I dag er det onsdag d. 25 2012 og jeg har vaeret alene i afrika i nu to dage. Mandag morgen skulle ida med bussen til Dar es salaam, hvor hun tirsdag nat skulle flyve hjem til Dk. Jeg havde frygtet denne dag i 3 uger, og nu var det atsaa ved at vaere tid til at hun skulle afsted.
Hele weekenden holdt vi afskeds haloej for ida. Loerdag middag var vi ude og spise med de andre danskere og soendag aften to Ida, en tysker ved navn madalena og jeg ud for at spise. Det var haardt og jeg var flere gange ved at gaede, fordi det nu var gaaet op for mig at ida skulle hjem og jeg skulle blive 6 uger mere. Det var saa underlig en foelse.
Soendag kom alle pigerne ogsaa og sagde farvel til ida. ida graed ikke, men jeg kunne maerke mine taare der var ved at komme frem. Alle pigerne/de unge moedre sang for ida - det er saa smukt naar de synger, og jeg elsker det. De sagde alle farvel, men da vi jo bor her, var vi sammen med dem senere ogsaa. Da vi havde vaeret ude og spise om aftenen, gik vi alle tre over saa ida kunne aflevere et brev hun havde skrevet til en af pigerne. Pigen var en pige, der virkelig havde sat sig i idas hjerte. Da pigen, paskalina, laeste brevet, begyndte hun at graede, saa det gjorde ida ogsaa, og da jeg saa hun graed gjorde jeg selvfoelgelig ogsaa. Det er saa vildt saa nemt jeg har til taare her, men saadan er det jo bare. Saa tuede vi lidt sammen alle sammen.
Saa blev det aften og vi skulle sove. Ida sagde til mig at hun ville side lidt og laese saa hun var traet til bussen dagen efter. Det viste sig at det var ikke det hun havde gjort. Mens jeg sov, skrev hun et brev til mig og hvor fantastisk en oplevelse hun havde haft sammen med mig. Det brev har jeg allerede laest saa mange gange. Jeg savner hende ! Hun mangler her, men jeg skal nok klare den !
Saa blev det mandag morgen kl 6 - dagen jeg havde frygtet nu i 3 uger! Vi stod op, fik morgenmad og saa kom geert efter os saa vi kunne koere ind med ida. puha, det var ikke sjovt. Inden ida hoppede ind i bussen, fik jeg et stort kraem med besked om at jeg nok skulle faa det saa fedt her i tanzania. Det er jeg nu heller ikke et sekundt itvivl om. Men sjovt var det bestemt ikke. En mand her paa centeret kommenterede overfor mig at naar vi havde vaeret sammen konstant saa laenge, maatte hun have vaeret som en soester for mig, og saadan kan man egentlig godt se paa det, da vi har delt alt.
Resten af mandagen var ganske forfserkelig. To gange naaede jeg at snakke med mine foraeldre og jeg var helt graedefaerdig, det er heldigvis gaaet over nu, men det var et haardt farvel. Det var saa dejligt at hun var her og hjalp mig det foerste stykke tid! Fedt Fedt! Men nu starter et nyt eventyr alene og det skal jeg nok klare!

Her i Arusha er der sindsygt mange danskere for at arbejde. Mennesker fra de andre lande siger at hele danmark er samlet her. Saa her er folk nok at snakke med. Her paa centeret bor der ogsaa en tysk pige, som jeg efterhaanden har snakket en del med de sidste paar dage. Hende skal jeg nok faa det godt med. Det var meningen at hun skulle arbejde sammen med mig, mine sidste to uger. Men fordi der var lidt problemer paa det hospital hvor hun arbejdede, skal hun arbejde sammen med mig fra idag og 3 uger frem. Det er jeg saa glad for, for saa er jeg ikke alene. Madalene bor dog i nabo huset hos en af mamas soenner, saa vi har hver voeres vaerelse. Ida og jeg delte vaerelse saa der er nu en ledig seng.
Mama sagde dog til mig idag, at paa naeste torsdag kommer der en pige fra australien og skal bo hos mama. Det vil sige at hun skal bo sammen med mig !! Det er saa fedt. Hun skal arbejde her og bo her i 2 maaneder, saa resten af min tid her, har jeg sammen med hende og med madalena. Saa selvom jeg godt kan foele mig lidt alene har jeg de to. og en masse andre danskere.
Jeg er i gaar startedet i skolen her paa centeret. Saa om formiddagen hjaelper jeg i skolen og om eftermiddagen er jeg sammen med boernene og pigerne. Eftermiddags arbejdet er det jeg saetter allermest pris paa. Pigerne er helt igennem fantastiske og jeg elsker at vaere sammen med dem. Jeg er sikker paa, lige saa meget jeg saetter pris paa at vaere sammen med dem, lige saa meget pris saetter de paa at jeg er der. Man faar altid et smil af dem og man kan ikke andet end at smile naar man er i deres naever. En lille ting som at tage deres haand eller lige laegge armen om dem betyder saa meget for dem, saa det er noget jeg goer ofte. De piger vil jeg altid komme til at huske, de er helt igennem fantastiske. De fortjaener alt den kaerlighed jeg kan give dem.

