Jeg klarere det... Mærkeligt... Nu er jeg her. Har sovet. Skal arbejde kl. 7. Glæder mig til at sove i aften. Mere ved jeg ikke.

Nu er det så aften, klokken er 7, jeg ligger i min seng, og er ligeglad.
Ligeglad med den smule radioaktiv stråling der åbenbart er her i området, ligeglad med at det har været en grå regnvejrsdag med en masse halvkedeligt arbejde, og ligeglad med at i morgen nok bliver ligesådan.

Selvfølgelig er jeg ikke ligeglad. Det er bare min reaktion på den magtesløshed jeg føler. Familien er skam sød nok, meget endda, men hva f*** laver jeg lige pludselig i Japan?! Den sætning rammer mig en gang i mellem, og jeg svarer mig selv,
- "Du lever. Hvor mange måder kan der være at leve på?".
- "Ret mange... Jeg kunne være på Hawaii nu, men det er jeg ikke. Fri som en fugl som jeg er, er jeg taget til Japan. Og jeg kan ikke finde u af at vælge hvilken slags liv jeg vil leve.
- "Hvad kan Hawaii, som Japan ikke kan? På 50 dage?"
- "tja, Intet egentlig. Du har vel ret. For mit indre er det vel det samme om jeg er i Japan, på Hawaii eller i Nepal. Rejsen er et princip. En betingelse, en prøvelse, en hjælp, en oplevelse"
- "Og i virkeligheden, det der betyder noget for dig, er kærlighed. Det er det du savner, hvis du savner noget."
- "Sandt, sandt. Så meget er jeg da i hvert fald klar over. Men hvorfor virker den så mange lysår væk herfra?"
- "Tja, du kan jo prøve at lægge dig til at sove, og se efter om dine drømme kan svarer"
- "Jeg tvivler. De gør mig bare
mere forvirret. Eller måske mere sikker? Jeg kigger efter, adios"
- "Tsk tsk. Forvirrede dreng. Hvis han bare kunne tage den lidt med ro og være tolmodig. Meeen, han skal sgu nok lære det. Jeg har stor tiltro til ham."

Venligst, ingen kommentarer.