Profile
Blog
Photos
Videos
TIBET 2013
Et uventet gensyn
- Særligt tak til mine to rejsekammerater Sidse & Line! Tak for et fantastisk eventyr!
Det blev endnu engang tid til et eventyr. Jeg troede jeg vidste, hvad jeg fik og skulle forvente, men meget snart skulle alt vise sig anderledes. Her kommer beretningen om min tur til verdens tag - Tibet. (Se også billederne i albummet)
En lettere forpustet ung mand på 22 år stod mit i stuen og tjekkede, for sidste gang, at han havde husket alle sine ting. Penge, pas, tandbørste og varmt tøj. Det hele var pakket og klar. Navnet: Marco. Et godkendende nik med hovedet og et skub til døren - klar til det første skridt på vej mod de sneklædte bjerge og de blå søer. Endnu engang på vej.
Bussen var fyldt, så han måtte stå trægt og mast med sin store taske foran sig. Den kinesiske trafik er kaotisk og til tider uforudsigelig, men han var efterhånden vant til, at bussen pludselige kunne lave opbremsninger for at undgå biller som lavede indenomsoverhalinger, eller kinesere som ikke gad kigge sig for, inden de passerede vejen..
Fremme ved stationen købte han lidt snacks til turen. Da han tog til Tibet i 2011 fløj han dertil, men denne gang skulle han køre med tog. Turen ville tage to dage - den længste togtur han hidtil havde prøvet. Den gamle håndværker Nokia ringede, og fyndialekten var ikke til at tage fejl af. Ingen længe var de tre kammerater samlet. Faktisk var det ikke første gang de rejste sammen. Første gang besteg de Yellow Mountains utallige trapper, og siden også Beijings historiske steder og stræder. Line og Sidse - de rejsende.
Selskabet skulle først til byen Wuxi, hvorfra deres tog med sovekupeer afgik. En hurtig smuttur. Så hurtig, at da Marco havde fået Sidses rygsæk på plads i bagagerummet over sæderne, med stor besvær for ham selv og medpassagerene, fik han beskeden om at de var fremme - og så måtte den ned igen.
Fremme på Wuxi station blev billetterne til toget hentet, og aftensmaden bestod af mad fra KFC og en Red Bull. De stillede sig forrest i køen, som samlede sig foran gaten ud til perronen. I Køkultur en sjælden ting, og typisk vil kineserne prøve at komme foran på forskellige måder. Typisk vil de stille sig helt fremme ved målet, og på den måde flette sig ind foran dem, som står og venter. Toget ankom og alle steg hurtigt på.
Efter lidt besvær fandt de deres sovekupe. Der var 6 senge- 3 på hver side af det lille rum. De nederste med mere plads end de øvrige - dvs. i højden så man kunne sidde oprejst. Det varede dog lidt før de kunne smide sig på de okay bløde senge - for der lå kinesere i deres senge. Det tog lidt tid og en togkonduktør at få alle på deres rette plads. Marco fik den underste køje, Line den midterste mens Sidse fik den øverste, hvor airconditionen blæste kold luft ud. De andre i kupeen var et kinesisk par fra Shanghai, som skulle ud at vandre, og en dame som vi ikke så så meget til - hun sov om dagen og var vågen om natten. Marco lagde sig til rette og snart ændrede landskabet sig fra CTRL+C - CTRL+V byer til små landsbyer, grønt landskab og søer. Han lå på sin seng, og kiggede ud og så, hvordan det hele ændrede sig. Line og Marco gik på rov efter nogle øl - det var jo fredag, og afgangen skulle skåles i gang.
Han smilte lidt for sig, vendte sig om i sin seng, og lukkede øjnene. Følelsen af, at det skulle blive en uforglemmelig tur lunede, og snart som han. Han vågnede flere gange den nat pga. de mange lyde, og af lyset fra gangen. Der var nemlig ingen døre i kupeerne(Det var der kun, hvis man rejste luksus).
Selvom toget ikke fløj af sted så gjorde tiden det. Kortene blev blandet, og der blev spillet lidt af hvert. Dagen forsvandt hurtigt, og snar kunne han ane stjernerne på himlen.
