker. Og på grund af det langstrakte areal, synes stranden overhovedet ikke overrendt af turister. Hikkaduwa i sig selv har ikke meget at byde på, og det er den langstrakte strand og havet som er hovedattraktionen - det være sig bølger ideelle til surfing som området 'Coral Sanctaury' med stille vand, beskyttet af revet.
Korallerne er kun en sørgelig rest af tidligere tiders farverige havhaver, men de døde koraller har givet et højt niveau af alger som har resulteret i et varieret og mangfoldigt liv af farverige fisk. Og så var der havskildpadder!
Statistikken fra 8 dage på Gili Islands blev her slået på 4 dage - og vi har ikke tal på hvor mange havskildpadder vi mødte. Og når Chili ikke spillede bold med det lokale politi og livredderteam, håndfodrede vi dovne hunner med tang på lavt vand eller snorklede med dem i det klare vand - og lidt skræmt bliver man når man i brændingen tumler ind i en stor han på størrelse med en voksen mand...
De fantastiske dyr havde nu fulgt os som et tilbagevendende tema lige fra vi så en død havskildpadde i havet på sejlturen til Koh Samet, Thailand. Og til vi snorklede med de første par havskildpadder i vandet ud for stranden på Pulau Tioman, Malaysia. Senere overnattede vi ved udrugningsstationen i nationalparken på Seligan Island ud for Sandakan, Borneo. Og vi tilbragte 8 dage på de fantastiske koralrev om Gili Island, Lombok, Indonesien i selskab med havskildpadderne. I Sri Lanka mødte vi dem igen på snorkelture ud for stranden i Unawatuna, og så i Hikkaduwa...
Efter alle de mange oplevelser og alle indtrykkene vi har fået på denne rejse, er vi så småt blevet svære at imponere, men vi bliver til stadighed bjergtaget af de smukke oldtidsdyr - om det er et tilfældigt møde i vandet, synet af et hoved som bryder havoverfladen for at trække luft eller når en doven hun forsigtigt spiser tang af hånden...
Og Hikkaduwa blev den perfekte afrunding på vores lange rejse.
Fra Hikkaduwa tog vi videre til Colombo d. 19. januar, og nu var vi på vej hjem. Vi havde hænderne over hovedet og antydningen af en tåre i øjenkrogen da vi efter næsten tre timers kørsel kom til vores hotel, og opdagede at Burger King lå lige overfor, på den anden side af gaden. To dage i Sri Lankas hovedstad uden nogen plan foruden hotellets pool på tagterrassen og - endeligt - pakning af vores rygsække den allersidste gang, for om aftenen på Chili's 6 års fødselsdag at rejse hjem.
På 165 dage har vi besøgt 7 lande. Vi har overnattet 53 forskellige steder - hvoraf tre steder har været på farten. Vi har rejst med tog, bus, bil, båd og fly. Vi har krydset 4 grænseovergange over landjord. Vi har flyttet os fra hypermoderne storbyer til primitive landsbyer, fra fattige støvede provinsbyer til bountystrande. Vi har bevæget os fra sted til sted, med filosofien om ikke at være noget sted i længere tid, end at det var lidt trist at forlade igen. Det har holdt os igang - vi har ikke nået at blive mættet af rejsen, og tiden er fløjet af sted. Det er ikke til at forstå, at der er gået næsten 6 måneder siden vi forlod Danmark 10. august 2013.
Aldrig har vi haft et halvt år så veldokumenteret såvel i billeder som på skrift. Og vi er kommet hjem med rygsækkene fyldt af oplevelser og mange erfaringer rigere - og endda med endnu større appetit på at rejse, og kikkerten er allerede vendt mod nye mål.
Men som havskildpadderne, der fra de klægges, begiver sig ud på den helt store lange rejse, inden de senere vender hjem til deres fødestrand, rejser vi gerne langt og nogle gange længe - men vil altid returnere hjem. Vores lyst til at rejse, opleve og se følges side om side med et behov for, at have en fast base i fædrelandet mellem familie og gode venner.
Og som den kinesiske filosof, forfatter og opfinder Lin Yutang (1895-1976) sagde: "Ingen indser, hvor smukt det er at rejse, før han kommer hjem og hviler hovedet på hans gamle, velkendte pude".
Den største oplevelse har ikke været en given attraktion, et monument eller et sted, men derimod de mennesker vi har mødt undervejs og den venlighed og hjælpsomhed der hersker langt de fleste steder.
Samtidig har det, at vi som familie har haft et uafbrudt sammenværd i så lang tid med de dagligdagskampe, sejre og nederlag det også fører med sig, givet os en unik oplevelse, som vi kan bygge vores fælles fremtid videre på.
På vores rejse har vi lært, at problemerne hjemme i vores egen lille andedam Danmark nogle gange kan synes som navlepilleri - det være sig politiske, økonomiske, sundhedsmæssige eller det være sig vejret - når man har set hvordan andre lande anskuer tingene, eller hvilke lidelser naturmæssige forhold kan føre med sig. Vi er et forkælet folkefærd, som er født på en lille skøn plet højt mod nord.
På den anden side kan vi i Danmark lære meget af de mangfoldigheder som lever rundt omkring os. Lande hvor folk lever i bedste velgående i samfund som er multikulturelle og multireligiøse, og hvor de forskellige kulturer nærmere supplerer hinanden i symbiose frem for at frastøde hinanden - hvor det multikulturelle fuldender det samlede billede og gør hele landet. Menneskets udvikling har igennem alle tider været ført af vidensdeling og kulturudveksling. Aldrig har lukkethed og angst for det fremmede ført noget godt med sig.
Inden vores rejse blev vi fra flere sider spurgt om hvorfor. Et spørgsmål som var svært at svare på. Men med en udlængsel i sjælen, som driver vores rejser - store som små - er svaret måske alligevel lige til.
Den engelske eventyrer og bjergbestiger George Mallory gjorde sit sidste forsøg på at nå toppen af Mount Everest i 1924. Han døde under forsøget oppe på bjerget. Inden turen derop blev han spurgt om hvorfor. Og hans svar var: "Fordi bjerget er der".
- comments