Namaste til mudder og sved

10 timer I rismarker, mudder og badende sol. Først fridag i Kathmandu.

Mudderet fløj om ørene på os, da vi begav os ud på en rask cykeltur til den økologiske farm Søbogård. Helt svedig, med grå muddert ben, rødt ansigt og utallige besøg hos de lokale cykelmekanikere ankom vi. Stedet var som en oasis efter 6 timer på jernhesten. Gumlende og gnaskende nød vi den lækre mad med alle råvarer fra egen produktion. Med fyldte maver indtog vi naturen. Rismarkerne. Bjergene. Alt var skønt og idylisk. Trods mange afveje, en 4,5 times længere tur, ødelagte cykler og sved var det helt fantatisk. For at komme til farmen måtte cykelholdet på 6 personer overgive sig, til det vi vestlige er gode til. At betale os fra det hårde arbejde. Så 6 cykler og 5 personer op på en lokals ladvogn. Gloet blev der! Men frem kom vi. Dovenheden overtog os igen på tilbage vejen, da vi igen fik pejlet en lokal ind til siden og for 1000 Rupee (75 DKR). Fortroligheden med at cykle i Kathmandus vilde trafik indfandt sig hurtigt. Snart sussede vi ind og ud mellem biler, busser og motorcykler. Bilisterne har et helt vildt overblik. Dem der er bagved tager hensyn til de forreste. Der er en tryghed over det hele. Ingen frygt for at blive kørt ned! Vores første ladvognskørsel blev chaufføren stoppet af politiet. Er det nu en bøde? Men nej. De hjalp ham bare på rette vej. Her i Nepal er der virkelig ingen trafik regler og ikke på et eneste tidspunkt er jeg stødt på en lysregulering. Vores cykeltur på 10 timer kan kun bekræfte dette!