Saa er der snart ikke saa laenge til at jeg lander i Dk. De her fem maaneder har vaeret nogle af de bedste maaneder i mit liv. Fem maaneder fyldt med oplevelser der kun har gjort mig klogere og staerkere. Hjemmefra troede jeg, at jeg skulle vaere alene, de her to sidste to maaneder. Men nej, ida valgte at tage med mig, og det er jeg dybt taknemmelig for. Det var fantastisk at laere Arusha at kende sammen med hende og at have ida efter tiden hvor vi blev overfaldet var det bedste. Selvom det var haardt at sige farvel til ida, maa jeg sige at jeg er kommet over det punkt hvor jeg var ked af det. Heldigvis :)
En dag sagde mama til mig, at der ville komme en ny pige der skulle bo sammen med mig. Hun skulle ikke arbejde her paa frarja, men paa et stort hospital inde i byen. Jeg jublede af glaede! Det betoed jo at jeg ikke skulle vaere selv hver aften, men at jeg havde hende. Mama sagde saa til mig, at hun kom fra australien... Det gjorde mig saa nervoes, da hendes moderssprog saa er Engelsk. og nu er engelsk jo ikke lige min staerkeste side. Jeg elsker at snakke med afrikanere, men med engelsktalenede mennesker, det var ikke lige det jeg saa mest frem til. Jeg taenkte at jeg hellere maatte se det fra den lyse side af, saa jeg overbeviste mig selv om at hun helt sikkert ville laere mig en masse ting, hvad man roligt kan sige hun goer!
Natten mellem onsdag og torsdag kom hun. Jeg havde sat min alarm til kl 01.00 hvor mama sagde hun ville komme her - men altsaa, som jeg saa mange gange har skrevet, er den afrikaske tid en helt anden. Saa hun var der selvfoelgelig ikke kl 01.00. Jeg faldt i soevn igen og vaegner pludselig ved at jeg kan hoere hende komme.. Jeg springer ud af min seng og finder noget toej - i moerke, da stroemmen selvfoelgelig var gaaet, det er jo afrika :)
Hun virkede saa soed, men hun var traet og hoppede i seng, ligesom jeg selv hurtigt gjorde. Mit foerstehaandsindtryk viste sig heldigvis at vaere rigtigt. Hun er saa skoen, og vi har allerede aftalt at jeg skal til Australien naar jeg engang har nogle penge igen. Hun har fattet at mit engelsk ikke ligefrem er det bedste, saa hun hjaelper mig virkelig meget og laere mig en masse, som jeg har glemt 5 min efter hun har sagt det.. Fedt! Mit engelsk er virkelig kommet paa proeve, men hvor er det fedt :) Hun synes det er sjovt at laere dansk, saa jeg har laert hende en lille smugle. Hun synes det er sindsygt svaert og griner saa meget naar jeg siger hvad det hedder paa dansk.
Vi har ogsaa brugt utrolig meget tid paa, at snakke om Australien og Danmark. Jeg er blevet meget klogere paa australien og det kan man vist roligt ogsaa sige at hun er blevet paa danmark. Selvom vi er mzunguer begge to, kommer vi fra to vidt forskellige lande. Hvor er jeg glad for at jeg har hende (som hedder Caitlin).

