Profile
Blog
Photos
Videos
Endnu en uge er gået, og selvom det hele ikke er en dans på røde roser, så går ugerne alligevel - og vi overlever!
Egentlig er der ikke sket de store ændringer i forhold til sidste uge, da det største problem jo desværre er Manfred. Tyskere er ikke ligefrem de nemmeste at have med at gøre! I forhold til vores arbejde så kan det godt være svært at følge med nogen gange.. Han sætter os i gang med at lave noget som er ret ikke-lige-til-at-gå-til-arbejde, og forventer nærmest at vi er færdige samme dag, det er vi så ikke. Det resulterer så i at han kommer med flere opgaver - og inden vi ser os om har vi tusind ting at skulle gøre på samme tid! Og når vi så endelig prøver at arbejde kommer han hele tiden hen og skal snakke med os om hvor langt vi er, har vi noget færdig, hvad synes vi om det og det osv, eller også så virker internettet ikke - hvilket vi bruger til næsten alt vores arbejde..
Vi ville egentlig bare ønske at vi ikke behøvede at snakke med ham, men bare kunne arbejde. Meeen, det kan desværre ikke lade sig gøre, da vi behøver hans hjælp til at forklare os de forskellige opgaver han giver os.
Efter nu at have været her 4 uger, er der flere ting jeg har tænkt over og som jeg ikke synes så godt om. De første uger brugte vi på at opdatere deres projektbeskrivelser på flere forskellige hjemmesider, som Manfred samarbejder med, så de stemte overens med Aldeas de Paz's hjemmeside. Dette gav os muligheden for at få et indblik i de forskellige projekter. Dog satte vi spørgsmålstegn ved næsten alle projektbeskrivelserne, da vi ikke synes det stemte overens med virkeligheden. Til alle vores spørgsmål, havde han altid svar. Det viser sig at mange af projekterne kun kører hvis der er frivillige til det - og mange af projekterne som foregår nede i byen skal man sige man vil arbejde på man ansøger om at komme herned som frivillig, så Manfred kan nå at skabe en kontakt. Dette synes vi bl.a. ikke er udtrykt godt nok på hjemmesiden og flere frivillige er ankommet - herefter at finde ud af de ikke kan arbejde på det projekt fordi de ikke sagde det i forvejen.
Det er også et problem med de internships han tilbyder. Når man er i praktik skal der være en supervisor der lære dig det du nu er her for. Juliet fra England var her som intern på multi-media projektet, men der var ingen til at hjælpe hende med at lære alt udstyret og softwaren at kende - så alt dette måtte hun lære sig selv. Jeg synes også det er lidt det samme problem for Maiken og jeg. Nogen gange ville jeg ønske at der var nogen der lærte mig noget i stedet for at gøre tingene selv og selv finde løsninger på det. Måske Manfred ville bruge tid med os hvis vi spurgte, men egentlig så er har vi ikke lyst til at tilbringe mere tid med ham end nødvendigt. For mig er nogle af opgaverne han sætter mig til svære at fuldføre, da jeg ikke mener tingene jeg skal skrive er sande.
Noget af det han vil have os til at gøre er blandt andet and lave research på universitet og prøve at skabe kontakter, så vi kan komme på deres hjemmeside - både i forhold til internships, men også som volunteer. Men for mig er dette ikke et sted man skal tage i praktisk og jeg synes også at projektbeskrivelserne giver et forkert billede af stedet her. Derfor kan det være svært at skulle kontakte fx de danske universiteter og tilbyde dem noget man ikke selv står inden for.
I dag snakkede jeg med Belinda, som kun er her for en uge omkring hendes forestillinger om stedet da hun læste om det på nette. Og hun var overrasket. Når man ser fundationen from the inside så ligner det egentlig mere et fælles sted hvor man er samlet nogle unge fra hele verden. Hverdagene går med spanskundervisning, der er fælles madlavning, rengøringslist, kæmpe udendørsområde med pool og volly/fodboldbane , vi hygger om aftenen, spiller spil, ser film, osv. og 3 gange om ugen, 9 timer i alt bliver der hentet børn fra landsbyen op til fundationen, som de frivillige så bruger noget tid på at lege med, lære dem engelsk på sjove måder og lave kreative ting.
