Det er med tårer i øjenene, at jeg må indrømme at min rejse nu er slut, men samtidigt glæder jeg mig til at se min familie og mine venner igen. Efter denne fantastiske rejse, har jeg indset, at jeg slet ikke er færdig med at se verden. Der er alt for mange lande jeg stadig skal se og opleve, så nu skal der spares sammen til næste eventyr. Jeg kan også konstatere, at jeg slet ikke er færdig med Australien endnu, da jeg kun formåede at se en lillebitte del.

De sidste par uger har været fyldt med eventyr og det føles mere som et helt liv end blot to uger! Efter jeg ankom til Airlie Beach den 17. Maj tjekkede jeg ind hos ABC Travels og begav mig mod havnen, hvor jeg senere kunne gå ombord på katamaranen New Horizon. Vi var omkring 30 unge der skulle med samme båd og vi blev mødt af et energisk crew. Der blev lettet anker og afsted drog vi. Vi sejlede i tre timer, hvilket gav os masser af tid til at lære hinanden at kende. Vores aftensmad blev serveret med en fantastisk udsigt over The Whitsundays og da vi om aftenen børstede tænder over rælingen kunne vi se både skildpadder og fisk.
Næste morgen stod vi tidligt op for derefter at kunne komme i vandet. Herefter begav vi os afsted mod Whitehaven beach, stranden med det reneste sand i verden. Vejret var dog ikke med os og der blev derfor ikke noget af at tage sol. I stedet tog vi vores stingersuits på og gik i vandet, hvor vi de næste par timer, havde det sjovt med at lave pyramider, skøre gruppebilleder og forskellige lege. Inden vi tog tilbage til New Horizon, gik vi med vores teamleder ud for at finde pigrokker. Jeg kan sige jer, at der var mange! Jeg kan også sige jer, at jeg opdagede, at fisk ikke er min stærke side. Da en af pigrokkerne svømmede direkte mod mig, hoppede jeg straks til side. Jeg fandt dog ud af, at pigrokken havde samme kurs som mit hop, hvilkede resulterede i at jeg trådte på den stakkels hr. Pigrokke.
Da vi kom ombord på båden igen, blev der spillet kort, inden aftensmaden blev serveret. Efter maden havde vi en lille afskedsfest, hvor vi hyggede med goon (dårlig papvin), kortspil og musik.
Vores sidste dag ombord på New Horizon startede med morgenmad kl. 6.30 inden vi gik i vandet. Her prøvede jeg for første gang at snorkle. På grund af vejret, var vandet ikke super klart, men fik stadig set en masse flot koralrev og nogle enkle fisk. Efter vores svømmetur gik turen mod land og vi måtte tage afsked. Der gik dog ikke længe før vi kunne se hinanden igen, da der var afterparty om aftenen.
Næste megen tog jeg bussen til Townsville, hvor jeg tog færgen til Magnetic Island. Endnu et ferieparadis hvor jeg bare kunne nyde stranden og poolen.

Den 22. Maj drog jeg videre mod Cairns, hvor jeg kunne tjekke ind på hostellet Njoy og forberede mig på en uge pakket med aktiviteter.
Tidligt om morgenen den 23. maj gik det løs. Jeg fik ombord på Ocean Freedom og begav mig ud på
Great Barrier Reef, hvor jeg skulle give mig i kast med scuba diving. Vi blev introduceret for udstyret, signalerne og det tryk vi ville blive udsat for jo længere vi kom ned. Under infomødet kunne vi nyde frisk frugt og wienerbrød, som de kalder Danish pastry, men slet ikke kan måle sig med, hvad man rent faktisk får i Danmark.
Da der var mange der ville dykke, blev ventiden indtil det blev min tur, brugt på en glasbundsbåd, hvor vi kunne få en forsmag på hvad der ventede.
Inden frokost kunne jeg sammen med en instruktør og en tysk pige begive mig under vandet og lade mit dykkeeventyr begynde. Det var en fantastisk oplevelse!! Der er en helt ny verden under vandet og jeg nød hvert eneste sekund. Instruktøren holdt os i hånden hele tiden, så det var en rigtig tryg måde at dykke på. Jeg skulle dog lige vende mig til trykket og skulle udligne en del gange før det var komfortabelt, men derefter var det vidunderligt. Og vi fandt Nemo! Der var så mange farverige fisk og flotte koraler. Vores dykkertur varede en halv time og så var der frokost. Efter frokost blev der tid til at dykke igen et nyt sted og denne gang havde vi mere frihed til at dykke rundt selv. Kunne ende med at blive helt afhængig af det og det er helt sikkert noget jeg må gøre igen. Turen på Ocean Freedom var generelt exceptionel og vil aldrig blive glemt. Fede oplevelser, sødt crew, god mad og nye venner.
Da jeg igen gik på land var det direkte tilbage til mit hostel for at slappe af inden en ny oplevelse imorgen.

