Buenas noches!

Der er kun gaaet 3 dage siden jeg sidst har skrevet, men hold dog helt op, hvor der er sket meget! Sprogskolen hentede mig fra mit hotel loerdag klokken 11 som aftalt, hvorefter de koerte mig ud til min vaertsfamilie. Min vaertsmor Jakelín og hendes soen Hoghe kom straks ud for at tage imod mig. Da jeg havde faaet pakket min rygsaek ud og var "settled" i mit vaerelse - der er ganske udmaerket - tog Hoghe mig paa en mindst 2-timers sightseeing rundt i Arequipa... Han viste mig de gode omraader, de gode butikker, de gode restauranter osv. osv. Om aftenen tog jeg ind til byen for at faa aftensmad, men jeg synes aerlig talt ikke det er ret fedt at gaa rundt alene i Arequipa om aftenen naar det er halvmoerkt, saa efter en knap saa interessant T-bone-steak tog jeg en taxa (det lyder blaeret, men de koster kun ca. 4 kr. pr. tur) tilbage til mit vaerelse, hvor jeg besluttede, at jeg ville skifte til helpension, hvilket jeg derfor nu har gjort.
Jakelin er utrolig venlig og soed og virker oprigtig interesseret i at blive klogere paa baade mig og Danmark. Saerligt foerste aften var det dog ret svaert at sige noget, da hun ikke taler engelsk, og da de to amerikanske drenge, der bor paa et andet vaerelse hos min vaertsfamilie, endnu ikke var kommet tilbage fra hvad jeg troede var en tur til Colca Canyon eller lignende paa dette tidspunkt. Faktisk kom de foerst tilbage under aftensmaden mandag aften - altsaa knapt halvandet doegn efter jeg var landet hos min vaertsfamilie.
Foerst et par ord om sprogskolen... Jakelin fulgte mig til skolen foerste dag. Det tager kun ca. 3 minutter at gaa dertil. Jeg har foerst to timer, der primaert er fokuseret paa grammatik, 20 minutters pause, og herefter 1 time og 40 minutter hvor fokus primaert er at faa talt en masse. Jeg lover jer - det er SAA haardt! For det foerste er det jo soloundervisning, saa man er i fokus hele tiden, men der bliver ogsaa koert haardt paa. De gaar virkelig hurtigt frem, og saa er der selvfoelgelig ogsaa lektier, der skal laves til naeste dag. De to amerikanske drenge, der har gaaet paa sprogskolen i 3 uger, siger, at de bruger omkring 2-3 timer pr. dag paa lektier. Saa som I nok kan hoere, faar man paa ingen maade lov til at dase den! Naar det er sagt, er der ingen tvivl om, at laererne er rigtig professionelle. De er ogsaa virkelig soede og venlige, saa jeg er meget tilfreds. Undervisningen foregaar i en virkelig hyggelig gaardhave, hvor man sidder ved et lille bord og laereren saa sidder paa den anden side eller staar op og forklarer noget paa et af de mange whiteboards, der er sat op over det hele. Det er et virkelig hyggeligt undervisningsmiljoe - det kunne man laere noget af paa mange danske skoler :-) Indtil videre synes jeg at grammatikken er ret let, men jeg har problemer med at huske ordene og deres betydninger. - Men naar man faar over 100 nye ord paa foerste dag, er det maaske ikke saa underligt!
Tilbage til min vaertsfamilie... Maden, som jeg jo synes er meget vigtig, er ganske udmaerket. Ris er dog naermest fast tilbehoer, saa det roerer jeg ikke saa meget, men resten er faktisk rigtig godt. Udover Hoghe og Jakilin bestaar familien ogsaa af en far, hvis navn jeg ikke kan huske - jeg har endnu ikke set ret meget til ham. Han er doktor, og det er mit indtryk, at han arbejder ret meget. Jeg tror, at familien tilhoerer den bedre ende af middelklassen efter peruvianske standarder - i hvert fald saa jeg forleden en pige, de var ansat til at goere rent i huset. De har ogsaa den soedeste lille datter paa tre aar, som nok er et af de mest energiske mennesker, jeg nogensinde har moedt. Hun vil hele tiden lege, og taler ogsaa hele tiden - om jeg forstaar hvad hun siger eller ej, goer vist ikke saa meget. Jeg er virkelig glad for min vaertsfamilie, og jeg foeler, at jeg er i meget trygge omgivelser.