Han rejse sig op i sin køje. Kløede sig lidt i det, efterhånden, lange hår. Hans øjne åbnede sig til et fantastisk syn. Ud over de øde, sneklædte sletter bredte der sig et orange lys. Solen var på vej op, og en sådan solnedgang havde han ikke set magen til længe. Den røde sol kiggede frem i det fjerne. Der gik ikke længe før solens stråler kastede sig ud over landskabet, og snart sås både dyr og bjerge, sletter og himmelblå søer. Hjertet bankede nu kraftigere. Han vidste ikke helt om det var pga. højdestigningen, eller om det var spændingen og fryden som var ved at tage over. Smukt og ubeskriveligt var det hele. De sneklædte bjerge spejlede sig i de himmelblå søer. Yakokser gik og græssede på de store sletter, og her og der sad en ensom hyrde. Eventyret var i gang - de havde passeret grænsen Tibet.
''Hvad med mig?'' Tænkte Marco da de to fynske piger blev vinket hen til en skranke. Han var nu efterhånden vant til, at folk troede at han var lokal. Han fik bøvlet sit pas frem, og de blev ført ud af stationen af en vagt. Hanførte dem hen til deres guide. De var fremme i Lhasa - Tibets hovedstad. 2 år forinden var han rejst af sted med en stor gruppe på 17 - hvad skulle han forvente denne gang, nu da de kun var 3?
Guiden Tashi kunne heldigvis tale engelsk rigtig godt, og de tre blev kørt til deres hotel, hvor de fik sig noget af en overraskelse. De havde forventet dorms, men de slog døren op til et værelse med 2 store senge og en madras på gulvet. Glæden var enorm, og endnu fejlede ingen noget.
Tashi ventede på dem i reception, og da de kom ned gik de over på en restaurant, hvor marco hurtigt kunne kende maden på menukortet. Han havde opholdt sig i Nepal og blev varm om hjertet da han så, at de havde Momos på menuen. Det er en slags dumpling. Han frydede sig, for han havde glemt, hvor fantastisk de smagte, og minderne begyndte at komme frem i hans hoved. Guiden fortalte lidt, og de lærte snart, at politik er et meget ømt emne, og at Tibet ikke ser sig som en del af Kina, men som et land og folk for sig selv - en tanke Marco rigtig godt kunne lide. Faktisk hadede de kineserne, og tibetanerne talerstadig deres eget sprog, mens en mindre del af dem kan kinesisk - også.
Tilbage på hotelværelset blev der lavet te, prøvet morgenkåber, og skrevet dagbog. Glæden var stor. Ud af vinduet kunne de at der lå en hyggeligtudseende restaurant over på den anden side af vejen.
Marco valgte madrassen på gulvet (den var lige så blød som sengene). Den blev kendt som hundekurven.
Kl. 10 næste morgen blev de 3 rejsende hentet og bragt til Potala Palace. Forinden havde de spist morgenmad på hotellets tag (En slags udestue) og terrasse. Morgenmaden bestod af spejlæg, bacon, toast, frugt og andet godt. Udsigten var fænomenal. Han havde glemt, hvor tæt på bjergene lå omkring byen, og fra morgenmadsbordet var der udsyn over byen og bjergene omkring den. Maden blev bare det bedre med sådan en udsigt.
Potala Palace var endnu ikke åbnet af de ankom, så guiden fortalte lidt om de pilgrimme som var i gadebilledet. De tre var nemlig kommet uden for turistsæson. I stedet var der pilgrimme over alt. De gik rundt om paladset med deres bedemøller på pind, og bad. De tre og Tashi gik med rundt, og snart kunne de mærke den næsten magiske stemning bland de bedende. ''Hvor er her dog dejligt'', tænkte Marco mens han så sig omkring. Stemningen var helt anderledes en sidst, og vejret var perfekt. Det var lidt køligtom morgenen, men han kunne mærke, at varmen var på vej. På deres vej rundt om paladset kom de forbi en park. Den havde han ikke set før, og den så ellers så dejlig ud. Den mindede ham om de danske skove i efterårstiden - om de gule efterårsblade og nøgne træer. Duften af efterår og den kolde vind mod kinderne. Hvor ville han gerne gå en tur i både parken, men også derhjemme! Tilbage til i virkeligheden skinnede solen, og snart kæmpede sig op af trapperne til Potala Palace, og stakkels Line måtte sande, at hun var blevet ramt af højdesyge. Det var hårdt at komme op af de mange trapper, og han kunne godt mærke højderne i hovedet, selvom han ikke denne gang havde fået højdesyge.
