Profile
Blog
Photos
Videos
200 meter rejser 'Sirigiya Rock' sig lodret op fra det omkringliggende landskab - og vi skulle der op. Ved foden kom det anklagende fra Heidi: "Hvad er det du får os til"? Fra bunden ved de første marmortrin kunne vi med tilbagelænede hoveder se folk kravle på lette jerntrapper og -trin over os. Vores lokalguide fortalte som en appetitvækker, at der var 1.202 trin til toppen.
På Sirigiya fandtes fra år 477 til 491 det der måske var den mest spektakulære af Sri Lankas antikke hovedstæder - men også den korteste overlevende. På kun syv år opførte Kong Kassapa, efter at have afsat og drabt sin far kongen og landsforvist sin storebror kronprinsen, sit palads på toppen af Sirigiya Rock med forlystelseshaver omkring ved foden af bjerget. På toppen af bjerget indlogerede Kong Kassapa sig med sine 500 konkubiner forskanset mod et ventet angreb fra sin forviste bror, som returnerede og sejrede i år 491. Stedet blev endeligt forladt i 1155 efter at have fungeret som buddhistisk kloster, og først genfundet af englænderne i 1828. Sirigiya er udnævnt til verdensarv af UNESCO i 1982.
De hvide marmortrin syntes at fortsætte i en uendelighed i den fugtige varme luft, men pludseligt blev trinene skiftet ud med en gammel vindeltrappe af jern fra det nittende århundrede, hængende på bjergets lodrette side - udsigten fejlede absolut ingenting, men tanken om, at vi kravlede på et stykke jern, kun holdt fast af boltene i granitten gav lidt bløde knæ. Vindeltrappen med det lette sikkerhedsgitter skulle senere vise sig, at være sikkerheden selv i forhold til trinene længere oppe.
For enden af vindeltrappen ventede pigerne af Sirigiya. I en beskyttet hule direkte i siden af bjerget findes Sri Lankas mest berømte udsnit af kalkmalerier. En lille samling af malerier af velproportionerede skønheder malet i det femte århundrede. De er de eneste ikke-religiøse malerier som har overlevet fra antikkens Sri Lanka - og nu måske landets mest ikoniske billeder.
Oprindeligt har der været mere end 500 af Sirigiya's piger på bjergets vægge gemt i huler - men da bjerget efter Kassapas nederlag, blev overdraget til buddhistiske munke, blev de fleste malerier ødelagt eller malet over. Piger med bare bryster passer ikke med buddhistiske munkes meditation...
Med sved på panden, dog overraskende hurtigt nåede vi plateauet halvvejs oppe. Her vogter et sæt kæmpe løvepoter hugget ud af bjerget - resterne af den kæmpestore løve som udgjorde den oprindelige indgang til paladset på toppen. Herfra gik det sidste stykke med trin og trapper til toppen. Trods vores guides ord om, at udsigten her var ligeså god som fra toppen, og at der på toppen ikke var meget andet end udsigten at se, så skulle vi der op - nu var vi nået så langt, og så skulle et par halsbrækkende trin ikke skille os for at nå helt op.
Vinden friskede op, da vi begyndte den sidste opstigning - skulder ved skulder med såvel turister som lokale, der på de smalle trapper enten var på vej op eller ned, og som gav tæt trafik og en anelse skubben og masen.
Jerntrappen er boltet fast på bjergets side, og et lille let jerngelænder skiller en fra afgrunden - og det er vejen helt til tops. Sikkerhedsmæssigt var det ganske givet aldrig blevet godkendt hjemme i Danmark, men vi trøstede os med at boltene i bjergsiden i den mindste bliver testet hver dag, af de mange besøgende.
Med et godt tag om gelænderet og adrenalin i blodet kravlede vi trin for trin mod toppen. Da jeg i vinden blev viklet ind i en flagrende sari, var panikken ganske tæt på - der stod man højt højt oppe på en lille anordning af jern, klamrende sig fast, og med vind i håret, og så forsvandt ens syn pludseligt ved at en srilankansk sari hvirvlede en om hovedet.
Chili og Heidi var seje, og tog opstigningen, højden og omgivelserne ganske let. Og aberne nærmest hånligt sprang op og ned ved siden af trapperne som det nemmeste i verden.
På toppen ventede der os de få rester af Kassapas palads - men den egentlige gevinst var den imponerende 360 graders udsigt ud over det grønne landskab, hvoraf meget er nationalparker, samt resterne af de kongelige haver og bassiner lagt under os.
Når nogen beskriver bestigninger af noget, hører man aldrig om turen ned - måske fordi det om muligt er endnu værre end opstigningen. Og et skilt på toppen af Sirigiya siger det hele: "It is dangerous going down". Men ned skulle vi jo, og ned kom vi. Godt trætte i ben, krop og sind efter en dag på trapper og trin, da vi om formiddagen samme dag havde besøgt Dambulla Caves, der med sine gamle buddhastatuer i mørke grotter som dateres tilbage fra før vores tidsregning ligger i 160 meters højde, og som ligeledes nåes ad trin, dog væsentlig fladere og slet ikke skrækindjagende som Sirigiya's.
- comments