Profile
Blog
Photos
Videos
Rebeccas og min klumme som kommer i avisen Udfordringen i paaksen
De små forskelle
Tænk dig om et øjeblik: Hvor meget kender du egentlig til Honduras? De fleste har hørt om præsidentens lille udenlandsferie, og de deraf følgende optøjer i Tegucigalpa. Og nogle strækker deres viden til at omfatte bananrepublikkens placering i Mellemamerika. Men ved du hvad det betyder når en honduraner trutter med munden og giver et lille kast med hovedet? Eller hvorfor det lyder som om hovedstaden er fyldt med slanger? Det er spørgsmål vi først har fundet svar på under vores ophold på børnehjemmet Renacer i Honduras. Vi tog som to unge, uvidende og særdeles blege skandinavere ud for at rede verden, men indså hurtigt at vi har meget at lære! For nej, Tegus som hovedstaden hedder i folkemunde, er ikke fyldt med slanger - hvis man da ikke ynder at bruge denne metafor om mændenes hvislende tunger. Og trutmunden er ikke en parodi på Angelina Jolie, men et udtryk for at honduranerne har forstået at det ikke er pænt at pege fingre af folk. Desuden må vi konkludere at de fleste honduranere må være udstyret med et veludviklet blæseorgan, idet de fra barnsben lærer aldrig at bevæge sig hen til folk med beskeder der kunne være råbt. Deres høje stemmeføring er altså ikke et udtryk for en undertrykt aggressivitet, for honduranerne er et helt igennem afslappet og venligt folkefærd. I flere situationer må vi dog sande at hjælpsomheden og opmærksomheden nok først og fremmest har sit udspring i vores lange lyse hår og vores aroma af penge. "Gift dig med mig!" insisterede en halvgammel særling med guldmund da vi en dag havde et ærinde på immigrationskontoret. Da vi kom ud igen opgav han dog frieriet efter et par forsøg mere, og centrerede al sin energi om at praje os en taxa. Vi indså at hans forelskelse ligeså meget var rettet mod den 10'er chaufføren stak ham gennem vinduet før vi rullede af sted, som vores påståede skønhed. Vores forelskelse er dog helt igennem rettet mod de herlige børn på børnehjemmet Renacer
- comments