Da der ikke var særlig mange turister, var det lettere at se de mange Buddhastatuer og de 9 Lamaers grave. Der var generelt noget helt anderledes ved det denne gang, følte han. Munkende sad og messede eller gik rundt og ordnede lys og andre ting.
''Vi vil gerne spise lokalt''. Tashi valgte derfor at tage dem med om i en slags gårdrestaurant, hvor der var stillet borde og bænke op. Her var stemningen god, folk var glade, og de sad og nød både maden og solen. ''Hvor er her vidunderligt'' tænkte han, og tog endnu en bid af sine nudler. Efter maden gik de en tur igennem parken, og den var som han havde forestillet sig. De smukke træer, og en stemning af, at folk ikke havde så travlt gjorde ham afslappet og glad. Kineserne skynder sig altid. De skubber og maser sig frem fordi at 'tid er penge'. Men der i parken var der ro på. Ingen larm, ingen der skubbede og ville først. Ingen følelse af, at landet var besat. De passerede et sted, hvor man kunne smide en høne over hegnet og ind i en slags hønsegård.
De steg ud af bilen og foran dem lå Sera Monestray. Sidst Marco var i Tibet var han blevet så syg at han var røget på hospitalet, og var derfor gået glip af dette monestray. Derfor var han spændt på at se, hvad der gemte sig bag den store indgang. Sera Monestray fungerer som et slags collage for munke, hvor der også er hustles og debatter. Marco spidsede pludselig øre. Han lyttede og kunne gangske rigtigt høre klap. De tre og Tashi trådte nu ind på en plads, hvor der sad og stod rigtig mange munke. Munkende debatterede filosofiske emner om buddhisme. Den som står op stiller spørgsmål, og den som sidder ned må derfor forsvare/svare på spørgsmålet. Den udfordrende munk klapper og tramper i jorden når spørgsmålet er stillet som et symbol på at Wisdom & Method mødes. Marco kiggede sig omkring på pladsen. Selvom der blev debatteret livligt, var stemningen god, og munkene smilte og så ud til at nyde at debattere med hinanden.
Marco tog en dyb indånding, og kiggede ud over bjergene. Han stod hotellets tagterrasse, hvor de havde spiste morgenmad. Solen bader hoteltaget i lys. Sidse sad ved siden af ham og skrev dagbog. Line hvilede sig på værelset, og det havde været en god start på turen. Han vidst ikke helt, hvor han skulle starte, eller hvordan. Han tænkte på noget af alt det, Tashi havde fortalt. Han sad og nødt solen lidt inden han satte kuglepennen mod det hvide papir. På toppen af papiret skriver han
''Snart er alle stier åbne, så gå da af de sidste lukkede''.
Det hele har været så anderledes for ham. Byen og stedet de bor. Stemningen på gaden, de mange farver og de venlige tibetanere - det hele er vendt på hovedet for ham. Han huskede Tibet som et uhyggeligt sted, med militæret på hvert gadehjørne, øjne i nakken og facader som gemte på skidt og rotter. I dag lyser Tibet op, der er blevet farverigt. Han smil er for sig selv, kigger endnu engang ud over bjergene og nyder tonerne fra Doky Brothers Hope, mens han skriver de sidste begivenheder ned.
Døren knirkede og de tre trådte ind i et hyggelig stueligende rum. Tjeneren viste dem hen til et bord, og snart var stemningen høj. En mandag aften i gode omgivelser. Tibetanerne kiggede ind igennem vinduerne. Modsat kineserne vinkede og smilede de, da de gik forbi vinduet, hvor de sad. Marco spiste sin spaghetti med behag. Musikken, som spillede over højtalerne, mindede om irsk folkemusik, og han bestilte derfor en Tibetansk øl. Livet på toppen af verden var ikke så dårligt igen.
De gik en aftentur hen af den vej de boede på. Potala Palace var lyst op, men folk var taget hjem.
