Lige nu, kl. 06:12, gider jeg ikke mere. Mit knæ gør mystisk ondt, og jeg tror ikke på den 11 timer lange togtur, med 10 forskellige tog. Jeg finder aldrig frem. På en station skal jeg skifte på 4 minutter, og alt står på japansk... Ender med at jeg sover på gaden...
Pis, jeg skal til Fukushima og skifte tog... Mine børn får tre hoveder, grønne, radioaktive øjne og ét ben... Den her dag kan umuligt blive god... Superkræfter, kom til mig!
Og i øvrigt, hvad sker der for de drømme!?! Jeg drømmer aldrig derhjemme, her drømmer jeg nærmest aldrig kun én drøm. Men okay, så længe det er gode drømme er det vel fint nok. Men jeg føler mig lidt hjemsøgt af dem. Ikke én drøm om Japan. Som om den her tur slet ikke trænger ind min underbevidsthed. Japan - en uvirkelighed, som i drømmeverden bare er en fjern, glemt drøm.