Advarsel: Dette indlaeg blev meget langt. Proceed with caution.

At rejse tilbage i tiden...

Saa er det blevet tid til den foreloebig sidste update her fra Peru. I morgen tager jeg til Argentina, hvor jeg skal moedes med Pia, Lucas og Camilla - det glaeder jeg mig meget til. Imidlertid er der (som altid) sket en hel del, siden jeg skrev min sidste blog. Derfor endnu en update - som gerne skulle faa mig up-to-date!

Torsdag morgen hos min vaertsfamilie boed paa lidt af et chok. Jacquelin, vores vaertsmor, serverede os ikke morgenmad, som hun ellers havde gjort hver dag indtil dag. Det gjorde derimod hendes soen, Hoche. Efter vi havde spist fortalte han os, at hans mor var taget til Lima, og ville blive der de naeste to uger, saa det eneste maaltid, vi fremover kunne faa i huset, ville vaere morgenmad. Jeg kan love jer for, at jeg vaagnede op. At tage ind til midtbyen hver dag for at koebe frokost og aftensmad virkede umiddelbart fuldstaendig overskueligt. Derfor talte jeg med sprogskolen samme dag, og de ville saa finde en ny familie. Imidlertid var der ingen familier med privat badevaerelse - (hvilket jeg ikke synes er helt uvaesentligt!) - saa det hele var bare super frustrende. Altsaa lige indtil jeg om aftenen fik en e-mail fra Sofia, der ejer sprogskolen, om end at der alligevel var en familie med privat badevaerelse, og at jeg skulle flytte dagen efter klokken 16.00. Fint nok. Situationen om at jeg pludselig skulle skifte familie var uventet og ogsaa aergelig, da jeg var rigtig glad for den familie jeg havde paa det tidspunkt, men som jeg har laert at goere hernede, tog jeg det blot som en oplevelse :)

Naeste dag skulle jeg saa flytte. Sofia havde fortalt mig, at familien boede "meget taet" paa skolen. Det betyder 15 minutters gang paa peruviansk - men hvad, saa var jeg sikret 30 minutters gang hver dag, hvilket vist nok skulle vaere sundt. Flere andre ting gjorde dog noget, fandt jeg hurtigt ud af... Jeg naevner i flaeng: Kolde bade, en badevaerelsesdoer der ikke kan lukkes, ingen noegle til selve huset, intet tv, intet spejl, osv. Varme bade, tv og spejl fik jeg dog efter 5 dage - (ja, 5 dage med iskolde bade!!!)... Resten er stadig ikke fikset. Familien er ganske forfaerdelig, for nu at sige det mildt. Derfor glaeder jeg mig virkelig, til jeg skal vaek fra dem i morgen. For det foerste virker de overhovedet ikke interesserede i hvem jeg er eller noget som helst andet, hvilket staar i stor kontrast til min foerste familie. For det andet maa jeg kun vaere i huset, naar der er maaltider - talk about feeling like a stranger. For det tredje, og det her bliver vist en femtrinsraket, skal vi selv vaske op. Det er helt fint, men hvor mange steder er det lige, man vasker op, naar man betaler for at spise? For det fjerde bestaar morgenmaden oftest af poelser og pomfritter eller en burger - helt aerligt, det kan man altsaa ikke faa ned om morgenen. Ernaering er aabenbart en by i Rusland. Og endelig bestaar frokost hver dag af svinekoed og ris - no me gusta. Som resultat af det har jeg ogsaa spist langt de fleste maaltider efter jeg flyttede "ud af huset". Heldigvis er det hele ikke helt saa forfaerdeligt, som det lyder. I familien boede der nemlig ogsaa to canadiske piger, Leanna og Alyssa, som jeg er blevet rigtig gode venner med, og som fuldstaendig opvejer for alle de daarlige ting, der har vaeret forbundet med at bo i familien. Og saa er de helt almindelige(!)

Loerdag morgen tog jeg paa river-rafting i Rio Chile. Det var en super fed oplevelse - lidt af et adrenalin-kick, saerligt da vi passerede et level 4-fald. Mit galleri beskriver oplevelsen ret detaljeret, og nok ogsaa bedre, end jeg kan goere her. Men en ting er i hvert fald helt sikkert: Det er ikke sidste gang, jeg har proevet river rafting! I det hele taget er jeg blevet lidt af et outdoor-menneske paa de sidste 5 uger - (selvom de 4 dage uden bad, som venter paa The Inka Trail, nok stadig bliver ret graenseoverskridende).

