Profile
Blog
Photos
Videos
Efter at have haft en hel del problemer med min bue på nordøen, havde jeg besluttet at prøve sydøen af. Jeg havde nogle fantastiske oplevelser ved Gerry (den professionelle jæger), men jeg var blevet godt og grundigt træt af at mose mig igennem scrub og bush, og bruge timevis på at kravle rundt i slyngplanter. Derudover havde jeg efterhånden indset at hvis man skal jage i den slags scrub skal man enten kende området særdeles godt, eller (som de fleste kiwier) medbringe hunde.
Jeg havde ingen af de fordele, og dertil kom at min rækkevidde med buen er begrænset til omkring 50 yards.
Jeg besluttede mig derfor at for at gå all-in på tahr. Tahr lever i åbent terræn i bjergene. De græsser på skråningerne over trægrænsen og gemmer sig i "bluffs" eller ufremkommelige klippeformationer i bjergene når de føler sig truet eller hviler.
Det første spot jeg ville prøve var det Gerry havde anbefalet. Det lå på vestkysten ved Fox Glacier. Jeg fik aldrig en tahr i dette område, men blev en hel del klogere…
Vestkysten på Syd-øen er berygtet for sit vejr. Den fremherskende vindretning er fra vest mod øst, hvilket betyder at fugtig luft fra havet blæser ind over bjergene, køles ned og fugten smides som regn. Masser af regn.
Regnen i sig selv er ikke noget stort problem, men den kan forvandle små streams til totalt impassable floder på en halv dag, og i et land med så mange floder og streams som NZ er det et stort problem. Det kan hurtigt afkorte (eller forlænge) en tur betydeligt.
Dertil kom at regnen typisk fyldte toppene, altså der hvor tahr'en hænger ud, med tåge.
På min sidste tur ved Fox havde jeg boet fire dage ved en DOC hytte cirka fire timer fra det område hvor jeg gerne ville jage, mens jeg håbede på bedre vejr. Det havde pisset ned siden jeg kom, og jeg havde brugt dagene på at se efter om der skulle være et Red Deer der på en eller anden måde ikke var skræmt fra vid og sans efter roar jagten.
På min sidste aften i hytten havde jeg netop besluttet at hvis det ikke holdt op med at regne ville jeg gå ud og lægge en ny plan. Jeg havde allerede spildt næste to uger i området, med et vejrsystem der bare ikke ville passere.
Mens jeg stod og gloede ud i regnen kom der pludselig to gutter vadende ud af den silende regn. De var blevet fløjet ind med helikopter næsten 20 dage før og havde været inde efter tahr endnu længere oppe ad floden. Også uden held.
Jeg svarede på spørgsmål om track'et ud til vejen (som jeg efterhånden kendte temmelig godt). Mens vi snakkede tænkte jeg at der sgu var noget underligt "Villy-Søvndalsk" over deres accent, og det viste sig efter 5 minutters gebrokken engelsk at de her gutter talte udmærket dansk, hed Jeppe og Karl og i øvrigt kom fra Horsens!
Jeppe og Karl overnattede i hytten, og dagen efter gik vi sammen ud og tjekkede ind på et hostel i Fox, hvor jeg efterhånden, desværre, var et kendt ansigt.
Jeppe, Karl og jeg gjorde et sidste forsøg på at komme ind i bjergene ved Fox, men måtte vende om da vejret blev om muligt endnu dårligere!
Noget slukørede besluttede vi os for at prøve et helt andet sted. Karl havde hørt om et område tæt på byen Twizel lidt mod syd. Twizel ligger på øst-siden af bjergene, og har derfor generelt bedre vejr.
Efter et stop i Queenstown kørte vi et par dage senere til Twizel. Karl havde skaffet et spot fra et par danske bekendte. Et sted hvor vi angiveligt skulle kunne gå ind på en enkelt dag.
Vi tjekkede ind i Twizel dagen før turen og brugte dagen på at udfritte det lokale DOC kontor om oplysninger om området, og på at få kontakt til en lokal farmer, hvis jord vi skulle krydse for at komme ind i jagtblokken.
Dagen efter satte vi af sted mod toppene. Området vi gerne ville jage i lå under ti Km, men til gengæld 1800 brutale højdemeter, uden tracks, fra hvor vi kunne parkere bilen. Spottet hvor vi ville campe lå ved en lille bjergsø, omkranset af en ridge på tre sider ca. 100 højdemeter over vandspejlet.
Humøret var højt og vi mente nok at vi kunne nå frem på en halv dags hård march.
Den indledningsvise del af opstigningen gik let vi drak vand ved foden af bjerget. Karl og Jeppe mente at det måtte være rigeligt til resten af turen og jeg tænkte at hvis jeg fyldte min 700ML drikkedunke, måtte det kunne gøre det…
Det første par timer af opstigningen kunne vi gå direkte på ridgen, stigningen gjorde det nødvendigt at "zig-zagge" lidt, men ellers var det relativt let.
