Okay, det er for længe siden at en blog opdatering har fundet sted. Så here goes...
Forrige uge begav vi os ud på bjergvandring, for bjerge findes der nemlig lige om hjørnet. Det er ikke sikkert at man lige ved det, for man kan ikke se dem, det sørger den altid tilstedeværende tåge/dis/smog for. Men altså, langt uden for byen lå et lille bjerg, og på det lille bjerg der var et lille tempel. Og efter sigende et forladt et af slagsen. Gåturen op til templet var fantastisk. Indtil videre har vi på vores rejse set by, by, by og mere by og meget lidt natur. Derfor var det med en enorm ro og stor nydelse at vi gik den lange tur, op, op og opad. Da vi endelig nåede frem til destinationen, ville vi sætte os ned og nyde vores medbragte sandwich, men ikke før vi lige havde stukket hovedet indenfor i det forladte tempel. Synet der mødte os der, var dog alt andet end dét. Nærmest løbende imod os, imens råbende "hello, hello, hello, welcome", kom en kineser som, skulle det senere vise sig, var bosat i templet. Han ryddede straks et bord til os og hentede en kop te til os (Rundt omkring os sad et halvhundrede par kinesere og nød deres frokost). Herefter kom hans mor, med en gave til os - et fint stenarmbånd. Og det varede ikke længe inden der stod en masse lækre kinesiske frokost-retter foran os også (så meget for at have bragt sandwich med hele den lange vej op på bjerget). En royal velkomst og i sine jogginbukser og løbesko var det svært at føle sig tilstrækkeligt fint påklædt. Vi fik lov at tænde røgelse for vores forfædre og lærte at be' på ægte kinesisk manér. Hvem vi ber' til, når vi ber' har vi ikke helt styr på. De kinesiske religioner er lidt svære at holde styr på. Men i bund og grund handler det vist alt sammen om at være det bedre menneske samt at opnå lykke, og hvem gider egentlig modargumentere dét?
Derefter er her faktisk ikke sket så meget. Vi har været på en lille weekend/tøse/souvenirshopping tur til Chengdu og ellers har den bare stået på undervisning og en frygtelig masse afsnit af "The vampire diaries".

I denne weekend har vi dog været til Thanksgiving weekend med en masse amerikanske Peace Corps frivillige. Det var en fantastisk oplevelse - sikke meget mad - og vi føler os beærede over at have fået lov til at opleve en ægte amerikansk højtids-legende.
Vi har nu en uges undervisning tilbage på skolen, og vi GLÆDER os til at blive færdige. Med andre ord: DEt skal bare overstås. Vi glæder os sindssygt til at blive "frie" igen og rejse lidt rundt inden turen går hjemad. Og nåh ja, så glæder vi os også efterhånden rigtig meget til at komme HJEM! Hjem til dem vi savner. Hjem til et minimalt antal folk på gaderne. Folk som taler i stedet for at råbe. Folk som ikke stiller sig op og stirrer når vi kommer gående. Folk som ikke kronisk råber "Hallo, hallo, hallo" efter os. Folk som vi kan kommunikere med. Folk som er civiliserede, og som ikke tisser på gaden. Og vi glæder os til at komme hjem til renheden. Rene gader, rene restauranter og rene toiletter. Vi har netop i dag snakket om at det er et under, at ingen af os er blevet syge endnu (7-9-13). Bakteriemængden som efterhånden sidder fastklæbet på vores sko, skal under ingen omstændigheder under et mikroskop... Og vi har flere gange spist på restauranter som fødevarestyrelsen, ved eftersyn, omgående ville have lukket OG brændt ned til grunden. Men vi lever, vi har det godt, vi har stadig afsnit af "The vampire diaries" til gode og der er tomatsuppe i gryden. Hvad mere kan man ønske sig? Eller tjooo...i tilfælde af at de der venter på os derhjemme skulle forvilde sig ind for at læse denne blog, kan vi da nok godt komme på lidt:

1.Rugbrød med leverpostej og agurk
2.Bland-selv slik
3.Toiletpapir på toilettet
4.Ost
5.Ymer + müsli
6.Ingen spytklatter indendøre
7.Spaghetti + kødsovs
8.Grøntsager som ikke er gødet med menneskeafføring
9.Kaffe
10.Kage (en chokoladesnegl fra guldbageren kan godt gøre jobbet)
11.Julepynt (mest for Louises vedkommende)

På forhånd tak.

Louise & Sabine