Moens Klint, go home!

Hold da op! Tiden flyver af sted, og der sker saa meget hele tiden, at det er svaert at faa taget sig sammen til at skrive indlaeg her paa bloggen. Alligevel har jeg dog saa meget paa hjerte, at jeg nu synes, det er blevet tid til endnu en lille update :-)

Turen til Colca Canyon har helt sikket vaeret mit eventyrs hoejdepunkt indtil videre. Jeg har lagt en masse billeder op i galleriet, som desvaerre kun perifaert giver et indtryk af, hvor helt fantastisk der rent faktisk er(!). Vi var i alt 12, der var paa tur med Colca Trek - 2 fra Schweiz, 2 londonere, 6 franskmaend, hvoraf kun de 4 kendte hinanden i forvejen, samt en gut fra Spanien. Pudsigt nok talte franskmaendene lagt bedre spansk end engelsk, saa jeg talte mest med de 2 londonere og de to fra Schweiz (hvad er man, hvis man kommer fra Schweiz?)... Well, anyway, den foerste dag gik med at komme op i bjergene samt besoege en masse landsbyer paa vejen dertil. Som man ogsaa kan fornemme paa nogle af mine billeder i galleriet, er det at besoege bjerglandsbyer her i Peru fuldstaendig som at rejse tilbage i tiden. Landbruget er det erhverv, hovedparten beskaeftiger sig med, men der er ingen maskiner - derimod bruger de leer, koeer og gammeldags plove! Det var fuldstaendig surrealistisk at se. Ligesaadan skal man virkelig vende sig til, at vejen jaevnligt bliver blokeret af faareflokke, der er paa vej hjem fra marken, ligesom bilerne er i faatal - her er det primaere transportmiddel aesler!
Foerste dag paa turen trekkede vi en smule langs Colca Canyon, der nogle steder har "drops" paa op til flere kilometer - jeg er glad for, at jeg ikke har hoejdeskraek! Vi kom til Cobanacana, hvor vi skulle overnatte, omkring klokken 18.00 om aftenen, og efter et hurtigt aftensmaaltid var det paa hovedet i seng. Vi var alle fuldstaendig smadrede efter en meget indholdsrig dag.
Naeste dag tog vi alvor fat paa selve formaalet med turen - nemlig at udforske Colca Canyon. Vi hikede fra Copanacana hele vejen ned i kloeften - det sted hvor vi gik ned, var der "kun" 1200 meter. Naar vejen derned bestaar af kringlede og snoerklede stier, og naar belaegningen udelukkende bestaar af ujaevne sten, bliver man meget glad for, at man har koebt et par solide trekking-stoevler. Paa en maade var det lidt surrealistisk - en del af stien var saa smal, at man ville falde 800 meter ned, hvis man traadte forkert. Det er der tilsyneladende rigtig mange, der har gjort. Paa vejen derned saa jeg omkrng 50 mindesmaerker for folk der var doede, mens de var hiket ned eller op fra kloeften. Det samme gaelder i oevrigt bjegvejene, der nogle steder vaar saa smalle, at man ved at kigge ud af vinduet kun kunne se drops paa flere hundrede meter (og altsaa ikke noget vej!) Igen: Godt, jeg ikke har hoejdeskraek!
Efter ca. 1,5 time naaede vi alle udskadte ned til bunden af kloeften. Et par lokale havde allerede slaaet telte op til os - (vi tilbragte natten her) - og et par aesler havde baaret vores backpacks ned tidligere paa dagen (saa heldigvis skulle vi kun selv baere vores daypacks :-)) Lejren hvor vi overnattede kaldes "Oasis", og naar man er dernede, forstaar man fuldt ud hvorfor; campingpladsen er omgivet af kilometerhoeje bjerge, og overalt paa campingpladsen vokser palmer - i det hele taget er naturen frodig - for slet ikke at naevne de vidunderlige hot springs, der med temperaturer paa over 30 grader - (naturligt opvarmet, vel og maerke!) - var den perfekte maade at slappe af paa.
Resten af dagen brugte vi paa forskellige kortere hikes til udsigtspunkter samt hygge og leg i "Oasis". Desuden drak vi en masse koka-te, da man derved undgaar hoejdesyge, hvilket der er stor risiko for oppe i bjergene; det hoejeste punkt, vi besoegte, var 4995 meter over havets overflade (!) Olivia, vores helt igennem fantastiske guide, lavede laekker baade frokost og aftensmad. Vi smagte ogsaa lidt af den lokale drik, "Pisco Sour", som jeg dog ikke var saa forfaerdelig begejstret for - heldigvis var der ogsaa roedvin :-) Efter desserten kom Olivia imidlertid med en ret deprimerende meddelelse: Vi blev noedt til at staa op klokken 03.30(!!!) naeste dag, hvis vi ville naa op fra kloeften inden solen stod hoejt paa himlen - hvor det derfor naesten ville vaere helt umuligt at klare de 1200 meter tilbage til Cobanacona. Vi gik derfor allerede i seng klokken 20.00 - og selvom det var tidligt, var det overhovedet ikke svaert at falde i soevn. Tvaertimod. Vi gik alle ud som lys efter faa sekunder.