Igaar oplevede jeg det mest sindsyge jeg laenge har oplevet. Mama, farmand og jeg sidder og spiser aftensmad. Det er helt som det plejer. Igaar var det dog radioen med skradten der koerte og ikke tvet. Vi var nesten lige begyndt da en af sigerdoetrene kommer ind og snakker med mama og farmand. Jeg fatter desvaerre ikke en skid, andet end at de siger navnet paa en af pigerne - nema. Jeg Kan se paa deres ansigter at noget er galt, men jeg vaelger at lade som ingenting og lader dem snakke faerdig. Farmand ligger sin ske og sit mad fra sig og tager sin troeje og sin hat paa ! her taenker jeg at noget maa vaere helt galt. Og jeg to ikke fejl ! Jeg spurgte stille mama om der var noget galt. Hun svarede mig at der var en demon i nema og at alle pigerne nu stod uden for i regnen (som var saa sindsyg alt hvis jeg var der hjemme, loeb vi rundt uden for, for at hjaelpe vandet vaek) og bad for hende. Ja, tro mig, jeg taenkte mit. Jeg sagde til mama at det havde jeg aldrig oplevet eller set foer i mit 21 aarige lange liv. Men den var god nok - hvis man altsaa tror paa det, og det goer man her i tanzania. Mama slukkede radioen og vi kunne foere folk skrige. Jeg kiggede bekymret paa mama, men hun saa helt normal ud. Jeg sad med en folese af nysgerighed i kroppen og ville saa sindsygt gerne ud og kigge. Men jeg turde ikke spoerge, for det er jo ikke noget cirkus det her. Saa jeg spiste min mad faerdig og snakkede lidt med mama. Da jeg var faerdig spurgte mama mig og jeg ville med ud og kigge. indvendig jublede jeg, men jeg sagde paent at det ville jeg da gerne. Madalena kom i det samme og hun fik samme tilbud. Vi hoppede i vores regnjakker og gik med mama ud.
Der laa soede nema! midt i regnen der styrtede ned omkring oerne paa hende. Pigerne stod omkring hende og sang og bad. Madalena og jeg blev dog hurtigt enige om at det var et epleptisk anfald. vi var ikke itvivl overhovedet. Ihvertfald ville vi hjemme i dk have ringet efter noget hjaelp. Det var vildt at se, men ogsaa en sjov oplevelse og heldigvis gjorde hun ingen skade paa sig selv! Vi stod udenfor i 1 en halv time og saa paa. Nogle gange spurgte jeg pigerne eller mama hvad der skete. f.eks haeldte de noget saftevand lignende ud over hende. jeg spurgte mama hvad det dog var. Hun svarede mig at det var blod fra jesus. Ja, man er altsaa sindsygt troede her og hvis noget gaar galt, skal man bare laese i biblen. (det skulle ida og jeg f.eks da vi blev overfaldet,. vi undskyldte dog med at vi ikke forstod swahili. Skide godt :) ) saadanne smaa ting var der hele tiden, hvor jeg saa spurgte.. hvorfor??. Tilsidst blev nema da god igen og saa var det hele overstaaet. Sikke en oplevelse. Mama fortalte mig at saadan gjorde hun engeng i mellem og at en af de andre piger ogsaa goer det. Hjemme ville vi jo stikke dem noget medicin, men nej, det er altsaa demoner i kroppen. hmm, ja jeg undrede mig, men den oplevelse to jeg gerne med mig og jeg vil ihvertfald sent glemme den.
Idag er Nema helt normal og helt som hun plejer. Jeg spurgte nogle af pigerne om nema kan huske hvad der skete i gaar aftes, men det mener de ikke at hun kan. Jeg har idag ogsaa snakket lidt med nema, men ikke omkring det. Der er jeg lidt for bange af mig, det toer jeg sku ikke lige snakke med hende om. Hun er helt fin. men Madalena og jeg var lidt rystet over oplevelse. Vi begge havde snakket med vores mor omkring det og sagt at det var simpelhen for underligt til os!

Saa til noget helt andet. Regntiden er for alvor startet her i Tanzania og her er pisse koldt. mama gaar rundt i en masse kangaer og med hue paa og siger hele tiden at det er saa koldt, hvad det rent faktisk ogsaa er. Jeg selv har fundet de lange bukser og den lange troeje frem og naar der endelig er sol bliver der hurtigt skiftet til shorts. Det er desvaerre ikke saa tit at solen kigger frem, saa jeg er bange for at jeg ligner en bleg dansker naar jeg om 6 uger vender hjem til danmark.
Om aftene starteder det med at regne. Det er lidt som at trykke paa en knap, for lige pludselig er det der og saa styrter det nede hele natten. Igaar da jeg skulle sove, kunne jeg ikke falde i soevn fordi jeg laa og lyttede til regnen der piskede ned. Lige inden jeg blev sindsyg fandt jeg mine oerepropper og stoppede dem i oerne. De bliver forresten brugt flittigt hver morgen fra kl 6.00 naar farmand staar op og taender for radioen for fulde droen.
Men ja, jeg har lidt indstillet mig paa, at jeg ikke er brun mere naar jeg kommer hjem. Saa en bleg og fed Matilde vender til dk om 6 uger. Jeg glaeder mig, men det bliver haardt at sige farvel til alle de piger her paa faraja.

Men ellers, saa har jeg det godt. Jeg faar snakket rigtig meget Engelsk og har moedt en masse mennesker baede fra danmark og resten af verden. Alle her er saa imoedekommende og vil saa gerne snakke, saa det goer jeg ogsaa.
Tanzania er stadig et stort eventyr !

- Matilde Klausen
Tanzania, et sted i Arusha ;)