Vi har nu været i gang med undervisningen her på Sichuan College i en uge, og det er vist ikke forkert at sige, at vi bliver udfordret, på alle mulige områder. Først og fremmest er der det faglige. Al undervisningen foregår jo på engelsk, hvilket egentlig ikke er noget problem i sig selv, hvis da bare ellers de kinesere forstod hvad vi sagde. I de fleste af vores klasser, sidder der elever som har et nogenlunde niveau, der vel svarer til 8. eller 9. klasse derhjemme. Men niveauet i de tekstbøger der bliver brugt er bare alt alt for højt og og undervisningsmetoden tager overhovedet ikke hensyn til den enkelte elev. I hver af de klasser vi har (ca 45 studerende) sidder der måske 5 som kan være med, resten fatter intet og det er umuligt at få dem til at deltage uanset hvor meget vi presser dem. De studerende er rigtig gode til at svare på spørgsmål. Hvis disse da altså er stillet udførligt på et stykke papir og de så blot skal lede efter svaret i teksten. Men i Danmark kan vi godt lide at bruge det man kalder en receptionsorienteret tilgang til undervisningen. Dette vil kort sige at vi meget gerne vil stille ét spørgsmål, og så bruge det svar eleverne kommer med, til at stille et nyt spørgsmål. Vi vil gerne have eleverne til at tænke og reflektere over de spørgsmål vi stiller, vi vil gerne skabe dialog og mulighed for forskellige fortolkninger. Her er det en Umulighed. Eleverne er simpelthen ikke opdraget til at tænke selv.
Efter begge de gange jeg (Louise), har undervist i det ene af mine fag 'comprehensive english', og efterfølgende har haft en snak med den kinesiske lærer, har hans ord været: "Jeg tror ikke eleverne forstår dine spørgsmål, måske kunne du prøve at skrive spørgsmålene på et stykke papir og udlevere til dem." Og ja, gud, hvor har han dog ret. De forstår overhovedet ikke spørgsmålene - for de forstår ikke hvad det er de læser. Men finde et svar i en tekst, hvis ordene i spørgsmålene er de samme som de i teksten, det kan de. Lidt ligesom et vendespil. Nu har jeg smidt lærerbogen ud til højre, og prøver med et helt anderledes materiale. De har selv bedt om en lærer fra Vesten, og det skal de få.
Når man kommer fra Danmark, et land hvor der bliver brugt helt utroligt mange ressourcer på den enkelte elev, på at differentiere og hvor vi kæmper for at alle skal lære noget. Er det utroligt svært at se på elever som sidder og sover i klassen og som ikke engang kan svaret på et faktisk ret simpelt spørgsmål som: "Do you speak english?" Disse elever er bare blevet tabt i undervisningen, mens lærerens niveautog er kørt derud af, uden så meget som et kig tilbage.
I et andet af vores fag 'collge english' er vi begge blevet beordret til at følge tekstbogen ned til detaljen. Og det gør vi jo så. Disse bøger indeholder masser (som i masser) af grammatiske øvelser. Og dem er kineserne sgu gode til. Men hvad skal man bruge engelsk grammatik til, ude i den store verden, hvis ikke man kan snakke sproget?
Udover de faglige problemstillinger, ja så er der jo også lige det med planlægningen af diverse ting og sager. Her har kineserne heller ikke lige helt fat i den lange ende. Det er ikke unormalt at blive ringet op, bedst som man tror man lige har et par fritimer, og få at vide at en eller anden lige har lavet et møde, med en eller anden for en. Og det er om et kvarter. Eller også er man på vej ud af døren til undervisning, og bliver i samme øjeblik ringet op og får at vide at selvsamme undervisning er aflyst. I værste fald sker der det modsatte. Man tror at ens undervisning er blevet aflyst, og 15 min. før tid bliver man så ringet op og får at vide, at det er den ikke lige alligevel. En smule frustrerende. Vi prøver dog på ikke at lade os gå på af dette og i stedet er vi nu foreberedte på at alt kan ske, når som helst.
Livet her i Kina er dog ikke lutter planlægning af undervisning og dårligt engelsktalende kinesere. I weekenden var vi en tur i Chongqing, på besøg hos Uffe (Louises fars kollega). For det første var det rart bare at snakke dansk igen og for det andet så var det ikke så dårligt med en guide, som vidste hvor man kunne finde alle de bedste og reneste toiletter. (Et sted rendte de sågar ud og puttede blomster i kummen, hver gang man havde benyttet det) For slet ikke at nævne alle de gode restauranter, caféer, shopping- og sightseeing steder. Og fik vi nævnt at lejligheden og al maden var på firmaets regning? Og hvad med privatchaufføren? :-)
Næste weekend, i morgen faktisk, indsættes jagten på pandaer, tibetanere, sushi og ikke mindst Nutella. Vi tager nemlig til Chengdu og det bliver episk.

Over and Out!

Sabine D og Louise S