Efter cirka to timer blev ridgen ufremkommelig og vi blev tvunget ned på skråningen. Herefter blev turen en ren forhindringsbane af bluffs og slips vi skulle over og under. For første gang på turen overhovedet løb vi også tør for vand. 700ML rækker ikke langt til tre mand. Efter to timers kæmpen og klatring på bjergsiden så det ud som om at vi kunne komme ned og gå i en lille valley hvor streamen fra bjergsøen løb ned af bjerget løb.
GPS'en sagde sølle 800m og det var godt, for der var efterhånden ved at være udsolgt. Terrænet i valley'en var stadig stejlt, meget stejlt, og underlaget bestod af store tuer af græs og et lag af græs med ca 50 cm sne med isskorpe.
Det betød at vi konstant gik gennem isen og måtte trække støvlerne gennem sneen. Til gengæld slap vi for den ensidige belastning ved at følge skråningen.
Vi brugte en time på de sidste 800m og nåede plateauet ved bjergsøen ca. 30 minutter før mørkefald, totalt færdige og godt og grundigt dehydrerede.
Jeg kiggede på mit ur og havde svært ved at forstå at vi kun havde gået i 5timer og 3 minutter…
Så snart vi ankom, udnyttede vi varmen i kroppen til at slå telte og få hentet vand til saft og vores frysetørrede rationer, og gik derefter direkte i posen. Her kom vi i øvrigt til at tilbringe en hel del tid de næste fem dage. Vi konstaterede hurtigt at vi var på grænsen af hvad vores udstyr kunne klare og tilbragte tiden fra kl. 1800 til dagen efter kl. 1000 i vores soveposer, de efterfølgende fem dage. Kulden tog også alvorligt indhug i vores proviant. Vi spiste halvanden gang hvad vi plejede dagligt på de andre ture, og havde heldigvis pakket mad til 10 dage.
Første jagt
Dagen efter vores ankomst gik vi de sidste 100 højdemeter op til ridgen for at se på området, og prøve at lure tahrernes dagsrutine.
Så snart jeg nåede rigden spottede jeg en stor sort klump på ca. 500 meters afstand, og tænkte egentlig først at den var "for nem" at få øje på til at det kunne være et dyr. Et kig i kikkerten afslørede imidlertid at det var en bull i vinterpels, og oven i købet en stor bull!
Vi rykkede hurtigt hen over ridgen for ikke at komme i silhuet mod horisonten. Vi sad nu mellem to store udløbere der ramte vores ridge højt, og løb ned i en creek. Den store bull og stod på skråningen af den solbeskinnede nordvendte udløber og et kig i kiggerten afslørede flere hundyr og et par yngre bulls i den brune sommerpels.
Karl og Jeppe ville gerne blive på skråningen med deres rifler, i håbet om af dyrene ville bevæge sig mod ridgen, men jeg besluttede mig for at tjekke et par bluffs med buen på den modstående udløber.
Efter at have bevæget mig gennem et par bluffs uden at se dyr, begav jeg mig mod den sydvendte skråning igen. Jeg var noget ned på højde med dyrerne og bevægede sig langs skråningen i skyggen af den modstående udløber og med solen i ryggen.
Bull'en havde smidt sig i noget græs og tog en slapper i solen. Jeg lavede rute til ham i kikkerten, og håbede på det bedste…
Jeg nåede ind på 150m før jeg kom ud i solen, og blev hurtigt "piftet" af et af hundyrene. Bull'en tog af øjeblikkeligt. Han var ikke blevet stor af at tage chancer…
Dyrene havde simpelthen haft den lavtstående sol i øjnene, og kunne ikke se mig før jeg kom i silhuet.
Jeg så til gengæld at et par dyr forsvandt ind i et bluff 300 meter længere henne af skråningen. Jeg besluttede mig for at give dyrene tid til at falde til ro, og prøve lykken der.
Efter en skraber i solen på bjergsiden gik jeg til bluff'et oppefra. Bluff's er generelt svært tilgængelige, til gengæld kan man som regel bevæge sig lydløst, hvis man ellers udgår at vælte løse sten ned ad skråningerne.
Efter 5 minutter ned gennem bluff'et kunne jeg se et lille fladt stykke. Og lige midt på den stak hovedet af et tahr kid op!
Jeg vurderede t jeg ville kunne bevæge mig derned skjult af klipperne. Næste gang jeg kunne se den ville den være på skudhold, hvis den ellers kunne sove gennem min klatretur nedad…
Efter en del klatring stak jeg hovedet frem bag klippen og fik lidt et chok da jeg så tahr kiddet igen. Denne gang viste afstandsmåleren 22 m, noget nærmere end jeg havde troet da jeg begyndte min nedstigning. Men kiddet lå ned, var et lille mål. Og jeg stod dårligt…hvis jeg lige kunne nå lidt længere ned kunne jeg stå meget bedre. Jeg flyttede mig ganske lidt og det ellers sovende kid forsvandt i en bevægelse! Fandens, for at have noget at slå mig selv ekstra hårdt oven i hovedet med tog jeg en afstand igen, 17 meter!