Men på hjemmesiden ser det som sagt ud som om der er en masse ting i gang hele tiden, og efter min mening kunne man på så mange måder sagtens få stedet til at gøre endnu flere forskelle for de børn og unge der bor i landsbyen end blot 9 timer om ugen. …
Børnene er valgt ud og det er de samme der kommer hver uge. I dag kom der fx kun 3 børn herop, da resten enten var i skole eller ikke var hjemme. Det der var forberedt til 10 børn kunne derfor ikke gennemføres med kun 2 børn (en af dem var kun med for at ride på hest). Det er så ærgerligt når man tænker på hvor mange børn der sikkert gerne ville bruge deres tid heroppe sammen med de frivillige.
Efter mange klager og brok over Ruben, vores spansklærer, da han simpelthen ikke kan finde ud af at undervise, er der endelig sket lidt. Carimar har fået lov til at undervise os, dog stadig med Ruebens tilstedeværelse. Manfred tør åbenbart ikke at sige til ham at han ikke skal undervise os mere, da han er bange for at han så ikke vil kører børnene op og ned hver uge. Vi havde vores første time i går og det var tusind gange bedre og Rueben blev fuldstændig sat af og sagde næsten ingen ting. Begynderspanskholdet sagde at de lærte mere i går en de havde lært de sidste 14 dage… Og det gode af det hele er at Carimar meget gerne skulle blive betalt for det!
En anden ting der er lidt et problem er madet. I mandags tog jeg så diskussionen med ham, da det er mig der nu skal stå for indkøbslisten og maduddelegeringen i løbet af ugen fremover. For det første så havde jeg krydset listen af (vi har en fast liste med de madvarer vi generelt køber hver uge) med de ting der skulle købes ind fredag morgen på markedet. Ingen af os gider at tage med efter hans opførsel sidste fredag, hvor han kørte uden os alle sammen.
Da han så kom hjem havde han ikke købt alt jeg havde noteret - og når jeg spurgte ham hvorfor han ikke havde købt det var hans kommentar "det stod da ikke på listen" - jeg kunne have slået sådan en i hovedet på det tidspunkt. Derudover var de mængder han havde købt ind slet ikke tilstrækkelige til 11 mennesker til en uge. Her var hans kommentar at han hellere ville købe grøntsager igen i løbet af ugen af de så kunne holde sig friske længere tid. Og fair nok, det synes jeg jo også er en god ide…
Jeg skulle blot give ham en seddel hvad vi manglede en dag før der skulle handels ind. Søndag aften er alle grøntsager spist og jeg skriver en seddel med alt hvad vi mangler og hænger den på dens plads. Mandag morgen spørger jeg om han har set den og giver ham sedlen. Han blev overrasket og kunne slet ikke forstå at vi allerede havde spist alt det han havde købt ind. Det var her diskussionen startede. I en time prøvede jeg at forklare ham at mange af os frivillige er vant til at spise sundt og derfor gerne vil havde grøntsager både til frokost og aftensmad og ikke bare ris, pasta og brød, som han altid køber masser af. Så 10-15 stykker grøntsager til rådighed pr. dag til 11 personer til 2 måltider om dagen er bare ikke nok! Oh good, hvor kan han ikke forstå det! Derudover måtte jeg forklare ham at fordi alt var væk efter 3 dage, var fordi vi for første gang siden vi kom faktisk alle sammen har spist hjemme alle dage og alle tre måltider. De andre weekender har vi brugt af egen lomme og spist ude. Men vi betaler trods alt rimelige mange penge for være her - og med 3 måltider incl. 7 dage om ugen.
Langt om længe sagde han ja til at købe mere ind, men jeg blev så tvunget til at skrive ned hvor meget af hver han skulle købe så det ville være nok til fredag. For mig er det svært da jeg ikke er vant til at købe ind til så mange, det er trods alt ham der har haft stedet i 10 år og er vant til det.. Men nå, jeg forsøgte mig - og han fik da også handlet det meste det.. Men åbenbart er det kun muligt at få friske grøntsager hver fredag, så hvad er pointen i at købe det ind 2 gange om ugen i stedet for hver fredag hvor man er sikker på at kan få det hele???
