Så er anden etape af Tour de Alice Springs klaret! Denne gang hed ruten Melbourne til Adelaide. På dag 1 stod vi 20 mand og ventede på bussen kl 6.15 om morgenen for at begive os ud på eventyr. Denne gang var der hele - hold på hat og briller - to drenge! Men de tager nu al den tøsefnidder ret pænt. Fra Melbourne kørte vi mod vest og ud på den smukkeste og mest sceniske vej jeg nogensinde har kørt på - Great Ocean Road! Denne fantastiske kyststrækning er dedikeret til de omkomne soldater under 1. Verdenskrig og er verdens længste krigsmindemærke som da også ligger på Australiens National Heritage List. Den fantastiske udsigt fra den snoede vej langs kysten var nok til at få alle til at gnide søvnen af øjnene og istedet spærre dem op! Vi begav os afsted ad den første halvdel af The Great Ocean Road, The Surf Coast Shire, hvor vores første stop var på en af Australiens mest populære surfer strande Bells Beach, som hver påske er vært for verdens længestvarende surfkonkurrence Rip Curl Pro Surf & Music festival. Næste stop var stranden Anglesea Beach og derefter videre til den berømte Memorial Arch, hvor vi kunne tage billeder. Det var den tredje buegang der var lavet; den første af sten blev ødelagt af en lastbil der kolliderede med den, den anden af træ blev ødelagt på Ash Wednesday i 1983 under en stor bushfire og den tredje, også af træ kunne nu byde velkommen til Great Ocean Road.
Herefter kom vi til Fairheaven Beach som er den længste stand på vores tur og herfra havde vi udsigt til Split Point fyrtårnet, der gemmer på en ret sjov historie. Manden der tidligere passede fyret og sørgede for at der altid var olie nok, var nemlig ret glad for at sidde på den lokale pub i Airley Inlet. Han var en snedig mand, så han kradsede en stribe af den maling af, der skærmede byen mod fyrets lys, så en enkelt smal stråle ville skinne gennem byen og derfor kunne ses på pubbens væk. Han kunne derfor sidde og nyde et par øl og følge med i, hvornår olien løb tør, da han kunne se lyset på væggen.
Herfra så vi endnu to strande: Én i Lorne og derefter Cumberland river beach, hvorefter vi fortsatte til Kennett River, som viste sig at være et meget interessant stop på turen. Her gror der nemlig en masse eukalyptustræer der er ret populære blandt koalaer. Så i denne lille by spottede jeg mine første koalaer, som da også er noget af det sødeste jeg nogensinde har set og de var overalt i træerne, hvor de slappede max af, mens deres yndlingsblade altid var lige indenfor rækkevidde.
Næste stop på turen var Otway Fly Treetop Adventures, en regnskov hvor man kan gå oppe blandt trætoppene. Vi fik alt hvad navnet indikerede - både en masse skov og endnu mere regn! Sjovt nok stoppede al regnen efter vores tur rundt i regnskoven og så kunne man sidde der i bussen, fuldstændig gennemblødt, og bande af vejrguderne der åbenbart mener at det danske vejr skal følge mig til Australien. Gudskelov var vores næste stop mere behageligt - Gorge chocolates! Jeg har aldrig i mit liv smagt en så lækker kop varm chokolade og blev da også lige nødt til at købe en plade hjemmelavet chokolade til turen af den søde lille pige der stod på sin skammel bag kasseapparatet og tydeligvis var professionel på det område.
På vej til vores hostel i Port Campbell kørte vi forbi stranden, hvorfra man kan ane de 12 apostle, men vi måtte vente med den fulde oplevelse til efter vi havde spist i Princetown hvor indbyggertallet var på omkring 8, men hvilken oplevelse! Her var thyborønvejret virkelig på sit højeste og man måtte kæmpe for ikke at komme ud af balance. Der blev da også taget et par skønne billeder hvor håret stod direkte op i luften. Regnen kom heldigvis først da vi var tilbage på hostellet.
På dag 2 tog vi for alvor hul på Shipwreck coast, som er en dødsfælde for skibe på grund af de mange eroderende klipper, Her så vi endnu en gang de 12 apostle, denne gang i bedre vejr, så vi kunne få taget ordentlige billeder og dernæst kørte vi videre til Loch Ard Gorge som er navngivet efter klipperen Loch Ard som forliste på dette sted og kun havde to overlevende. Næste stop var klippeformationen London Bridge, som blev navngivet således da klippen havde form som sin navnefælde i London. Ligheden forsvandt dog mere eller mindre da noget af klippeformationen kollapsede og forsvandt ned i havet. Videre derfra så vi the Grotto, som er en naturlig dannet grotte, hvorfra man gennem en hvælving kan se havet, som på dette tidspunkt var et fantastisk syn på grund af det vilde vejr.
Herfra tog vi til den inaktive vulkan Tower Hill, hvor vi kørte rundt i krateret og så det landskab et tidligere udbrud havde dannet. Stedet var fyldt med nysgerrige emuer og dovne koalaer så der var rig mulighed for at tage en masse billeder. Vi fortsætte til The Grampians National Park, hvor vi vandrede ned til MacKenzie Falls som er Victorias største vandfald og det var et majestætisk syn der ventede mig! Jeg var fuldstændig overvældet af, hvor smukt det var og jeg tog mig et minut hvor jeg lukkede øjnene for bare at lytte. En helt igennem fantastisk oplevelse. Næste vandretur gik til The Pinnacle, en udsigtspost hvorfra man kunne skue hele nationalparken, de omkringliggende marker samt den lille landsby Halls Gap, hvor vi skulle sove. Stien op til udkigsposten bestod af en masse klippestykker, så det gjaldt om at være sikker på fødderne. Den besværlige vej var dog ret sjov og man følte sig som en anden eventyrer på en spændende rejse og det blev kun bedre (mor ville måske sige værre), da vi nåede toppen og kunne blive gennemstrømmet af det vildeste adrenalinkick ved at stå på klippernes kant flere hundrede meter oppe. Efter vi var kommet tilbage på fast grund kørte vi til Halls Gap, hvor vi skulle sove på motel. Først skulle vi dog lige nyde en lækker barbecue middag lavet af vores guide og ved solnedgang begyndte kænguruer at komme frem og spise græsset fra plænen direkte ved motellet.
Næste morgen lavede vores guide pandekager, hvilket bare blev endnu bedre af, at der var nutella - It's like angels pissing on my tongue! Dagens første tur gik til Hollow Mountain, hvor der ventede endnu en vandretur. Denne gang steg sværhedsgraden, da stien gik langs kanten af klipperne og man måtte bruge hænderne for at klatre op ad stejle kanter. Da jeg nåede toppen følte jeg mig endnu engang som en opdagelsesrejsende og kunne nyde endnu en fantastisk udsigt. Turen ned var lidt mere vanskelig, da der var mange lodrette klipper med få steder at få fodfæste, men det gik og turen fortsatte mod Adelaide, en 5-6 timers tur. På vejen stoppede vi ved en lyserød saltsø og ved grænsen til South Australia for at tage billeder og smide eventuelt frugt ud, da det ikke må krydse grænsen.
I Adelaide blev vi inkvarteret på YHA Central Hostel, hvor vi skulle være i to nætter og endelig havde vejret indhentet os, så en masse tid blev da også brugt på stranden. I morgen går turen videre nordpå kl. 7.00.