Profile
Blog
Photos
Videos
Så er første tur i bushen overstået. Jeg havde valgt et område jeg havde fundet på The Departmant Of Conservation (DOC) hjemmeside (NZ pendan til Skov og Naturstyrelsen).
Området jeg ville ind i ligger lidt fra byen Opitiki i den østlige del af Bay of Plenty.
Jeg havde egentlig valgt området ud fra at det var beskrevet som værende rimeligt let tilgængeligt og med god jagt.
Jeg havde mulighed for at tage bilen ind til ca. 1 1/2 fra The Kotepato hut, hvor jeg havde tænkt mig at overnatte.
Turen derind gik fint, og det var rart at få rørt benene ordenligt igen. jeg havde inden turen købt et kort med de største stier i området, men det viste sig at være næsten unødvendigt. Bushen er så tæt og skråningerne så stejle at det kun kan betale sig at bevæge i tilknytning til floderne. Netop i forbindelse med floderne lærte jeg en anden lektie: Det er totalt umuligt at have tørre fødder i NZ, og goretex er (her som så mange andre steder...) totalt ubrugeligt i fodtøj. Der er altid en flod der skal krydses, og et par lette støvler der tørrer hurtigt, er meget bedre.
Da jeg kom op til hytten brugte jeg et par timer på at snuse rundt og få et indtryk af området.
Da jeg derefter ville afsted på jagt, måtte jeg konstatere at mit sigte havde flyttet sig!
Det hører i den forbindelse med til historien at jeg skyder med et rødpunktsigte på buen, og hvis prikkerne ikke er i midten af sigtet, når jeg trækker strengen til mit ankerpunkt, er der noget galt...
Derefter sad jeg en times tid på min rygsæk ved hytten og følte mig som verdens største amatør. Hvorfor fanden havde jeg ikke tjekket sigte før jeg gik op? hvorfor havde jeg ikke afmærket sigtets indstilling hjemmefra?
For at det ikke skal være løgn havde jeg de foregående dage brugt en hel del tid på at lede efter et mål til buen, uden held. Derefter havde jeg besluttet at det nok skulle passe, det gør det jo altid...
Jeg var ikke rigtigt klar til at satse mine pile på at skyde ind på en rådden træstamme, så jeg egentlig besluttet mig at trisse tilbage til bilen. Og jeg mente at jeg lige præcis kunne nå ud af flodsystemet før det blev for mørkt.
Netop som jeg skulle til at gå hørte jeg heste inde fra bushen, og fire gutter kom ud af ingenting på heste.
De havde været på jagt siden samme morgen og præsenterede sig som Bob og Paapi Shaw, der var fætre, Paapis søn der blev kaldt for T og Paapis nevø Moony.
Jeg forklarede dem problemerne med buen (som de i øvrigt ikke havde meget til overs for...) og Bob ville ikke høre tale om at jeg skulle gå ned samme aften: "Noo Bro, tonight you will be feasting with the Maori!" sagde han med et stort grin!
Det hele endte med at jeg rykkede ind i hytten, hvor menuen stod på enorme mængder kronvildtfilet og løg, og dertil en smule toastbrød.
Det viste sig hurtigt at være nogle utroligt behagelige gutter, og et par timer efter deres ankomst, var jeg allerede blevet inviteret med på jagt, og Paapi insisterede på at jeg blev gæst hos hans familie den følgende dag. De havde heller ikke selv skudt noget den dag, og forklarede at "the roar" eller brunsten endnu ikke var startet, formegentlig på grund af et meget varmt efterår.
Den efterfølgende morgen stod på endnu et overdådigt måltid. Denne gang i form af noget fårekød Paapi havde efterladt i en gryde på ildstedet aftenen før, som i mellemtiden var blevet mørt som smør.
Morgenens underholdning bestod i at jeg viste dem noget af det frysetørrede mad jeg egentlig havde tænkt mig at spise. Paapi forklarede med et grin at man ikke både kunne rende rundt i bushen hele dagen og vedligholde en dunk som hans, på den slags kost.
Efter morgenmaden gik den tilbage mod bilen for maoriernes vedkommende til hest og for mit vedkommende med rygsækken på nakken.
Derefter fulgte jeg med Paapi hjem.
Samme eftermiddag kørte Paapi mig til en mark hvor jeg kunne skyde ind på et par halmballer. Det lykkedes mig heldigvis at lave nogle fornuftige grupperinger på 40m, og Paapi begyndte at få en smule tiltro til buen.
Samme sted hørte vi en hjort brøle på nogle skråninger, og det blev hurtigt besluttet at vi skulle prøve lykken samme sted den følgende morgen.
Samme aften blev jeg indkvarterret på et af Paapis fire hjemmeboende børns værelser og knægten blev uden videre forvist til stuen.
Det havde jeg sgu egentlig lidt dårlig samvittighed over, men det lod til at være standard proceduren, når der kom gæster.
Paapi og hans familie var i det hele taget helt utroligt gæstfrie.
Morgenen efter gik vi efter den hjort paapi og jeg havde hørt dagen før.
Taktikken var som følger:
T og jeg blev udstyret med hhv. et hjortekald og Paapis korte Lever action riffel (Paapi insisterede på at jeg lånte hans "bush rifle" i stedet for buen, da skoven var så tæt - det viste sig at være en god ide...) derudover fik vi også en radio med.
Planen var så at T og jeg skulle mose os op på en højderyg. lokalisere hjorten præcist efter dennes brunstkald, hvorefter jeg skulle prøve at komme ned til den oppefra og få et skud ind.
Paapi og Bob blev nede i dalen med endnu et hjortekald og skulle guide os efter lyden over radioen.
Efter en times stejl klatring nåede T og jeg toppen. Hjorten var imidlertid ikke specielt snakkesalig den morgen, og det lykkedes kun at få den rigtigt igang to gange i løbet 4 timers jagt.
Det hele endte med at vinden vendte på toppen af højderyggen. Hjorten gøede og skred...
lidt slukøret vendte T og jeg tilbage til dalen. Efter 40 minutters kurren på røven ned igennem krattet.
Ikke noget hjort i denne omgang, men en grundig indførsel i en jagtform der er noget anderledes end noget jeg har kendt.
I eftermiddag gå den afsted på egen hånd, til et sted som Bob og Paapi har anbefalet og på mandag har jeg lavet en aftale med Paapi om at komme tilbage for at gå på jagt på en af hans kammeraters jord, han mener er bedre egnet til buen.
- comments
Mads RAhbek Spændende at følge. AC og jeg arbejder på en tur til februar da hun kender en gut på Nord øen. Træk og slip