Lørdag kl. 6.30 blev jeg samlet op af en bus ved mit hostel og mit næste eventyr kunne begynde - Extreme rafting! Halvanden time senere ankom vi til en lille by, hvor vi fik morgenmad og blev inddelt i grupper. Alle os der havde valgt Xtreme, kørte afsted mod Tully River først, da vi ville være de hurtigste på floden. Da vi ankom til floden fik vi hjelm, redningsvest og en åre - vores udstyr de næste fem timer. Mit team på fem personer og vores leder Rodney gik ombord på vores båd og så begyndte eventyret. Det var med at holde fast og det er uden tvivl noget af det sjoveste jeg nogensinde har prøvet. Når vi ikke sejlede slalom om sten og klipper, dykkede vi fra klipper og svømmede i strømmen. Vi var rigtig gode på vores båd da vi kun havde to der faldt i vandet (den ene var selvfølgelig mig). Alle røg dog i vandet de to gange båden kentrede og vi måtte klatre ombord igen. Ved frokosttid gik vi i land for at spise burgere og hotdogs, hvilket var vildt forfriskende. Man får virkelig en appetit af al det arbejde. Efter vi havde spist gik vi ombord på båden igen og næste del af turen kunne begynde. Der var stadig 9km der skulle tilbagelægges og det må siges at være en vild del. Vi sejlede igennem en masse stejle fald, labyrinter af sten og er enkelt vandfald, der tyngede os alle mod bunden af båden. På en af de jævne, stenløse strækninger hoppede vi i igen og lod strømmen guide os igennem det vilde vand. Hver gang man så et nyt fald og nye store bølger var det med at holde vejret, for man røg direkte igennem. Efter dette var der mulighed for at "rutsche" ned af et rigtig stejlt fald der trak en 4 meter under vandoverfladen.
Efter dette var det mulighed for flere klippeudspring og den sidste strækning blev tilbagelagt. Bådene blev herefter båret på land og turen gik hjemad med en skøn oplevelse og mange billeder o bagagen. Da jeg var tilbage på hostellet måtte jeg igen erkende, at jeg var fuldstændig kvæstet efter al den action og gik tidligt i seng for at være udhvilet til næste dag, hvor skemaet var tæt pakket med aktiviteter.

