Profile
Blog
Photos
Videos
Efter vores tahr eventyr havde vi brugt et par dage i Twizel by på at komme til hægterne. Dagene gik med urimeligt lange brusebade masser af søvn og god mad. Efter et par dage var vi for alvor tøet op, og vi begyndte at føle os ovenpå igen.
Tahrjagten spøgede stadig i mit hoved. Det er helt uden sammenligning den fedeste jagtform jeg har prøvet. En perfekt blanding af fysik, færdigheder og tålmodighed. Og når det nu var så fedt burde jeg så egentlig ikke bare bruge resten af ferien på sammen måde?
Jeppe og Karl havde meldt klart ud, de havde haft en fed tur, men ville ikke derop igen. På sidste tur havde jeg lånt deres ultralette MSR HUBBA telt, og jeg ville nødig skulle klare mig uden.
Dertil kom at jeg på sidste tur havde været på grænsen af hvad min sovepose kunne klare. Min sovepose kan klare -15 grader, og jeg havde frosset den sidste nat på bjerget og haft is fra min udåndingsluft i teltet om morgenen. Dertil kom at temperaturen faldt dag for dag. Hvis jeg skulle derop igen, og særligt hvis jeg skulle alene derop igen, skulle jeg bruge et telt og en bedre sovepose. Lidt af en udskrivning, og derudover også lidt af en køretur.
Karl og Jeppe havde i mellemtiden lavet en aftale med en bonde ved navn Daniel, om at vi kunne komme at bo og arbejde hos ham. Til gengæld kunne vi så gå lidt på jagt på hans jord. Det havde jeg ikke prøvet før, så jeg sagde ja!
Vi kørte et par dage efter nordpå til Daniels gård. Daniel var midt i 30'erne, han havde en halvstor fårefarm og derudover også en kone og to små børn…
Ved ankomst blev vi indkvarteret i et gæstehus med brændeovn, og fik besked på at vi kunne skyde et får dagen efter, så vi havde noget at leve af. Arbejdet bestod i at flække brænde, og jagten bestod i ænder og vilde geder, i en af Daniels naboers skove. Jeg er ude af stand til at ramme noget som helst i luften med min bue, så jeg var mest interesseret i de der geder.
Ged…
Den anden aften i hytten tog Daniel os med ud for at skyde vilde geder. Jeppe, Karl og Daniel med rifler, og mig med min bue. Jeg havde ikke de vilde forventninger til jagten, ud over at se området. Riffel og bue er i mit hoved en dårlig blanding. Populært sagt starter jagten for en buejæger der hvor den slutter for en riffeljæger. Der var med andre ord beskedne chancer for at jeg kom inden for de cirka 30 meter, som jeg vurderede ville være maksimal skudafstand, til så lille et mål, før riflerne havde nedlagt eller skræmt alt vildtet væk.
Til gengæld ville jeg kunne se området, og måske komme tilbage en anden dag.
Området vi skulle jage i, lå lige op ad vejen. Ren luksus i forhold til hvad vi ellers havde prøvet. Det bestod af en lang og bred slugt med skov omgivet af et par store udløbere med lidt buske. Skoven stoppede et par hundrede meter fra bakkekarmen, og Daniel mente at gederne ville befinde sig i denne skovgrænse, hvis de ellers var i området.
Vi begav os af sted op ad den udløber der lå på højre side af skoven og slugten, skjult for alt der måtte befinde sig i skoven af terrænet. Efter et kvaters tid asen og masen med bakken kom vi op til en stenbunke hvorfra vi havde udsigt over den øvre skovkant, og begyndte at bruge kikkerterne. Jeg spottede en hare netop som den lagde sig i sit sæde og overvejede om jeg skulle høre gutterne om det var okay hvis jeg prøvede at komme til den. Min erfaring med harer er, at hvis man først spotter dem i sædet, kan man som regel komme til dem. Selv med bue. Og terrænet her var perfekt. Rigeligt kuperet og med lydløst græs. Hvis jeg ellers kunne huske hvor den lå, ville jeg kunne komme til den ude at den ville kunne se mig før jeg var på skudhold.
Det var selvfølgelig Daniel der spottede gederne først. Fire yngre dyr og en nanny med et kid, ikke langt fra skovkanten. Jeg skrottede øjeblikkeligt min aftale med haren.
Daniel mente at riffeljægerne skulle søge frem til en saddel længere fremme af skråningen cirka 80 meter fra gederne, og skyde derfra. Jeg foreslog at jeg kunne prøve at komme til gederne nedefra gennem skoven. Daniel og drengene accepterede og gav mig 15 minutter til en "lynstalk" gennem skoven. Jeg mosede mig gennem skoven så lydløst som muligt. Den viste sig hurtigt at bestå af mere end en slugt, fandens. Jeg prøvede at vurdere hvilken en jeg skulle op ad, bevægede mig op til skovkanten, og fandt kikkerten frem. Ingen geder her, jeg måtte være gået for langt. Jeg havde to muligheder. Enten skulle jeg tage den gennem det åbne tilbage i retning mod riffelskytterne og håbe på at støde på gederne her. Eller også skulle jeg ned gennem skoven i et "dybt V" og så op igen i den rigtige slugt. Første mulighed afskrev jeg hurtigt. Det var for farligt, og jeg havde ikke på nogen måde mulighed for at fortælle gutterne at jeg pludselig havde lavet planen om.
