Profile
Blog
Photos
Videos
Siden Cristobal to af sted har tingene ændret sig ret meget.. Selvom vi kun var her 14 dagen mens han var her, kan man sagtens mærke forskel.
For det første så er alle vores møder blevet længere og længere og der er blevet flere af dem. I mandags (den 16) hvor vi skulle planlægge ugens forløb med børnene sad vi over 2 timer. Vi skulle ændre programmet, da vi er for få til at fortsætte på det program Cristobal var begyndt på. Manfred har overladt alt til Carimar, da han inderligt håber på at hun vil blive her i fremtiden. Problemet er bare at han forventer hun laver samme arbejde som Cristobal gjorde med koordineringen, men uden betaling.. det fungere jo ikke.. Så til møderne sidder vi alle og mangler en der kan tage styringen.. Maiken og jeg har forsøgt at hjælpe til, men når man ikke er uddannet lærer eller har særlig meget erfaring med børn og hvilke aktiviteter man kan lave med dem, så kan det godt være svært at lægge en plan for 3 måneder…
Ugen gik og det lader da også til at børnene havde nogle sjove timer heroppe, men de frivillige der arbejder med dem er frustreret…
I denne uge er der 3 frivillige der er færdig med deres ophold her, så nu er der kun 3 til at arbejde med børnene.
Manfred har ansat en til at undervise, hente børnene og kører dem hjem og hjælpe til med dem. Efter min mening er han helt ubrugelig… Han hedder Ruben og er også ansat til at undervise os i spansk.
Spansktimerne er blevet helt til grin.. Ruben har slet ikke forstand på at undervise og i sidste uge lærte jeg ingenting.. Spansktimerne skulle gerne bruges på at vi får snakket en masse spansk, men det eneste tidspunkt vi får lov at sige noget er når vi spørger om noget. I sidste uge ville han have vi skulle lære ordenes køn (hankøn og hunkøn) og det er altså noget man lærer som det allerførste når man lærer spansk - og derudover brugte vi 2 timer på at skrive alle grøntsager og frugter ned på spansk og hvilke køn de havde (de få ord jeg ikke kendte i forvejen kunne jeg selv slå op i ordbogen på 10 min). Waste of time!!!
Efter mange forsøg på at forklare ham at undervisningen skulle ændres, efter en snak med Manfred + et fælles møde i går morgens omkring undervisningen, er vi så småt på rette vej..
Hvis vi selv planlægger undervisningen, stopper Ruben i undervisningen når har begynde på alt muligt ligegyldigt, og selv giver os lektier får, tror jeg der er håb får at lære sproget… Jeg havde bare ikke forventet at det skulle være på denne måde..
Men det lader til at Mandred er glad for ham, da han er hans lille fejedreng og gør alt hvad han ber ham om…
Endnu et problem er Manfred. Selvfølgelig er han en rar mand, der bare forsøger at gøre sit bedste for at få tingene til at kører rundt, men han kan ikke gøre det alene. Og det der irriterer os mest er at han er en mand der ikke ønsker at tabe ansigt!
En af tingene er at han ikke rigtig kan se hvad der forgår omkring ham og hvordan vi har det og hvad vi har brug for.. Det er generelt bare småting som at købe pizza. I onsdag havde vi besluttet at hente pizza i byen og spise heroppe, da det var Stephanies sidste aften. Manfred kørte ned i byen med 2 frivillige og kom tilbage med kun 4 pizzaer til 14 personer, han ville ikke engang lytte til de andre om at 4 pizzaer slet ikke var nok til så mange. Det ente med vi kun fik 2 små stykker hver. Hans undskyldning var at han havde bedt dem om at skære dem i 12 stykker hver, men at de kun havde skåret 8, som om det gjorde nogen forskel. En halv time efter stod vi alle i køkkenet og lavede mad.
En anden ting der gik helt galt denne uge, var madindkøbet. Cristobal havde spurgt Maiken og jeg om vi ville stå får indkøbet, da vi kendte stederne han handlede ind. Det ville vi begge gerne, men efter Cristobal tog afsted, pladrede Manfred op om at 4 timers indkøb om fredagen slet ikke var effektivt, da han i stedet for bar ville handlede lidt ind i løbet af ugen (hvilket der stadigvæk blev gjort førhen også). Første dag han er nede at handle, var det eneste han kom hjem med 5 pakker brød og en vandmelon. Brødet er der ingen af os der gider at spise, så nu er fryseren fyldt med brød, ingen gider spise - og der er ikke plads til at købe kød ind, som er en af de ting vi ikke får særlig meget af.. Eftersom det fejlede for ham at købe ind i løbet af ugen, måtte han jo tage til market fredag morgen kl. 6 ligesom Cristobal altid gjorde. Vi ville næsten alle sammen gerne med på markedet, og Maiken og jeg ville gerne hjælpe ham, så vi var sikker på de rigtige ting blev købt ind (vi havde dog aftenen inden krydset en seddel af med alt det vi manglede + markedet med stjerner det som der skulle købes meget af). Kl. 5.50 fredag morgen er vi alle oppe og næsten klar til at tage af sted. Manfred sætter sig ud i bilen uden af sige nu, tænder den, og sidder bare og venter.. Da kl. er lidt i 6 er der 2 af de frivillige der går op til bilen, vi andre er lige på trapperne, men det ender med han kører af sted med kun de 2. Sure, frustreret og irriteret står vi andre tilbage og rystede på hovedet.