Naeste dag begyndte vi at hike klokken 04.30 om morgenen(!) efter at have spist en smule morgenmad. - Dog kun en smule. Foerst og fremmest er det svaert at faa noget ned klokken 04.00, og for det andet skulle vi have stor morgenmad paa toppen (gulerods-princippet, you know). Vi hikede 10 minutter i moerke, men det blev hurtigt lyst, og inden laenge var vi i gang med hvad for mit vedkommende skulle vise sig at blive den stoerste fysiske udfordring, jeg har proevet i hele mit liv. Hold da helt op, hvor var det haardt. Men da vi naaede toppen efter 2,5 svedige timer - (senere har jeg laest i Lonely Planet, at man skal beregne mindst 3-4 timer, saa det er ret sejt gaaet, synes jeg!) - var det det hele vaerd. Jeg ved godt, at det nok er de faerreste, der betragter mig som et udendoersmenneske, og det har jeg da heller ikke vaeret indtil nu, but I have been missing out, that is for sure! Jeg er blevet fuldstaendig vild med hiking og trekking, og glaeder mig nu som et lille barn til de mange andre vandreture, jeg skal paa her i Sydamerika - naar man trekker kan man virkelig maerke, at man lever - det er helt fantastisk :-)!
Efter den store morgenmad i Cobanacona, som viste sig at bestaa af broed, smoer, te og marmelade (oev!), bevaegede vi os igen i retning mod Arequipa. Paa vejen stoppede vi bl.a. ved udsigtpunktet "Can del Condor", hvor man kan see condors - oernelignende fugle paa 40-50 kg - flyve rundt nede i selve kloeften - man ser dem altsaa oppe fra, eller en gang imellem ganske taet over en. Paa et tidspunkt var der en, der passerede os kun faa meter over os - en ret vild oplevelse (som jeg desvaerre ikke har billede af). Resten af turen hjem gik med at besoege endnu flere bjerglandsbyer - I kan bl.a. see et par billeder af en lokal kvinde sidst i galleriet "Colca Canyon". Vi besoegte ogsaa et par dejlige hot springs, hvor der ogsaa var bade, hvilket var noget vi alle satte pris paa, da vi var ret svedige og ulaekre efter at have hiket hele vejen op nede fra bunden af kloeften. Paa vejen hjem spiste vi frokost i en lokal restaurant, hvor jeg bl.a. smagte guinea pig - (jo, det er, hvad I tror, det er - men det er en ret, som peruvianerne er meget stolte af, saa det skulle jo proeves!) - ligesom jeg smagte fyldt rocoto... Jeg vidste bare ikke, at det var fyldt rocoto. Jeg troede det var fyldte tomater. Det viser sig, at rocoto er en af de staerkeste groentsager der overhovedet findes, hvilket jeg dog ikke opfattede, foer jeg havde spist den hele. Saa jeg slugte hurtigt 3-4 liter vand, og i de naeste 5 dage var mine laeber ekstremt overfoelsomme - hvis der var noget der roerte dem, foelte jeg, at jeg skulle skrige - saa ondt gjorde det(!) Heldigvis er jeg ovre det nu, og saa kan jeg da ogsaa sige, at jeg har smagt rocoto :-)
Vi kom tilbage til Arequipa omkring klokken 17.00 om eftermiddagen, og saa var det ellers paa hovedet i seng. Aldrig har jeg vaeret saa udkoert i hele mit liv. Til gengaeld var turen til Colca Canyon ogsaa uden tvivl en af de allerbedste oplevelser, jeg nogensinde har haft. Det var det hele vaerd. - Og nu glaeder jeg mig som en sindssyg til at hoppe i mine vandrestoevler igen :-)!

Jeg har meget mere at fortaelle om - bl.a. har jeg skiftet vaertsfamilie, vaeret paa rafting, vaeret paa et af de mange lokale markeder (kulturchok!) og oplevet Perus natteliv. Men alt det vil jeg fortaelle om i et andet indlaeg. I morgen tager jeg med en fransk pige fra sprogskolen til Puno, og vi skal moedes ved busterminalen for at koebe billetter om et kvarters tid, saa jeg maa hellere smutte. Ha` det bra indtil da, og som altid tak for de mange mails og beskeder :-)