Naar jeg ikke er sammen med Caitlin og Magdalena her hjemme eller inde i byen, bruger jeg ret meget tid sammen med to Danske piger, Nadja og Cindie. De begge er 25 aar og er uddannede paedagoer. De er saa skoenne og har virkelig taget mig ind under deres vinger. Vi har blandt andet blidt en afrikaner ind, at nadja er min soester, og da afrikanere synes alle mzunguer ligner hinanden, havde han ingen chance for at vide at det ikke lige var rigtigt :)
Jeg moedes med dem hver torsdag og hver loerdag. Da jeg har problemer med at komme hjem efter kl 22, sover jeg hos dem til dagen efter og saa tager jeg hjem. Det er ikke normalt at man saadan kan sove i de huse hvor andre frivillige bor, men fordi jeg er mig og fordi jeg arbejder hvor jeg goer, gav kordinatoren mig lov til at "bo" der gratis. Det var dog ikke saa nemt at faa ham overtalt.
Der har vaeret en del problemer med den orgination og det her sted hvor jeg bor/arbejder, saa de vidste hvor bimse de nogle gang kan vaere her ude. Alle de danske piger, og en fra island, to derfor en snak med kordinatoren Amarni om, om jeg ikke godt kunne vaere der gratis engang i mellem. Det holdt haardt, men han sagde ja. Jeg har efterfoelgende snakket rigtig meget med Armarni som er en herlig en og nu er vi fine venner, saa det er abselut ikke noglet problem at jeg er der torsdag og loerdag.
Jeg bruger de her to piger rigtig meget. Jeg ses en del med dem, og naar vi ikke ses, skriver vi en masse til hinanden. Det er saa dejligt. Det er isaer dejligt at snakke dansk med dem, da det ikke er hver dag jeg sakker dansk ;) .

Det er efterhaanden ved at gaa op for mig, at jeg ikke har saa laenge tilbage her paa Faraja og i tanzania. Jeg er saa stille begyndt at taenke paa, at jeg ikke kommer til at se mine afrikanske soestre mere. Alle de piger her paa centeret har virkelig faaet en stor plads i mit hjerte. Hver og en har planet sig dybt i mig og har givet mig saa sindsygt meget, som jeg vil tage med mig hjem og altid se positivt tilbage paa. Det er helt ligegyldigt hvad jeg laver med dem, saa tager de alle imod. Selvfoelgelig er der nogle jeg er mere sammen med end andre. Jeg er sikker paa at det ikke ligefrem bliver let at sige farvel til dem. De er allerede begyndt at snakke om at de kommer til at savne mig og at de allerede savner ida. De spoerger en hel masse til hende og siger tit at de savner hende, hvor til jeg kun kan svare at det goer jeg ogsaa. Men, puha, jeg frygter allerede den dag jeg selv skal sige farvel og rejse hjem til Dk.
Her paa centeret bor der 26 piger med et barn, eller den ene har saa to, saa 27 boern og 11 piger som ikke har noget barn. De er i alderen 12 til 22. Pigen paa 12, er en pige, som er blevet fundet paa gaden og hun har derfor ingen foraeldre. Mama har derfor sagt, at hun kan bo her, saa hun ikke skulle leve paa gaden.

Her i tanzania er det ret normalt, at folk gaar i kirke hver soendag eller oftere. Det er dog ikke noget jeg har benyttet mig soenderligt meget af, men soendag var jeg i kirke med Nadja og Cindie og de frivillig der bor i deres hus. Vi skulle vaere der kl 9, saa david, der arbejder i huset, kom og hentede os. Det var lidt sjovt at opleve. Desvaerre sad jeg saa jeg ikke kunne se saa meget, men jeg kunne se lidt engang i mellem.
Jeg maa indroemme, at jeg vil kalde det en penge maskine. Tre gange paa to timer, var der penge indsamling. Jeg gav 500 tsh (2 kr), men hvad resten af kirken har givet, aner jeg ikke. Det er normalt at man skjuler hvad man giver, saa ingen ved hvad man putter i boessen. David fortalte os, at der er nogle der ikke putter noget der ned, og ved at man skjuler hvad man giver, kan man ikke se at personen ikke giver noget. Men saa sperger jeg bare, ser gud ikke alt ? men man kan selvfoelgelig altid bede om tilgivelse ;)
Det var en kaempe kirke med en masse afrikanere, os mzunguer og saa en hvid nonne. Jeg vil tro at vi har vaeret omkring 1000 mennesker samlet i kirken. Selv fattede jeg ikke en skid da det hele var paa swahili, men alle afrikanerne havde helt styr paa hvornar hvad kom.
Kirken var saa "fin".. De havde pyntet dem med de "smukkeste" julelys som blinkede og gjorde ved. Det var hylende morsomt at se paa. Noget andet jeg grinede ret meget af, var naar der blev spillet musik. Det forgik paa et kybord, hvor spilleren lige trykkede play og saa spillede det ellers af sig selv. Jeg tror ikke jeg behoevder uddybe hvordan sadan noget lyder, men jeg kan informere om at det ikke ligefrem er det smukkeste jeg har hoert.
Det var nu meget sjovt at opleve, men det er ikke noget jeg behoever goere igen. Jeg har saa alligevel taenkt over, at jeg maaske vil gaa med pigerne her fra centeret i kirke en soendag, bare fordi de virkelig saette stor pris paa at vise mig frem uden for centeret. Man kan virkelig se hvordan de straeler naar de kommer gaaende med mig hvide menneske. Maaske skal jeg lige naa at velsignes igen inden jeg smutter til Dk. Hvem ved :)

