Renacer

Jeg vil nu officielt skifte adresse til Cofradia, Honduras. Jeg bliver her for altid. ( bare rolig mor og mormor) Jeg skal nok komme hjem igen. Men må indrømme at alle mine bekymringer er forsvundet pist væk. At man kan blive så vild med et sted på så kort tid er utroligt. At være her virker så rigtigt og man kan ikke kan andet end være glad, når der kommer et barn spurtende og kaster sig i armene på en. Eller når de små kysser ens hår fordi det er langt og lyst. Og man får at vide fra drenge på seks at ens øreringe er flotte og man er stadigvæk glad når man for at vide man er små tyk og de klapper en på maven, fordi de mener det kærligt.

Hvis I tænker over hvad jeg laver så består min fineste opgave i at lege med børnene og give dem kram, så det er ikke det værste job i verden. Men ellers har Rebecca og jeg seks klasser i engelsk, skal hjælpe til på biblioteket og med alternativ indlæring. Indtil videre har vi kun haft engelsk. Men deres skoledag stopper hverdag ved en 12 tiden, så det er ikke lige så hårdt som det lyder. Så klokken halv tre har vi en lille gruppe på fem, som vi hjælper med lektielæsningen. Og derefter har vi ikke nogen faste pligter. Men leger for det meste med børnene eller hænger lidt ud med de store.

For at give et billede af hvordan skolen kan være: i dag havde vi første klasse og de er virkelig svære, fordi man skal holde deres interesse. Det endte med at jeg måtte løbe rundt mellem stolene, mens Rebecca underviste, for at de ikke sparkede til hinandens stole, ikke stod på bordene, hang på min ryg, bed mig i låret, og løb ud af lokalet med et Adios Gringas ( Gringas er et ord for hvide amerikaner). Det lyder måske vildt, men når man kun har 40 minutter er det okay.

I mit hus bor vi fire piger. En amerikaner, en honduraner og to danskere. Så sprog forvirring er der nok af. Noget af det bedste er så når man er alene hjemme med Rebecca og kan snakke dansk. Men for øvet mit engelsk og spanske en del. Det skrider også frem ad med det spanske, selvom jeg i vise situationer stadigvæk ligner et spørgsmålstegn.

Til sidst vil jeg kun sige at når jeg sidde med disse børn spørger jeg mig selv igen og igen hvordan det kan være deres forældre ikke vil havde dem. Hver og en er så vidunderlig og unikt at man begynder at holde af dem.

Jeg håber i har det godt og at der snart kommer noget forår til jer.

Mange tanker fra Louise.