....er den bedste følelse i verden!
Her på bloggen nævner vi ikke navne, særligt meget, men på vej hjem i bussen fra Chengdu i dag, var der en der skulle tisse...MEGET. Og hun havde kun drukket en lille bitte smule vand. Så meget skulle hun dog tisse, at hun blev nødt til at be den eneste af tre engelsktalende passagerer på bussen, som også kunne tale en smule kinesisk, om at bede buschaufføren om at stoppe, så hun kunne komme af. Det er jo en kendsgerning, at når man er så langt ude, at man ber' buschaufføren om at stoppe, midt på motorvejen, så man kan blive sat af, ja så skal man tisse meget. Men når buschaufføren ovenikøbet nægter hårdnakket at stoppe - så skal man tisse endnu mere. Smerten kan ikke beskrives med ord - at brække en arm, ville være at foretrække til hver en tid. Tiden kom dog heldigvis, hvor bussen stoppede og vores hovedperson havde besluttet at tisse på gaden i bedste kineserstil...da en stor skov til alles glæde (mest hende som skulle tisse, men også de andre som følte en stor empati og gjorde deres allerbedste for at berolige) dukkede op på midten af gaden. Okay, måske var det ikke helt en skov, men nærmere et bed af en slags. Buske havde det dog, og af den gode slags. Den slags man godt kan gemme sig i hvis man skal tisse meget. Og tisset, det blev der...! Tilbage er der nu kun følelsen af ikke at skulle tisse...og hvilken god følelse det er. Glem ikke hvor godt vi egentlig har det, når vi har det godt. Dette er paradis-tider.
Og når vi nu er ved emnet. De kinesiske toiletter - dem er vi altså bare blevet glade for. Og spændingen der opstår, inden vi træder ind på disse, den er ubeskrivelig. Er der toiletpapir, eller er der ikke? Er der mon håndsæbe? Og glæden hvis begge resultater viser sig at være positiv, kan vare i op til flere timer. Derudover er vi blevet rigtig gode til at sidde på hug og tisse...så gode at vi nu også sætter os på hug i tide og utide...på gaden...på togstationen...eller når vi bare har brug for at slappe af. Det passer ikke, men det kunne være sandt.
Men altså, vi har, som tidligere nævnt, været i Chengdu i weekenden. Chengdu ligger en times buskørsel fra Deyang og i selve byen bor der vist omkring 7 mio. mennesker - det er en pæn størrelse. Joel, den amerikanske lærer på stedet, tog med os. At have ham med, gør ALT meget nemmere. Han snakker en smule kinesisk, i hvertfald nok til at sørge for, at det der bliver serveret for os, når vi spiser, ikke indeholder kat og hund, hjerne og andre kropsdele man ikke har lyst til at putte i munden. Vi lærer også en del af at være sammen med Joel. F.eks. forsøger vi hele tiden at snakke engelsk, når han er i nærheden. Og ved at lytte til ham, lærer vi at der er flere måder at sige den samme sætning på og vores engelske ordforråd bliver udvidet betydeligt. Det gør det kinesiske også. Og vi har i dag lært at sige op til flere ord. F.eks. består vores kinesiske ordforråd på nuværende tidspunkt af "tak", "selv tak", "2 flasker vand" og...ikke mere. Kinesisk er frygteligt svært at lære. Selv for folk som ellers har nogenlunde let ved at tilegne sig færdigheder i et fremmedsprog. Hver gang vi lærer et nyt ord, glemmer vi det lynhurtigt igen.
Men altså, én af hovegrundende til at vi tog til Chengdu, var jo at vi skulle se den store Panda. Når man ser dette store, teddybamselignende dyr, hygge sig med sin bambus, sove på en gren i træet og slå kolbøtter med vennerne, bliver man overvældet af tristhed over at verden ikke passer bedre på sine sjældne dyr. Der er kun ca. 1000 pandaer tilbage i Kina, hvilket gør den til en truet dyreart. Der er simpelthen ikke bambus nok tilbage til at den kan overleve i naturen og så er der jo jægerne, som gerne vil have fat i den dyrebare pels. Dejligt at der findes centre som dette, med masser af plads, som hjælper til bevaringen af dette prægtige dyr. Billederne må tale for sig selv.
Efter pandaturen tog vi på marked. Åh ja, vi var på marked. "Pas på jeres lommer og jeres tasker" var beskeden fra vores amerikanske guide. Tag det gængse sydeuropæiske sommerferiemarked og gang dets antal af boder, mennesker og støjniveau med 1 million. Så har i markedet i Chengdu. Mennesker var der alle vegne. Og vi måtte skubbe og mase for at komme frem. Samt holde et vågent øje med hinanden for ikke at blive væk i mængden. Hernede står hveranden sælger ved boderne med en mikrofon og kæmper med sidemanden om, hvem der kan råbe højest. Og de der ikke står med mikrofoner har musik braldrende ud af højttalerne. Sammenlign med et dansk diskotek derhjemme måske, og så ved i hvor svært det er at føre en normal samtale med andre folk - noget nær umuligt.
En helt anderledes afslappende oplevelse havde vi dog i dag. Vi besøgte et tempel i Chengdu, som stadig var aktivt. En fantasisk duft af røgelse og ro mødte os i gården, og vi sugede til os af det fremmede. Det regnede i dag, hvilket betød at der ikke var mange andre end os i templet. Så meget desto bedre. Bagefter gik vi en tur i et par meget autentiske gamle gader og souvenir-shoppede lidt. Vi nød roen, de meget få mennesker og det bare at være til. Et helt fremmed sted, uden pligter, uden at holde øje med tiden. Bare os...og de fremmede. Det er dage som i dag, man undrer sig over at folk kan blive siddende hjemme i Danmark, et helt liv, uvidende om de følelser og oplevelser det kan give at rejse ud.
Sikke dog en dejlig duft af Kina.

Back to reality og planlægning af undervisning.

Sabine og Louise