I skolen gaar det godt. Jeg er der hver dag fra 8 til 11.30. Naar vi (magdalena og jeg) kommer, rejser alle boernene sig op og siger: godmorgen laeere, hvordan har du det. Jeg svare saa bare: godmorgen ;) hvorefter de siger: Vi har det fint. Det er lidt til at grine over. De er alle sammen en flok papegoejer der ikke aner hvad de siger.
Mens vi er der, hjaelper vi boernene med at skrive eller regne. De er ikke saa gode til det, men nogle er dog lidt bedre end andre. De aner ikke hvad de skriver, de kopiere bare det man har skrevet de skal skrive.
En dag havde jeg tegnet ti aebler, to stjerner, 3 firkanter, 8 trekanter osv. i en af pigernes boeger. hun havde helt styr paa at der var 10 aebler, men hun anede ikke hvordan hun skulle skrive tallet. Naar vi talte sammen paa swahili talte hun helt rigtigt, saa det eneste der manglede var bare at hun vidste hvordan tallet saa ud. Jeg skrev derfor tallet hun skulle skrive paa et andet papir og hun skrev det saa paa hendes eget. Hun straelede af glaede da vi var faerdige, for til slut gennemgik vi en masse gange de forsellige tal. Hvor er det fedt, naar et barn laere naar man hjaelper dem, og ikke kun kopire af hvad man har skrevet. Det gjorde mig saa glad!
Magdalena har den her uge med og en uge mere. Saa skal hun tilbage paa hospitalet og arbejde resten af tiden. Jeg troede derfor at jeg havede to uger alene i skolen, men lige i dette sekund har mama fortalt mig at marie, som er en af de frivillige som boede sammen med nadja og cindie, kommer tilbage og skal arbejde fire uger mere. Hun synes ikke hun var klar til at rejse tilbage til dk, saa hun bliver en maaned mere. Altsaa, jeg spoerger bare, hvor heldig har jeg lige lov til at vaere. Foerst caitlin saa jeg ikke skulle bo alene, og nu marie der kommer tilbage saa jeg ikke er alene i skolen.