Den anden mulighed afskrev sig selv da jeg pludselig hørte et riffelskud. Øv! Jeg lagde mig ned på ryggen og ventede på at skyderiet stoppede. Jeg hørte kort efter 3-4 skud i hurtig rækkefølge, ventede endnu 5 minutter og rejste mig og gik mod sadlen hvor skytterne lå. Jeppe, Karl og Daniel havde skudt en ged hver og resten af flokken var som ventet søgt mod toppen af slugten, mod tågen over os.
To dage efter var jeg igen på plads på skråningen. Denne gang alene. Jeg fulgte samme rute som sidst til stenformationen, og begyndte at bruge min kikkert. Efter 5 minutters tid fik jeg øje på en lille flok geder 7-8 dyr, på skovhjørnet der pegede mod mig. Vejret var dårligt, med støvregn og tåge. Jeg havde svært ved at gå på den smattede skråning og havde allerede været på røven flere gange, men ellers opfattede jeg som det som en fordel. Gederne ville nok være mere tilbøjelige til at holde sig i ly af skoven i det vejr, og jeg kunne tillade mig at larme en hel del uden fare for at blive opdaget.
Jeg brugte 5 minutter på at finde en rute til gederne, der var cirka 80 meter væk. Uden held. Jeg skulle ned af en bag-skråning for at komme til dem. Jeg kunne ikke komme i tanke om andet end at bevæge mig langsom til dem og gøre brug af den smule buske der var på vejen, og ikke mindst den dårlige sigt. Vinden var i det mindste ikke et problem, der var så godt som ingen.
Jeg begyndte min nedstigning men havde svært ved at holde øje med hele flokken. Gederne havde fordelen ved at stå i halvmørket under træerne, mens jeg gik fuldt oplyst i det åbne. Jeg kunne simpelthen ikke se hvornår dyrene sikrede. Jeg kom ind på cirka 40 meter før flokken langsomt begyndte at tage af. Jeg frøs i min stilling og blev siddende. Jeg var ikke spottet, og dyrerne var ikke i panik. Men de havde helt sikkert på fornemmelsen at noget var galt. Efter lidt tid begyndte jeg at liste i den retning dyrerne var forsvundet, de havde fulgt den øverste skovgrænse rundt og derefter begivet sig nedad gennem skoven. Jeg listede efter på afstand, men mistede kontakten med flokken efter 10 minutters tid.
jeg mente stadig ikke at jeg havde stødt gederne for alvor, så jeg besluttede mig for at søge tilbage til den øvre skovkant, og håbe på at gederne enten kom tilbage, eller at der skulle være andre geder i området. Solen var på vej ned og når det skete ville vinden komme ned af skråningen. Til den tid ville det være bedst at være nedenfor skovkanten.
Jeg fandt et sted 50 meter inde i skoven med godt udsyn, satte mig ned, og gik i gang med at vente.
Allerede efter 10 minutter skete der noget igen. Gedejagt var sgu mere spændende end jeg havde regnet med!
Et par dyr bevægede sig rundt oppe på min højre side. Flokken måtte på en eller anden måde have bevæget sig rundt om mig og op igen.
Denne gang havde jeg fordelen. Jeg sad i den mørke skov og dyrerne stod i fin silhuet mod den lyse side af skråningen.
Jeg besluttede mig for at prøve at kalde dem ind. Noget Gerry havde lært mig på Nord-øen. Jeg rømmede mig og brægede min bedste ged ud i stilheden. Først frøs gederne og lyttede. Jeg forestillede mig at jeg nok havde en underlig accent… Nå, ingen vej tilbage, jeg gav den fuld gas, og nåede at føle mig godt dum, inden den første ged svarede!
Efter et par sekunders dialog besluttede den forreste ged at alt var godt og begyndte at sætte kursen ind i mørket. Dyrerne bevægede sig langsomt mod et punkt skråt ude til venstre for mig. Helt perfekt, lige til et lungeskud. Når de stoppede op for at sikre kaldte jeg for at holde dem i bevægelse, på omkring 35 meter besluttede jeg at det nok var på tide at holde kæft, bange for at blive bustet med min elendige gede- imitation.
Gederne fortsatte med at komme nærmere 30-25 meter, jeg trak buen, 20 meter. Jeg holdt på den forreste ged, fulgte den til den stod stille, fandt forbenet i sigtet, fulgte det op og lidt tilbage. Pilen ramte dyret med et hult dunk, lyden af ribben der giver efter for to tommer af barberblade. Pilen borede sig ind i skrænten og flokken tog af. Min ged nedad. Resten af flokken opad mod tågen.
Kort efter hentede jeg min pil i jorden bag skudstedet. Den blev jeg ikke meget klogere af… efter hvad jeg kunne se havde jeg ramt både lever og måske lunge på det lille dyr. Jeg gik i gang med min eftersøgning, der i det tiltagende mørke tog noget længere tid end jeg havde håbet. Til sidste fandt jeg min ged godt gemt en busk, lidt fra skudstedet.
En ged er måske ikke noget trofæ, men jagten kan være spændende alligevel. Og så smager en lille ged i øvrigt betydeligt bedre end en stor tahr bull i brunst…
- comments