Om aftenen tog jeg med Alyssa og Leanne i byen - vi havde en super god aften, og jeg blev introduceret til nogle af deres peruvianske venner og veninder. I Peru er "nattelivet" hysterisk billigt - en mojito koster 8 kr., og alligevel er der dobbelt saa meget sprut i, som der er i DK. Jeg bliver stadig overrasket over prisniveauet hernede - det er simpelthen grinagtigt billigt. Det goer mig nu ikke noget - det er skoent :)! Paa den bar vi var paa, spillede en utrolig talentfuld jazz-trio; i det hele taget er live-musik noget, man goer det meget i hernede, hvilket er skoent for en musikelsker som mig. Vi kom hjem klokken 04.00 om natten og morgenmad var klokken 08.00 - den dag sov jeg til middag for foerste gang :)

Igen blev det mandag, og igen blev det hverdag. Bortset fra om torsdagen, altsaa. Der tog min spansklaerer mig nemlig med til et naerliggende lokalt marked - og saa var der ellers kulturchok for alle pengene. Udskaeringer af koeer, grise, hele hoens, kyllinger osv. hang fra kroge i loften ude i "det fri" - vi taler om en slags hal der blot er overdaekket, uden nogen form for koel overhovedet. Stanken var uudholdelig, men Roy - min laerer - fortalte mig, at ca. 50% af beboerne i Arequipa koeber deres foedevarer paa markeder - de fleste kender saa lidt til ernaering, at de ikke kan se det ulaekre i det. Endvidere er deres tarmflora aabenbart ogsaa vant til koed med bakterier, saa de bliver sjaeldent syge, naar de spiser det. Andre afdelinger af markedet - saerligt gangene med koed og groentsager, var derimod super interessante. Jeg koebte den del frugter, jeg aldrig havde set foer (selvfoelgelig alle med skrael) - og hold da helt op, de smagte godt... Vores udvalg af frugt i Danmark er altsaa noget soegt i forhold til hernede.

Om fredagen var det tid til at tage til Puno. Jeg tog af sted med Marie, en franskmand(?) fra sprogskolen. Jeg var ikke i skole om fredagen, da vi havde besluttet at bruge i alt 3 dage i Puno/Lake Titicaca. Puno ligger ca. 6 timers koersel fra Arequipa, og selve byen er egentlig ikke saa forfaerdelig interessant. Alligevel besoeger tusindvis af turister hvert aar Puno, og det skyldes, at det fra byen er meget let at komme til Lake Titicaca - verdens hoejst beliggende soe, som i oevrigt ogsaa er Sydamerikas stoerste. Foerste aften brugte vi imidlertid i Puno - mest paa at faa stillet vores sult, som var blevet ret stort efter en 6-timers bustur. Jeg smagte bl.a. "ceviche" fra foerste gang - en virkelig laekker peruviansk disk, som bestaar af raa fisk marineret i lime - ret lig nogle af de retter, Jamie Oliver viser i sine boeger, egentlig. Det var virkelig laekkert. Naeste dag tog vi en baad ud til oen Amantani paa Lake Titicaca - en sejltur paa over 4 timer! Paa vejen derud besoegte vi Lake Titicacas stoerste attraktion, "las islas flotantes" - flydende oer, konstrueret for adskillige tusinde aar siden, da dele af lokalbefolkningen i Puno oenskede at distancere sig fra de fastboende... Og saadan er det stadig i dag. Paa trods af, at der nu er en del turister, der besoeger oerne, er det stadig fuldstaendig som at rejse tilbage i tiden. De lever meget primitivt, som I kan see i galleriet "Lake Titicaca", og har i det hele taget valgt ikke at goere teknik til en del af deres liv - der er derfor heller ikke stroem paa oerne. Paa de flydende oeer bor i alt ca. 3000 mennesker, og der er faktisk tale om indavl - det er forbudt for dem at gifte sig med nogle fra fastlandet. Det var virkelig interessant at opleve, at der i 2009 stadig lever mennesker, der ikke har ladet sig paavirke af industrialiseringens mange fremskridt - overhovedet. Virkelig spaendende.
Amantani var imidlertid ligesaa spaendende. Her er ikke tale om en flydende oee, men om en "rigtig" oee - imidlertid er befolkningen paa Amantani ligesaa isoleret som befolkningen paa de flydende oer. Her bor omkring 1000 mennesker, og befolkningen paa Amantani gifter sig heller ikke med personer fra fastlandet. Da vi kom til oen, blev vi straks taget imod af en lokal kvinde - der soergede for logi til Marie, jeg og to andre franskmaend, vi moedte paa baaden herud. Paa oen har beboerne et turnus-system, der goer at de skiftes til at soerge for logi til de turister, der ankommer til oen. Vi betalte 25 soles (ca. 40 kr.) for 3 maaltider samt logi. Aldrig har jeg boet saa primtitivt foer. Vi taler lerhytter med et tag bestaaende af diverse plastikposer - og ingen doer. Alle familier paa Amantani bor under disse forhold; igen, fuldstaendig isoleret fra udviklingen paa fastlandet. Om eftermiddagen hikede vi op til oens store bakke/minibjerg, som meget sigende har navnet "Moder Jord". Herfra var der en fantasisk udsigt over Lake Titicaca. Paa trods af at der ikke var tale om et specielt kraevende hike sammenlignet med f.eks. Colca Canyon, var det alligevel langt haardere: Ved 4 kilometers hoejde bliver man forpustet, blot man gaar op af en trappe. Dagen efter skulle vi op klokken 04.00, da vores bus fra Puno gik klokken 13.00. Grundet de primitive forhold var der ikke bade eller noget, der ligner, hvorfor jeg valgte at tage bad i Lake Titicaca klokken 18.00 om aftenen. Aldrig foer har jeg proevet at tage saa koldt et bad - men det var det hele vaerd, for udsigten var fantastisk - det var netop, som solen var ved at gaa ned. Og saa er det ogsaa lidt sejt at sige, at man har badet i verdens stoerste soe, ikke? :-)
Vi gik i seng klokken 19.30, efter at have spist aftensmad under den flotteste stjernehimmel, jeg nogensinde har set - desvaerre var den umulig at tage et billede af. Men paa en oe uden stroem, er der altsaa fuldstaendig moerkt, naar foerst solen er gaaet ned - saa stjernene var den eneste lyskilde. - At sidde og drikke kokate og kigge paa stjerner paa en oe beliggende 4 timer fra fastlandet, er nok noget af det mest afstressende, man overhovedet kan foretage sig.