Line forblev syg, så Marco og Sidse tog med Tashi til Lhasas vigtigste tempel, Jokhang. Det lå lige om hjørnet så turen var på gåben. Her strømmede pilgrimme til, kastede sig ned og gled på maven i bøn foran templet. Andre brugte mange timer på at gå rundtom templet. Atmosfæren var ubeskrivelig. Da de gik ind igennem indgangen til templet kunne de høre den summende lyd af bedende buddhister, som stod i kø for at komme ind i templet. Det var en oplevelse i sig selv, og Marco havde mest af alt lyst til at blive stående og lytte.
Oppe fra taget kunne de se menneskemængden neden for. Templet havde været spændende at besøge, men for Marco virkede de ret ens. Solen bagte og vejret var perfekt til en gåtur. Først på taget af templet og derefter et smut i parken. På søen i parken lå der vandcykler, og pilgrimmene kom gående med deres bedemøller.
''Look here!''. De havde, sammen med guiden bevæget sig ind på et kæmpe marked, som solgte alle mulige forskellige ting. Alle ville have, at man skulle kigge i netop deres bod, og Marco, som ikke var den store shopper, gik let og fint hen over de fleste boder. Det var et enormt bygningsværk som lige var åbnet.
Guiden tog dem med om i det muslimske kvarter, og snart stod de i en butik, hvor de fleste ting var lavet af yak eller Yakuld. ''Facinerende..og vold dyrt'' var Marcos tanke da han stod med en hånddukke i hånden, og vendte prismærket.
Trætte i benene satte de sig udenfor på en bænk, og pludselig havde de to fynske piger fået en baby i armene. De havde været forbi markedet igen. Den smilede baby kiggede rundt, og pigerne smilede om kap med den lille. ''De løber med ham om lidt'' tænke Marco, mens han tog et par billeder af de tre storsmilende mennesker - hver med sin helt egen hårtype,
Vækkeuret ringede lidt tidligere den næste morgen. Turen skulle gå til Shigatse. Tashi og chaufføren ventede uden for hotellet, og da bilen var pakket kørte de af sted. Line var stadig syg af højderne så hun sov meget af turen.
En pibende lyd skar igennem det ellers så stille landskab. Marco, som havde stået og kigget ud over floden, vendte sig om og kiggede rundt. Sidse havde allerede fået øje på den. En lille pjusket hund kom til syne. Den var bange, men ville alligevel stadig gerne snakke. ''Stakkel lille hund'' tænkte Marco. Kiggede man rundt ville man se at der var meget skrald, hvor de stod. ''Nogen har nok efterladt den her'' tænkte han og så ned på den lille pjuskede hund. Den fulgte med tilbage til bilen, hvor Tashi tog den op, undersøgte den og besluttede sig for at tage den med i bilen.
Bildøren smækkede og vi kastede et sidste blik tilbage over skulderen på den lille hund, som da havde fået sig et nyt hjem. Guiden havde banket på døren til en gård, og en gårdkone havde takket ja til at tage den lille hund til sig. Marco var varm om hjertet. Af sted gik det, og svingene og kurverne var som han huskede dem - især med den fart bilen havde på.
Den blå farve skinnede og den kolde vind blæste mod hans ansigt som han sad der. Ved hans side sad line, og ved hendes sad Sidse. Han så ud over bjergene og ned til de blå søer.
Snart stod han nede ved den blå sø. Han lyttede. Ingenting. Slet ingeting. Det var underligt. Marco havde på det tidspunkt været i Kina i over 3 måneder. Et sted, hvor der aldrig er stille, og folk altid har travlt. Han lukkede øjnene og nødt stilheden. Han åbnede dem igen til de hvide, sneklædte bjerge og et par ørne som fløj rundt langt over ham. Endelig, ro.