Godt skuffet over ikke at have taget skuddet på 22 meter begyndte jeg opstigningen mod ridgen og vendte herefter snuden mod lejren.
Tahr med riffel
Dagen efter var jeg på skråningen igen. Denne gang sammen med Jeppe og hans riffel. Karl havde skudt en flot bull aftenen før. Jeppe havde ikke fået noget, og var meget interesseret i den "rute" jeg havde fundet til den store bull.
Vi var kommet af sted en halv time senere end dagen før, så da der var knap 300 yards tilbage kom vi ud af skyggen. Jeppe var ikke fortrolig med at skyde på den afstand, i hvert fald ikke liggende på skråningen, så efter en del masen med at få ham understøttet med sten osv. Fik jeg riflen og skød tahr'en. Jeppes .270 WIN er noget nær den perfekte kugle til tahr, med en meget flad bane. Bull'en fik en bladkugle, men gik i brædderne i skuddet, hvilket fik mig til at frygte at jeg havde ramt ham i rygsøjlen, så da han sekundet efter rejste hovedet satte jeg en kugle i halsen på ham.
Ikke en tahr med bue, men stadig en spændende jagt.
Tahr med bue
Efter endnu et par dages jagt besluttede jeg mig for at prøve at jeg på en anden ridge. Stedet hvor jeg skød bull'en med Jeppes riffel var simpelhen for åbent. Om aftenen dagen før, havde jeg haft en lige ved og næsten chance da, jeg i sidste lys overraskede et hundyr i et bluff på 30 meter. Jeg havde klatret en del og havde derfor ikke pil på strengen, og bevægelsen af min hånd blev for meget for hende.
Jeg var gået ind i samme område og denne gang kom der en pil på strengen hver gang det var bare næsten forsvarligt.
Jeg havde fulgt en ridge i en ti minutters tid, på vej mod et bluff, der vendte ned mod vores lejr. Underlaget var sten, og når jeg holdt mig til at træde på de store, kunne jeg både bevæge mig helt lydløst og relativt hurtigt. Efter 10 minutters gang fik jeg øje på et hundyr ca. 70 meter ude. Det lykkedes mig at bevæge mig ind på 50 meter og jeg skulle lige til at skyde, da jeg så noget bevæge sig ud af øjenkrogen. Lige på min højre side i starten i bluff'et stak der et par horn op over en klippe, 3-5 meter fra mig. Jeg knælede ned på stedet og overvejede et sekund hvordan det skulle gribes an. Jeg blev enig med mig selv om at jeg ikke kunne flytte mig mere. Trak buen knælende og rejste mig langsom op.
Bull'en frøs i det sekund jeg kom op over klippesiden og jeg satte en pil hvor halsen rammer kroppen. Jeg nåede lige at se ham tage af sted med blodet strømmende ned af siden, og følte mig allerede ret sikker på at den ville forende hurtigt. Jeg begav mig langsomt ned af klippesiden mod det sted 30 meter under mig hvor han forsvandt ud af syne. Kom op på en afsats og kiggede ud over siden. Min første indskydelse var at kigge ned i bunden af slippet, hvor jeg mente bull'en ville ende hvis han var forendt, uden resultat. Så kom jeg til at kigge lige ned, og der, lige under mine fødder 2 meter nede stak lidt pels ud fra klippen!
Bull'en var anskudt og ikke død. Jeg prøvede desperat at bevæge mig frem og til siderne for at komme til skud. Men udanset hvor langt jeg lænede mig frem kunne jeg ikke komme til at se mere end en 5-10 centimeter af hans ene side. Han måtte stå på en hylde i klippesiden. Min eneste mulighed var at komme under ham.
Jeg bevægede mig langsomt ned af klippesiden, bull'en hørte mig og begyndte at pifte af mig. Men han flyttede sig ikke. Enten gik jeg på hans eneste adgangsvej (hvilket er usandsynligt taget i betragtning af hvor adrætte tahren er på en klippesid), eller også var han for hårdt såret. Jeg kom rundt om en klippe og stod nu lige pludselig ansigt til ansigt med bull'en. Jeg trak buen i en hvis fart og satte en pil lavt i brystet lige forfra på 5 meters afstand. Bull'en tumlede øjeblikkeligt ned af klippesiden, med taktfaste pulsslag af blod sprøjtende ud fra pilen i hjertet, og stoppede første efter 50 meters glid og fald ned gennem bluff'et. Denne gang var jeg sikker, helt sikker! Jeg havde fået min første tahr med buen.
- comments
Mads RAhbek fed historie. træk os slip
Rene Det er spændene læsning. Tænker jeg må afsted på et tidspunkt. Glæder mig til at høre mere når du kommer hjem