Skal vidst starte denne del af mit blogindlæg med at sige: undskyld mor! For ikke at give min kære mor, ikke kun et men to hjerteanfald, har denne del af mit eventyr i Cairns været hemmelig for familien.
Kl. 7 søndag morgen blev jeg samlet op og kørt til udkanten af Cairns, hvor jeg skulle prøve mit første skydive. Vi var to hold der skulle afsted og jeg kom på hold to og havde derfor ekstra tid til at forberede mig mentalt på at skulle springe fra et fly. I løbet af ventetiden så vi en film om teknik og sikkerhed, hvorefter vi blev givet et par overtræksbukser til at beskytte vores ben. Endelig kom vores instruktører og jeg blev straks rigtig glad for min instruktør Jacko. Han var nede på jorden og rigtig god til at forklare hvad jeg skulle gøre. Jacko hjalp mig med at få mit udstyr på og han startede med at filme min oplevelse ved at spørge mig ind til, hvordan jeg følte og om jeg var spændt. Det sjove var at jeg på det tidspunkt slet ikke var nervøs eller bange for hvad der skulle ske. Men det er jo også nemt når man er solidt placeret på jorden.
Endeligt kom vi ombord på flyet og vi måtte sidde meget klemt mellem hinandens ben, da vi i alt var 16 ombord. På vejen op fortalte Jacko mig om de ting jeg kunne se fra vinduet og gav mig lidt flere gode råd, mens han koblede os sammen. Blandt andet at jeg skulle huske nogle dybe indåndinger når vi nåede en vis højde, da vejrtrækningen kunne blive lidt anstrengt. Da vi nåede 14.000 fod, hvilket svarer til omkring 4.3km, blev det røde lys tændt og døren åbnede. Jeg fik et par briller på og da det gule lys tændte, blev jeg bedt om at krydse armene foran brystet. Da det grønne lys tændte, begyndte de forskellige par at hoppe ud. Vores tur kom hurtigt, da vi næsten sad forrest og jeg satte mig på kanten med benene under flyet, havde fortsat mine arme krydsede og jeg lænede hovedet tilbage. Kunne mærke at Jacko skubbede os ud og vi var pludseligt i frit fald. De første to sekunder skreg jeg som en lille pige og var vildt forskrækket, men det var som sagt kun kortvarigt og skrækken blev overtaget af spænding og glæde. Jeg kunne nu folde armene ud og nyde det frie fald - en fantastisk følelse der gav et sug i maven. Fløj jo som en fugl! Flyveturen varede dog ikke så længe, før Jacko udløste faldskærmen. Det gav et ryk og vi svævede nu vertikalt frem for horisontalt. Jeg fik lov til at styre faldskærmen og adrenalinrusen var nu erstattet af en fredsommelig afslappethed. Kunne for alvor nyde mine smukke omgivelser, mens vi langsomt nærmede os jorden. Før vi landede, bad Jacko mig løfte benene så højt jeg kunne for at undgå ulykker og det blev til en glidende numselanding. En vildt mærkelig følelse at kure hen ad græsset på sin bag efter at have været helt opslugt af at svæve rundt i luften. Følelsen efter var og er stadig ubeskrivelig! Var så høj på oplevelsen og de næste samtaler jeg førte, var noget værre vrøvl, fordi mine tanker var fyldt med den helt specielle følelse skydiving giver. Det er bestemt ikke sidste gang jeg prøver det!
Da jeg kom tilbage til mit hostel havde jeg et par timer til at tage en lur før næste aktivitet. Kl. 13 blev jeg samlet op af A.J. Hackett bussen og kørt til deres jumpsite. Nu skulle der bungy jumpes! Checkede ind og blev vejet før jeg kunne begive mig op af trapperne til et 50 meter højt tårn, hvorfra jeg skulle springe. Skydiving var barnemad i forhold til dette. Allerede halvvejs oppe begyndte jeg at ryste og få kolde fødder.
Da jeg endelig nåede toppen, holdt jeg mig lagt væk fra kanten. Skulle bestemt ikke se ned, før jeg selv skulle springe. Der var fem andre, der sprang før mig og så kunne jeg sidde der og blive iført udstyret mens de andre lydløst eller under jubel sprang ud. Alt for hurtigt var det min tur og da jeg blev bedt om at gå ud på kanten af platformen og slippe gelænderet, var jeg lige ved at gå i spåner. Der blev talt ned og min eneste tanke var, at jeg skulle springe straks der blev sagt 1, da jeg ellers aldrig ville få mig selv til det!
5, 4, 3, 2, 1 og min hjerne slog fra. Der kan ikke være en anden forklaring på at jeg sprang - hovedet først - for det var slet ikke logisk. Er sikker på at hele Cairns kunne høre mig skrige, for det var så frygtindgydende. Men frygtindgydende på en god måde, da det gav et fantastisk sus i maven og en rus af adrenalin. Det vildeste var næsten da elastikken fik mig til at ryge op igen, hvor jeg i et sekund stod stille, før jeg igen faldt ned. Da jeg tilsidst hang stille og jeg blev hentet ind af en båd, var jeg for anden gang på kun en dag fyldt af den rus kun ekstremsport giver. Endnu en gang var mine hænder ikke til at få i ro, men denne gang var det på grund af spændingen og adrenalinen. Bliver nødt til at prøve dette igen også.
Tilbage på hostellet faldt jeg i søvn straks mit hovede ramte puden.

