I går, mandag, ankom vi til Deyang. Trætte efter 30 timers køretur i tog, uden bad og med toiletforhold der næppe er værd at bruge yderligere tid på beskrivelsen af - 'bvadr' siger vist det hele. De kinesiske guder viste os dog lidt kærlighed denne gang. Vi delte kupé med to fredelige kinesere som kunne indskrænke deres irriterende vaner til lidt smasken og snorken. Fred var der hele vejen, og vi sov vel rundt regnet i 24 timer. Man kan vel blive træt! Den kvindelige halvdel af det kinesiske selskab nød ofte på turen en lille snack bestående af hønsefødder. Og dette til Sabines store skræk. Man er vel bange for fugle! Nå men altså, vel ankommet til Deyang fik vi lige lov til at børste tænder og så var det ellers rundt at hilse på den største del af de engelsklærere, vi kommer til at samarbejde med. Og derefter direkte til middag med rektor og resterende overhoveder samt engelsklærere - Hvor blev det bad af, vi sådan havde længtes efter? Man føler sig ikke just i sit mest charmerende jeg, når make-uppen og hårfrisuren er 30 timer gammel. Anyways, til middag var vi. Bordet var flot og wow noget lækkert mad. Her i Kina foregår det på denne måde at alt maden står på en roterende plade på midten af bordet og så tager man ellers bare hvad man lyster over på sin egen tallerken (med de samme pinde som man lige har haft i munden). Og så er der jo bare at håbe på, at ens spisepinde-færdigheder er blevet så veludviklede, at man ikke taber det nøje udvalgte stykke mad ned i et af de mange drikkeglas på vejen mellem fadet med mad og ens egen tallerken. Held og lykke. Maden var altså lækker, det tør siges. Det vil i hvertfald sige lige indtil en tallerken med noget meget udefinerbart (mad?) blev sat for næsen af os. Bemærk: 'FOR NÆSEN AF OS'. Det vil altså sige: ikke på det FRIVILLIGE roterende bord i midten! Udseendemæssigt kunne det udefinerbare vel bedst beskrives som en meget stor skovsnegl med pigge. Og den var blævret. Åh ja, den var blævret. Skik følge, eller land fly hedder det sig vist. Så vi smagte pænt på sagerne (stadig blævret). Udseendet var nok til at slå enhver appetit ihjel, men smagen var ikke noget særligt. Én bid blev det til, og så har man vel også smagt. Nej tak til søpølse fremover!
I dag har vi dog haft en helt anderledes oplevelse med maden her i Deyang. Til frokost tog vores 'lærer-guide' Kelly os med i kantinen på universitet. Her fik vi den dejligste risret (læs: lidt stærk, skrap måske). Men hør nu det bedste: DEN KOSTEDE KUN EN 5'ER. I kineserpenge altså. Det er billigt. Så er der vel ingen grund til at fylde køleskabet op.
Her til aften ville vi så flotte os lidt og gå ud at spise, igen sammen med Kelly. Hun ville vise os det bedste 'dumpling' sted i byen. Vi spiste 3 store portioner dumplings, og da regningen kom: EN 5'ER pr mand. I kinserpenge. Ta' den Danmai (Danmark).
I morgen bliver en stor dag. Vi skal følge nogle af de klasser vi skal undervise i, fra morgenen. Og om aftenen skal vi optræde sammen med den australske del af lærerfakultetet foran samtlige studerende på universitetet. Universitetet har 55 års jubilæum i morgen, så der er en eller anden stor happening med en masse underholdning, og den er vi så åbenbart blevet en del af. Hvornår, hvad eller hvordan aner vi intet om. Her i Kina er tingene sådan lidt 'comme si, comme sa'. Men det er jo også først I MORGEN AFTEN, så ro på der.

Godnat fra Deyang.

Sabine og Louise

P.s. Vi sover med silkedyner og de er bløde.