Derudover har vi også haft en snak omkring madlavningen. Fordi der bliver købt lidt af det hele ind af grøntsager gør det, det svært at lave specifikke retter. Han siger at der skal serveres enten bønner, ris eller pasta til frokost for at folk kan blive mætte. Dette betyder at det virkelig er svært at variere måltiderne, da det tit bare en ris og bønner blandet med forskellige grøntsager. Det smager godt, men man bliver træt at det i længden.
I fredags skulle vi 3 danske piger så lave mad og vil ville gerne lave noget anderledes. Så vi lavede kartoffelmos, grøntsags frikadeller og rød-og hvidkål steget på panden. Alle var vilde med det - men Manfred sagde at sådan skulle vi ikke lave mad, da der altid skal være ris, bønner eller pasta så man kan blive mæt…. Hvad fanden gør kartofler så???
Når man tænker over det, så ville stedet her være et fantastisk sted at være hvis blot det havde en anden ejer. Det er så ærgerligt at han gør det så træls at være her. I mandags ved bordet snakkede vi om touragencis fra byen og om én vi havde hørt en masse dårligt om fra de tidligere frivillige. Manfred blev ret irriteret over det, da han mente det blot var rygter da han ikke havde hørt noget om det (men det er jo klart at frivillige ikke fortæller ham om dette, når ingen kan lide ham). Maiken og ham diskuterede og afbrød hinanden hele tiden for at komme igennem med det de gerne ville sige. Det ente med at han sagde at han ikke kunne lide den måde Maiken hele tiden afbrød ham på og at han havde et problem med at hun gjorde det (det var vidst generelt ment). Maiken blev ret ked af det og var klar til pakke hendes ting og tage væk… Han har dog sagt undskyld, men siden har de faktisk nærmest ikke snakket sammen…
Men på trods af at vi er godt træt af ham har vi altså også mange gode oplevelser. Hver aften sidder vi sammen i køkkenet, snakker om alverdens ting, spiller spil eller ser film.. I fredags tog Carimar, Maiken og jeg ned på backpackers for at høre live music.
Lørdag var Carimar, Maiken og jeg nede i byen for at få tilbud fra forskellige steder om en tur til Salto Ángel. Priserne er uheldigvis lige steget, da det er højsæson lige nu. Ellers fik jeg slappet af og læst. Søndag tog Manfred os med hen til et vandfald og naturlig svømmingpool, hvor vi tilbragte nogle timer. Desværre er det kun godt at være ved disse pool mellem kl. 10-13, da der eller er en million puri-puri (ala myg). Så da vi begyndte at blive angrebet af dem tog vi hjem. Noget af vejen hjem fik vi lov til at sidde på taget af bilen - hold op det var sjovt, men os lidt vildt, 80 km/t! Øjeblikke som disse er Manfred egentligt en okay - desværre er der bare alt for få af dem.
Maiken og jeg forsøger da også at holde os i form ved at løbe et par gange om ugen og styrketræne lidt. Indenfor den sidste uge har jeg faktisk løbet hele 8 km 2 gange og det er altså på ujævnt terræn og de sidste 1,5 km er altså opad bakke. For første gang i mit liv har jeg nu været bange for hunde.. Der er et sted når vi løber ned at der tit er hunde der gør helt vildt og løber efter os. Den anden dag kom den ene hund så tæt på at den faktisk rørte mit ben med dens mund - heldigvis fik den ikke ordenligt fat. Det er ret psykopatisk faktisk og mit hjerte banker altid ekstra hurtig når vi skal forbi det sted…
Maiken er desværre blevet skadet med sit knæ nu, men vi håber på det snart går over.
En ny uge er startet og vi har endnu ikke helt styr på vore angel falls tur. Forhåbentlig kommer der snart styr på det. Lige nu er vi så i det dilemma at Carimar i dag sagde at hun ikke kunne låne pengene til at tage med af sin far. Hun er den dejliste pige og vi vil alle gerne have hende med på denne oplevelsestur. Vi er flere der har tilbudt at låne hende pengene og jeg har også snakket med hende om det for noget tid siden omkring. Hun er bare ikke så glad for at skulle låne.. Jeg håber virkelig hun tager med så kun kan se noget af sit eget lands smukkeste natur :)
Håber i alle har det godt i DK!
- Tina
- comments