På vores fredagsmøde om eftermiddagen konfronterede vi ham med det, men det lader åbenbart til at han ikke husker ting på samme måde som os.. han troede åbenbart ikke vi skulle med, men som jeg sagde til ham, hvad skulle vi alle sammen lave oppe før kl. 6 en fredag morgen og hvorfor ikke lige sige "hey guys, Im leaving in 2 min"??
Hans tur til markedet tog ham 5 timer. Det betød at han var for sent hjemme til at der kunne laves frokost og spise til tiden og oven i købet kom han kun hjem med en brøkdel af det stod på listen….
I det mindste fik vi en god fredag formiddag ud af det os frivillige.. Efter Manfred kørte afsted uden os, besluttede vi os for at gå ned til byen selv for at spise morgenmad og hygge. Vi mødte Manfred ved bageriet og fik "befriet" de to andre frivillige der nåede at komme med ham.. Vi brugte formiddagen på shopping og fik købt ingredienser ind til kager vi ville lave i weekenden - kiksekage og cheesecake.
Med hensyn til arbejdet, så har vi da fået lidt at lave. Indtil videre har vi fået rettet alle deres projektbeskrivelser til (selvom vi måske ikke synes at alt der står er sandt). Det vi skal er så at skrive rundt til dem de samarbejder med, så beskrivelserne bliver opdateret alle steder. Vi skal også forsøge at finde nye kontakter bl.a. gennem universiteter i håb at blive mere synlig og få flere frivillige. Det er et stort stykke arbejde, da der er sådan ca. en million dokumenter vi skal kigge igennem, men i det mindste har vi da noget at give os til. Derudover er vi jo med til alle møder, skal sørge for at alle er glade, uddele rengøringen og lave madplan osv. Nogen gange kan det faktisk godt være ret meget, i forhold til hvor meget tid vi har. Mandag morgen har vi jo møde, tirsdag, onsdag og torsdag har vi spansk undervisning fra 9.30-12, så er der froskot og siesta fra 12-14, og så arbejder vi igen fra 14-17. Fredag formiddag er her vi må tage ned i byen og købe ind hvis vi mangler noget. Fredag eftermiddag har vi møde og rengøring.. Og derudover vil Manfred sådan ca. snakke med os og holde "møder" hver dag, så tid er der ikke meget af til selve arbejdet.
Og derudover er der mega varmt om dagen, så det kan være svært ar koncentrere sig, og det eneste sted internettet virker godt er i køkkenet så man bliver også tit forstyrret at de andre.. Hmm, brok brok brok, jeg ved det godt J
Så som i nok kan fornemme på dele hele, har det egentlig været en træls uge.. Fredag eftermiddag var jeg næsten klar til at pakke mine ting og rejse videre.. Heldigvis er vi flere om samme situation, og det hjælper at vi er sammen. Weekenden var virkelig tiltrængt og jeg så frem til nogle fridage, som skulle tilbringes med de andre frivillige. Det var sidste weekend for 3 af dem. Lørdag formiddagen brugte jeg på at oprette en bruger på en hjemmeside og uploade de forskellige projekter vi tilbyder, det hastede, da Manfred selv havde glemt at det skulle gøres. Om eftermiddagen spiste vi kiksekage som jeg havde lavet fredag aften. Jubii, en af de få kager man kan lave ugen en ovn! Den var et hit hos mange J
Senere to vi til Pacaraima, som er byen ved den Brasilianske grænse, så nu har jeg også været i Brasilien! Det er dog en meget lille by med kun en gade med butikker. Vi fik en drink, kiggede butikker og var ude at spise, dog uden succes. Prisen på maden var det dobbelte af Santa Elenas priser og slet ikke ligeså godt.. Vi tog tilbage til Santa Elena, hvor vi hørte live musik, drak drinks, og dansede Salsa og Merenga J
Søndag tilbragte vi på et hotel i byen som havde pool. Det var dejligt med lidt sol og tanning. Antonie havde fødselsdagen så om aftenen lavede han mad til os alle og vi spise hjemmelavet cheesecake. Weekenden gik alt for hurtigt og endnu en uge var i vente..
Hele mandag gik med møder igen igen.. og om eftermiddagen havde jeg fået nok… Så i stedet for at arbejde gik mig og Carimar en tur i skoven ned til en flod hvor vi badede, og fik os en lang snak om det hele… Hun synes heller ikke så godt om det hele, og hun er ligeså træt af det hele som os andre, da Manfred forventer at hun forbereder og planlægger alt arbejdet med børnene... Vi besluttede os for at snakke med Manfred om det, og det skete så tirsdag formiddag, hvor han åbenbart blev overrasket over at tingene ikke fungerede.. Jeg tænker bare at han burde vide at tingene ikke kører som de skal når vi mangler en koordinator….
Jeg er stadig frustreret og sidder nu og skriver denne lange brok i stedet for at lave noget…
Venezuela er dog stadig et dejligt land og vi er så småt ved at planlægge en tur til Salto Ángel (verdens højeste vandfald). Vi håber på vi kan komme af sted den første weekend i oktober. Det bliver dejligt at komme et par dage væk her fra og forhåbentlig komme tilbage med nyt energi J
- comments
Årets Leder 2012, Jensen's Bøfhus VBX Hold da op! Jeg troede Maiken var den nådesløse af jer 2 ;-D Jeg føler med stakkels Manfred og Ruben.. Men Saltó Ángel lyder smukt - håber I snart kommer derhen - og så må I ha et fortsat godt ophold, og passe godt på hinanden - savner jer!..