Idag d. 9 maj var magdalena og jeg ikke i skole. Igaar aftes fortalte mama os, at lille Elli paa 3 aar havde puttet noget op i sin naese og man kunne ikke faa det ud. Hun fortalte ogsaa at der var en af pigerne hvis bryst ikke var helt i orden. Vi aftalte med hende, at i stedes for at tage i skole, ville vi tage paa hospitalet med dem, saa de ikke var alene. Vi snakkede med pigerne i gaar aftes og de var saa glade for at vi ville tage med dem.
Saa klokken 8 i morges loeftede jeg Elli op paa mine skuldre og gik hen til daladalaen. Jeg sad hele vejen med ham paa mit skoed, og da vi kom ind til byen gik jeg igen med ham paa skuldrene. Han er en dejlig dreng, jeg virkelig godt kunne komme til at putte ned i min taske naar jeg skal hjem.
Paa hospitalet bliver vi moedt en en masse mennesker der staar og ligger ned i ladet paa en bil. Jeg kunne ikke rigtigt faa mig selv til at kigge, da jeg ikke ligefrem elsker at se paa blod. Men baade magdalena og Caitlin (som arbejder paa hospitalet) kiggede og kunne kun konstatere at det var helt fint jeg ikke lige to et kig paa ham. De begge mente han var doed, og de sagde han var fyldt med blod og ikke ligefrem ligede en der havde det godt.
Da vi kom ind, loeftede jeg Elli ned fra mine skuldre, hvor efter han tuede. Han sad alt for godt der oppe og kunne se lige hvad han ville, istedet for at side bag paa mama Ellis ryg. Nu skulle vi saa ellers kastes frem og tilbage paa det her hospital. For pokker altsaa, det kan jeg godt blive lidt gal over. Vi ventede i lang tid, fordi de lige skulle goere rent og saa startede det ellers. Foerst ind til den ene, saa vente 100 aar, saa ind til den anden - forfanden altsaa. Saa send dog folk det rigtige sted hen foerst. Vi ventede og ventede. Vi spurgte pigerne om de var slutne, da da ikke havde faaet noget morgenmad da de forst spiser det kl 10 her hjemme. Det var de ikke - det er de aldrig, men mama elli sagde at elli var sluten. Det kunne jeg ikke have i mit hjerte, saa jeg gik ud og koebte dem en juice hver, saa kunne den da goere lidt godt i maven.
Caitlin viste os rundt paa hospitalet og vi saa en hel masse afrikanere, der ikke ligefrem havde det godt. Min mave synes heller ikke at have det godt. Den snoerede sig helt sammen, hver gang jeg saa det mindste der ikke var saa normalt. Ad ad.. Godt jeg ikke skal vaere laege.
Da vi havde ventet 3 timer besluttede magdalena at pigerne godt selv kunne finde hjem. Vi smuttede derfor og lod dem blive sel. Pigen med brystet, magarata, var faerdig og havde faaet nogle farlige pinke piller og noget smertestillende. Elli derimod blev kastet rundt. De kom hjem ved 13 tiden, og tingen i naesen var stadig ikke ude, saa i morgen skal de der ind igen , hvor de vil bedoeve ham og tage den ud. De afrikanske hospitaler har ikke ligefrem dansk standard.

Da vi kom tilbage fik jeg frokost bestaaende af havregroed. Det spiser jeg naesten hver dag til frokost. kun afbrudt af en omgang nudler. jeg har ikke betalt for frokost og det er fint med mig med en omgang havregroed nogle gang med banan.
Da det var gledet ned startede resten af dagens arbejde. Fra 15 til 17 er jeg sammen med pigernes boern uden for. De plejer at vaere helt fine og soede, men de er ret klamme. De har ingen ble og naar man er lille og skal skide eller tisse goer man det bare, saa de er tit fyldt med alt muligt. Ikke ligefrem laekre. Idag var det helt galt. Jeg var alene og ingen af moedrene var ude da de alle var til time. Det skal lige siges at halvdelen moedrene normalt er ude sammen med mig til at tage sig af boernene med mig.
Saa startede helvede altsaa. jeg ved ikke lige hvad jeg havde gjort. Men det startede med at lille Elli (med noget i naesen) skulle tisse, han er saa stor, saa han ved at man ikke skal goere den slags i bukserne, saa han hev tisefytten frem og tissede. Der midt i det hele. det er normalt. Men det er ikke saa fedt, naar de mindre saa ser hvad og hvordan man goer. Saa da lille regan paa 1 saa det, ville han lige proeve at skide der midt i det hele. Jeg sagde HAPANA (nej) en masse gange, men lige meget hjalp det. Jeg fandt mor, som maatte klare aerterne for mig.
Saa skulle den naeste ogsaa lige prove at skide. I mellemtiden havde en hel masse boern tisset rundt omkring, som jo er helt normalt.. Hvad fanden altsaaa! Saa sked jausua og tilsidst lige Loveness. Fed dag altsaa :) men jeg kan kun grine af det, for det var ikke mig der skulle toerre op.. haha !! En nederen dag, jeg altid vil se tilbage paa og grine af mig selv.

Nu vil jeg slutte for denne omgang med 3 en halv uge tilbage paa Faraja center og i tanzania.

- Matilde