Profile
Blog
Photos
Videos
Den 10. Maj ankom jeg til Noosa og jeg måtte gå et par kilometer op ad bakke for at komme til mit hostel, så jeg var godt smadret da jeg kom frem. Efter at have fået pusten tilbage, redt seng og pakket lidt ud, begav jeg mig ud i byen. Noosas hovedgade Hastings st var rigtig smuk med lys i alle træerne og en masse hyggelige fortovscafeer. Jeg så også tre brudepar få taget billeder ved de oplyste træer. Dagen efter så jeg for første gang byen i dagslys og det var mindst lige så flot som om aftenen. Vejret var for første gang på min østkysttur helt igennem fantastisk, så jeg brugte hele dagen på stranden og tog kun en pause for at spise på en cafe med tagterasse. Ren og skær idyl! Må sige at jeg nyder at være på daseferie engang imellem, især når mit skema bliver mere og mere pakket jo længere nordpå jeg kommer.
Min sidste dag i Noosa blev delvist brugt på stranden og delvist i nationalparken. Noosas nationalpark er et fantastisk flot sted. Jeg valgte at tage ruten der ledte mig rundt langs kysten og så derfor både Boiling Pot og Hell's Gates - to fantastisk sceniske områder i nationalparken. Så også en masse fugle og et par koalaer på min tur.
Samme eftermiddag tog jeg bussen til Rainbow Beach og kl 19 kunne jeg tjekke ind på mit hostel. Der viste sig dog at være kludder med min booking og efterfølgende Fraser Island tur, så min aften gik med at få rettet op på dette. Det endte med at min Fraser Island tur blev rykket en dag frem. Det betød at jeg den 13. Maj havde en fridag i Rainbow beach. Jeg startede ud med at forkæle mig selv med pandekager til morgenmad. Utroligt lækkert selvom de slet ikke kunne måle sig med morfars. Det meste af dagen gik jeg rundt og kiggede i butikker, da vejret endnu engang havde vendt sig imod mig og stranden derfor ikke var tiltalende. Om eftermiddagen var der briefing, som skulle forberede os på Fraser Island. Her blev vi først delt ind i grupper på otte personer, da det er det antal der kan være i hver bil. Hver tur består af fire biler - en lederbil og tre tag along biler. Jeg kom i gruppe med to piger fra Sverige og fem irske drenge. Efter inddelingen så vi en film om sikkerhed, hvordan man kører i barsk terræn og om reglerne på Fraser Island. Aftenen blev brugt på at pakke en lille taske til turen.
Kl 8 næste morgen begyndte vi at pakke bilerne og hilste på vores turleder Jacob og de tre andre grupper på samme tur. Omkring kl 9 begav vi os med færgen til Fraser Island - verdens største sandø og det hele kunne for alvor begynde. Det var rigtig sjovt at køre rundt på Fraser og det blev grinet meget når bilen bumpede rundt og kørte i vandhuller. Allerede to minutter efter vi ankom så vi en søko og vores første dingo ud af de mange vi ville komme til at se. Vores første stop var i en lille by, hvor vi fik frokost inden vi kunne begive os mod Lake McKenzie. Alle søerne på Fraser består udelukkende af regnvand, så vandet var utroligt klart. Vi holdt en badepause ved søen inden vi kørte til vores lejr for de næste to nætter. Her fik vi tildelt telte og derefter kunne vi gå i gang med aftensmaden. Hver gruppe fik en køleboks og nogle kasser med mad til alle tre dage, som vi selv skulle tilberede. Drengene i min gruppe var meget ivrige efter at lave mad, så Caroline, Emma og jeg nød at sidde tilbagelænet og få maden serveret.
Den aften blev vi godt rystet sammen med de andre grupper og vi havde en fantastisk aften der næsten kunne overskygge at vi skulle sove i telt.
Næste dag lavede drenge scrambled eggs til morgenmad og dernæst begav vi os mod Champagne pools, som er en saltvandssø fyldt med klipper, så vandet rigtigt skummer rundt. Her havde vi også mulighed for at bade, men det blæste helt vildt og det begyndte ligeledes at regne. Det begyndte dog først for alvor at pisse ned, da vi kom til Eli Creek og efter at have løbet tilbage til bilen var vi alle gennemblødte. Inden vi tog tilbage til lejren, så vi Fraser Islands skibsvrag.
Til aften fik vi steak med kartofler, hvilket var noget af en udfordring, da vi ikke havde knive og derfor måtte spise steakene med hænderne. Efter opvasken samledes vi alle om bålet og nød vores sidste aften sammen.
Vores sidste dag på Fraser startede med at bilerne blev pakket og dernæst kørte vi til Lake Wabby. Endnu en flot og klar sø. Gåturen fra stranden, hvor vi parkerede, til selve søen var lang, men meget smuk. Inden vi forlod Fraser Island fil vi taget en masse gruppebilleder og det blev helt sikkert en tur jeg aldrig vil glemme. Min gruppe var bare fantastisk og det var helt sikkert en oplevelse at lytte til et mix af Abba og irsk musik i bilen.
Da vi kom tilbage til Rainbow Beach skyndte jeg mig at vaske tøj, tage et bad og spise aftensmad for samme aften skulle jeg hoppe på en 14 timer lang bustur til Airlie Beach og jeg kunne vinke farvel til Sunshine Coast.
- comments
Lene Gregersen God tur fremad, men kom nu snart hjem til os. vi tæller dagene. Knus morfar og mormor