Mandag den 26. Maj blev jeg samlet op af Uncle Brian's - et helt særligt udflugtsfirma. Jeg blev taget imod af Cousin Amber som introducerede mig for Gus the bus og vi begav os ud for at hente 20 andre unge mennesker, der skulle med på turen. På vej til vores første rigtige stop blev vi bedt om at transportere en fingering gennem bussen kun ved hjælp af tændstikker, vi holdt med tænderne. Det var en super god måde at bryde isen på og det resulterede i en masse sjove billeder. Vores første stop var ved Devil's pool som ifølge aboriginal kultur var stedet, hvor pigen Oolana i fortvivlelse over, at være blevet adskilt fra sin elskede Dyga, hoppede i en sø. Hendes ånd skulle efterfølgende have levet videre i vandet og hver gang en ung mand badede der, trak hun ham under i håb om, at der var Dyga. Det næste stop var ved Josephine Falls i Wooroonooran (god fornøjelse med at udtale det) nationalpark, hvor der var en sten der kunne bruges som rutsjebane, så der brugte vi lang tid på at fjolle rundt i vores helt eget vandland.
Vi spiste frokost på toppen af et bjerg og kørte derefter videre til Millaa Millaa Falls, hvor musikvideoen til Peter Andre's Mysterious Girl og en række reklamer blev filmet. Det var også et super flot vandfald og alle som en gik i det iskolde vand for at efterligne en shampoo reklame; der blev filmet der. Der blev også svømmet bag vandfaldet og under selve faldet.
Inden vi kørte hjem stoppede vi ved en sø, hvor vi fik muffins og varm kakao. På selve hjemturen blev der skrålet med på en masse sjove sange og Cousin Amber instruerede os i en masse danse og tegn til hver sang.
Vi var tilbage i Cairns omkring kl. 20 og jeg fik pakket til næste dags tur inden jeg gik i seng.

Tirsdag stod den på en tur til regnskoven ved Cape Tribulation nord for Cairns. Vores første stop var ved Port Douglas, hvor vi besøgte et wildlife reservat. Her så vi en af Queensland typiske fugle, Cassowaryen. Den minder om emuen, men ser utroligt underlig ud med sin mærkelige hanekam på toppen af hovedet. Vi så også slanger, koalaer og krokodiller. Der blev også tid til at fodre kænguruer og Wallabies, mens en masse ænder prøvede på at tiltuske sig, hvad kænguruerne tabte. Derefter kørte vi til Cape Tribulation, hvor vi fik frokost og gik en kort tur i verdens ældste regnskov, Daintree Rainforest. Vi kunne ikke gå rundt særlig meget, da cyklonen der hærgede det nordlige Queensland for en måneds tid siden, havde væltet en del træer og dermed blokeret de fleste ruter. Istedet kørte vi til en isbutik, hvor vi fik lækker hjemmelavet is.
Vores sidste stop var ved Daintree river, hvor vi tog på et cruise og spottede fire saltvandskrokodiller. Denne type krokodille lever også i ferskvand, så navnet er vildt misvisende. Forskellen på saltvandskrokodiller og ferskvandskrokodiller er, at saltvandskrokodiller er større og mere aggressive. Vi var så heldige at se flodens alfahan på godt fem meter.
Vi kom tilbage til Cairns kl 19 og derefter kørte en masse folk fra mit hostel til et gratis pizzaparty i byen. Alt i alt en rigtig god dag!

Onsdag stod på afslapning inden jeg torsdag morgen skal flyve til Sydney. I Sydney har jeg rigtig flottet mig og booket et hotelværelse frem for et hostelværelse og kan derfor nyde et værelse for mig selv, for første gang længe. På fredag flyver jeg hjemad. En 32 timer tur med to stop. Et i Bangkok og et i Doha. Heldigvis vinder jeg tid ved at flyve mod vest og ankommer derfor allerede i kære Danmark kl. 7 lørdag den 31. Maj.
Vi ses derhjemme!