Mandag under aftensmaden kom Tim og Drew, de to amerikanske drenge paa henholdsvis 19 og 20, hjem fra hvad jeg troede havde vaeret en tur til Colca Canyon eller lignende. Der tog jeg fejl. Det viser sig, at de er missionaerer, og at de kommet til Peru for at bygge kirker. De skal vaere 3 maaneder i Arequipa for at laere spansk, hvorefter de vil tage nordpaa og begynde at bygge kirker og forsoege at faa peruvianerne i junglen til at blive kristne. I alt er de 70 unge amerikanere, der er taget til Peru for at arbejde med dette projekt. 12 af dem gaar i oejeblikket paa sprogskolen, fandt jeg ud af denne morgen - dvs. ca. 3/4 af det samlede antal studerende. De er meget hoejreorienterede - f.eks. synes de John McCain er for venstreorienteret(!) - og i det hele taget er det ret tydeligt, at vi ikke har meget til faelles. De drikker heller aldrig eller lign., da de mener det er at synde, og de laeser i Bibelen hver morgen. Saa ja. Det var ikke lige den type unge backpackere, jeg havde regnet med at moede hernede, men saa maa man jo tage det med. Drew virker faktisk forholdsvis normal og nede paa jorden, hvorimod Tim opfylder alle mine fordomme om missionaerer. Politisk ligger vi ogsaa ret langt fra hinanden - da Tim og Drew kom hjem fra deres "rundt-at-se-alle-kirker-i-Arequipa-tur", benyttede Jakelin naturligvis lejligheden til at udspoerge mig om mine meninger og holdninger, og faa Tim og Drew til at oversaette - da hun saa senere spoerger til deres holdninger, blev det ret tydeligt, at vi er laengere fra hinanden end Dansk Folkeparti og Enhedslisten... Men jeg tager det hele som en oplevelse - selvom det er lidt svaert at tage dem serioest. F.eks. spurgte de om jeg havde soester, hvortil jeg selvfolgelig svarede ja. De spurgte saa, om hun var gift, hvortil jeg svarede nej - men jeg sagde, at hun havde en kaereste. "Well, then they must be engaged", sagde Tim, hvortil jeg svarede nej... Det blik, Tim og Drew sendte til hinanden, sagde mere end tusind ord. Jeg blev noedt til at holde mig for munden for ikke at grine - det kunne jeg simpelthen ikke tage seriost. En ting er i hvert fald sikkert: Jeg behoever aldrig at besoege Bibelbaeltet i USA - jeg har allerede faaet min dosis hernede, det er helt sikkert :-) ...Men altsaa, overordnet gaar det altsaa stadig rigtig godt hernede, vil jeg gerne understrege, med jeg haaber snart at moede nogle, jeg har lidt mere tilfaelles med end hoejreorienterede missionaerer fra USA. Jeg tror ikke, at der kommer flere elever paa sprogskolen i naermeste fremtid, saa jeg vil helt klart undersoege mulighederne for hvor jeg evt. kan moede andre unge - som I nok kan forstaa, er Drew og Tim ikke helt de typer, jeg havde haabet paa :-)

I dag tog Jakelin mig paa en sightseeing rundt i hele byen... Det var virkelig soedt af hende. Hun viste mig de bedste Alpaca-butikker i byen, ligesom hun viste mig en masse af Arequipas hyggelige oaser - pustehuller midt i en ellers til tider meget larmende by (en haand paa rattet og en paa hornet). Arequipa er dog utrolig flot - virkelig smuk faktisk - og saerligt de aeldre dele af byen har en charme, jeg ikke har set andre steder. Andre ting skal man dog virkelig vaenne sig til - f.eks. det faktum, at bilerne aldrig holder tilbage; man bliver simpelthen bare noedt til at loebe over vejen, naar man tror, man kan naa det.
Jeg maerker naesten ikke mere til mit jetlag nu, forresten. Jeg vaegner klokken 02.30 om natten hver dag, men falder hurtigt i soevn igen. Jeg maerker heller ikke noget til hoejden.
Jeg har uploadet et par billeder fra de foerste par dage til galleriet. Jeg skal nok uploade nogle flere saa snart jeg faar mulighed for det.
Tusind tak for jeres beskeder og e-mails. Det er rigtig dejligt at hoere fra jer :-)

Kaerlig hilsen
Mathias