''Du skal drikke det hele!''. Marco sendte posen med snacks videre og tog imod kruset med øl. Forinden havde Sidse og han været inde i et tempel, og var lige kommet ud, da Tashi vinkede dem over til sig. Han havde sat sig i solen med nogle damer - nogle ældre og nogen yngre. De havde hjemmebrygget øl og snacks med. ''Så skidt da'' tænkte han og tog koppen for munden. Smagen var anderledes. Lidt som øl med et tvist af gær og lime blev han enig med Line om - men han fandt det nu meget godt. Han havde allerede drukket lidt af et krus før, men nu skulle han selv drikke det hele. De gamle damer skålede med de rejsende og stemningen steg som de sad der i solen. De gamle damer var hyggelige, og Tashi oversatte for dem. Marco og Line var i godt humør da de igen sad i bilen og kørte det sidste stykke vej til Shigatse.
'' … '', mere kunne han ikke tænke for han nærmest rystede af kulde. Hotelværelset var rigtig lækkert, men der var lige koldt nok. Marco krøb sammen under dynen sammen med de to andre for at få varmen. Line var stadig sløj så aftensmaden fik hun kun en enkelt bid af. Varmen var ikke kommet tilbage da de tre kom tilbage til hotelværelset. Men snart faldt han alligevel i søvn for en stund.
Marco kiggede sig omkring i templet. Der lugtede som i alle de andre - af røgelse. Folk kom med deres kander og hældte smør op i lysende, og lagde penge ved de forskellige statuer. Uden for templet fandt de bilen, hvor Line lå og sov. Hun var stadig mærket af højderne og sov derfor hele turen hjem fra Shigatse til Lhasa.
''Hva fanden?!'' tænkte Marco. Deres nye hotelværelse var åbenbart et af de bedre, hvilket betød af badeværelsesvæggene var lavet af glas. Med et meget gennemsigtigt gardin for. Han stod og betragtede det et øjeblik. ''Saaaatan!'. De forsøgte at fikse det så godt som de kunne ved at hænge et ekstra forhæng op. Det dækkede okay, men der var stadig frit udsyn til toilettet. ''Jeg sætter mig bare uden for i stolene foran døren'' foreslog han. Ideen var de alle med på.
''Hvis vi går den vej så burde vi komme til stedet''. Sidse og Marco stod og kiggede på et skilt, som viste planen over byen. De havde været på markedet igen, men uden Line, for hun var stadig hårdt ramt og hvilede sig. De bevægede sig ind i de små gader og stræder. Der var ikke meget liv i starten, men langsomt dukkede der små lokale butikker og folk op. De købte æbler i en lokal butik. Jo længere de kom mod centrum, hvor templet lå, jo tættere blev folkemængden og den summende lyd af bøn. Gaderne snoede sig ind og ud mellem hinanden, og snart var de fremme. Folk gik stadig rundt om templet og bad. Der var mange butikker så der var nok at kigge på.
''Den tunsandwich I fik her den anden dag.. var den god?'' spurgt Marco Sidse. De sad igen på den lille lokale. De foregående dage havde været helt fantastiske, og havde givet Marco et helt nyt billede af Lhasa, og Tibet. Især guiden Tashis små historier om sit eget liv og livet i Tibet. Han havde flere brødre rundt omkring i verden, men blev selv i Tibet da hans mor havde brug for ham der. Marco kunne mærke, hvordan Tibet var forskellig fra Kina på rigtig mange måder. ''Jeg kommer til at savne det hele her'' var hans tanker den aften. Kineserne havde fx stillet en storskærm op i forbindelse med OL i Beijing. De havde sat den op så Tibetanerne kunne følge med, men ingen havde gidet se det fortalte Tashi.
De susede igennem landskabet igen og alt begyndte at blive hvid af sne. De øde sletter forandrede sig, og blev igen til triste, grå byer, hvor smoggen lå over. På rejsen hjem havde Sidse og Marco opfundet deres eget kortspil, og de havde slet ikke opdaget, hvor mange timer de havde siddet og grint og hygget sig. Kortspillet kaldte de for Snickers.
Toget rullede ind på perronen og snart sluttede eventyret.
Han satte nøglen i døren til lejligheden. Han smilte ved sig selv, for det havde været en fantastisk tur.
''De to fynske piger forstår virkelig at sammensætte en god tur'' tænkte han inden han faldt i søvn den aften. Hele turen havde givet ham et nyt billede af Tibet. Det var det hele værd. Han skød tanken om, at hverdagen startede allerede dagen efter, og drømte sig tilbage til bjergene og de smukke søer.
- comments