Op klokken 04.00 - med baad klokken 05.00 - og derefter tilbage til Puno. Ret intetsigende, skulle man tro - det er jo bare transport. Og saa alligevel ikke. Den eneste grund til at vi tog en baad saa tidligt var nemlig, at vi skulle naa en bus fra Puno til Arequipa klokken 13.00, og derfor kunne vi ikke tage med den normale "turistbaad" - i stedet skulle vi med de lokales baad. Her sidder man naermest paa skoedet af hinanden med faar og hoens mellem benene - super ukomfortabelt, men ogsaa noget, man ikke oplever hver dag - og netop derfor bliver man fuldstaendig ligeglad med alt, der hedder komfort. Paa gulvet i baaden var der saekke, der bevaegede sig - jeg ved ikke, hvad der var i, men cuy er et godt bud... Efter at have siddet klemt mellem to lokale i 4 timer, tog vi en ligesaa proppet bus tilbage til Puno (stadig i selskab med faar og hoens). Herefter tog vi tilbage til Arequipa, hvor vi ankom omkring klokken 21.00 om aftenen soendag. Netop derfor valgte jeg ogsaa at holde fri fra skole mandag; jeg var virkelig traet ovenpaa de mange oplevelser.

Den sidste uge hernede er gaaet stille og roligt. Alyssa og Leanne, der skal bo hernede i 8 maaneder, har koebt en lejlighed, da de ganske enkelt ikke kunne holde ud at vaere hos familien laengere - de flyttede ind i forgaars, og holdt derfor housewarming, hvilket var rigtig hyggeligt. I gaar holdt de saa afskedsfest, da de i gaar tog til junglen, hvor de skal vaere i to uger, og i den anledning havde de bestilt sushi fra en lokal restaurant - uden sammenligning det bedste mad jeg har faaet, siden jeg kom herned for fem uger siden. - Jeg ved godt, hvor jeg skal spise frokost i dag :)
I dag er det loerdag, og i morgen rejser jeg til Argentina, hvilket jeg glaeder jeg mig rigtig meget til. Tiden er gaaet virkelig hurtigt. Jeg er vild med Arequipa, og isaer glad for mit diplom fra sprogskolen, hvor der staar, at jeg har taget 84 timers "intermediate"-kursus i spansk. Jeg har ikke et sekund fortrudt, at jeg valgte at tage til Arequipa i 5 uger, og jeg har faaet mange flere oplevelser hernede, end jeg nogensinde havde turde haabe paa - mange af dem er helt sikkert nogle, jeg vil huske resten af mit liv. Alligevel er jeg dog nu frisk paa nye eventyr - og saa glaeder jeg mig selvfoelgelig rigtig meget til at moede kendte ansigter.

Jeg er imponeret, hvis nogle af jer naaede hele vejen hernede - i givet fald mange tak! Jeg haaber, at I har det godt derhjemme, og jeg vender frygteligt tilbage med mine oplevelser fra Argentina, saa snart jeg har mulighed for det :)

Hasta luego!
Mathias