Profile
Blog
Photos
Videos
Der er efterhånden ved at være noget siden jeg har postet noget her på siden. Det er der flere grunde til men den vigtigste er at jeg må indrømme at der rent jagtmæssigt ikke er sket det store...
Efter mit ophold hos Paapi (Maorien jeg mødte på min første tur). var jeg så uheldig at være indblandet i et mindre trafikuheld. Selvom der ikke var nogen der kom noget til gik der herefter hurtigt næsten to uger på at få min bil repareret og få styr på forsikringen.
Undervejs mødte jeg Cawkie og NIgel, der begge er kiwier, på ferie fra deres arbejde i minerne i Australien.
Cawkie havde netop hentet en ny riffel hos en bøssemager, en Remimgton 700 cal .338 Lapua Mag., snakken begyndte hurtigt og det endte med at jeg blev inviteret med på skydebanen dagen efter, hvor vidunderet skulle prøves af.
Og hvis jeg eller havde lyst havde Nigel også noget jord med kalkuner jeg kunne jage, mens jeg ventede på min bil.
NIgel bor fast i Australien med sin kone Pauline, men har et mindre hus lidt uden for Opotiki, hvor han opholder sig når han er på ferie i NZ.
"Feriehuset" eller "The man cave" som Nigel omtalte det bestod af et grundplan med betongulv, indrettet som værksted og garage og en mindre lejlighed på første sal.
Jagten i sig selv var ikke den store udfordring. Det hele foregik på et stykke åbent land med kvæghold, temmelig kuperet. Kalkunerne jeg stiftede bekendskab med reagerede kun på de kunne se "lige nu" og når de blev stødt fløj eller løb de et par hundrede meter, og ti minutter efter havde de glemt alt der foregik omkring dem.
jeg fandt hurtigt ud af at det nemmeste var at gå til dem oppefra, skjult af en bakkekarm, krybe op til så langt terrænet kunne holde mig skjult, og så lige så langsom "vokse fri" af bakken, og skyde denne dummeste i flokken der lige skulle have et ekstra kig, før den fløj...
Efter den første kalkunjagt returnerende jeg godt gennemblødt af regn og med de tre kalkuner jeg kunne nå inden det blev mørkt.
Så snart jeg kom tilbage til huset insisterede Nigels søde kone Pauline på at jeg i det mindste fik et varmt bad og noget tørt tøj på, og så kunne jeg jo også ligesågodt spise med.
Til maden hørte et ordenligt læs bajere, og jeg gjorde mit bedste for at følge med i minearbejdernes tempo, hvilket da også resulterede i at det hurtigt blev helt uansvarligt at køre tilbage til byen. Derudover var NIgel og Cawkie et par fine gutter, og Pauline forkælede os helt vildt, så jeg tog imod et tilbud om at overnatte i garagen sammen med Cawkie.
Jeg endte med at blive lidt over en uge mens jeg ventede på min bil og fik tiden til at gå med jagt på kalkuner, og en enkelt, forgæves, tur efter Red Deer.
Enten var brunsten overstået ubemærket eller også var den ikke gået i gang, og selv om jeg denne gang rent faktisk så en hjort, hørte jeg ingen roar.
Mens jeg boede hos Nigel introducerede han mig for en proffesionel jæger han kender, Gerry.
Gerry arbejdede som selvstændig "contractor" for DOC og regulerede primært svin og geder med sine tre ansatte: Steven, Tom og Tommy.
Som nævnt tidligere har jeg haft en del problemer med min bue og mit sigte og, skulle det vise sig, også min streng,
Gerry kendte en meget kompetent strengmager i Auckland, han mente ville kunne se på min bue. og så havde han ovenikøbet selv et to uger langt job ved Hunua Ranges lige syd for Auckland, og jeg var velkommen til at komme med.
Muligheden for at komme med en professionel jæger på job kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til, så jeg kørte derop til den anden uge af deres kontrakt.
Gerry tog mig med til en buemekaniker i Auckland og han tog et kig på min bue. Jeg fik kort før jeg rejste fra Danmark skiftet min streng hos buegrej.dk, og efter ca. 500 skud begyndte den allerede at se meget slidt ud!
Buemekanikeren var da også mildest talt rystet. Strengen var efter hans udsagn ALT for tynd til en 70 LBS compoundbue, nock-pkt var helt i skoven og Peep sigtet var ikke bundet fast! det kunne simpelthen flytte sig op og ned...
Jeg har ikke kompetencerne til at bedømme en god streng, men jeg er nu af den overbevisning at indehaveren af buegrej.dk heller ikke har.
Jeg blev ved Gerry i en uges tid, mens jeg ventede på min bue. Tiden her var til gengæld ikke helt spildt spildt. Jeg "kom med på arbejde" hver dag og fik prøvet den berømte og berygtede vildsvinejagt med kniv og hund...
Men jeg havde stadig ikke skudt noget nævneværdigt med buen, og tiden gik hurtigt. Red deer brunsten var ved at være slut og jeg skulle bruge en plan for resten af turen.
Den kom Gerry med. Han anbefalede at jeg tog til Sydøen og skød Tahr.
og han gav mig endda et spot man kunne komme til uden helikopter og uden at gå sig selv ihjel.
Næste indlæg bliver om tahr jagt i bjergene, hvor jeg endelig for noget med buen:)
- comments
Christian (og far) Flot historie Mads. Godt at høre, at der er udbytte af jagterne.
Mads RAhbek Det skal ikke altid være lige let. God beskrivelse, hvor er billederne :-)