Det er lang tid siden jeg sidst har fået skrevet men forbindelsen er simpelthen ikke til at havde en blog her ude. Men heller bo i bjergene sammen med høns, køer, æsler og heste end have internet forbindelse, det er da meget coolere. J

Det er svært at huske hvad der egentligt sker fordi der hele tiden sker en masse. Vi har fejret nogle fødselsdage for børnene, og hver gang går mine tanker til min kære papá i Danmark, man kan godt sidde 22 børn eller unge foran en computerskærm uden nogen siger et ord om at det er en skam og man ødelægger filmen, her er der nemlig ikke andet. Mandag morgen klokken fem sneg Rebecca og jeg os op til tvillingernes værelse for at synge fødselsdag, og selvom det lød virkelig fælt midt i morgenstunden, kom deres glade fjorten års ansigter frem i vinduet og smilede stort. Senere fortalte de mig at der aldrig før var nogen som havde sunget for dem om morgenen og de var glade for at vi havde sunget for dem. Det var så sødt, især fordi de især har taget hjerte med storm, det er ærgerligt man ikke kan adoptere to drenge, som kun er fem år yngre end en selv. De to er nemlig helt unikke. Men egentlig har jeg fundet ud af at alle børn er noget helt unikke og skønne skabninger. Jeg ville ønske I alle kunne føle den glæde, når fem små størrelser kommer stormende i mod en og kaster sig i armene og skraldgriner. Jeg ønsker at det øjeblik varer for evigt, selvom det selvfølgelig ikke gør det. De små bliver især vildt hurtigt sure og skælder end ud, fordi man ikke elsker dem og kun den unge man har i armene. Men alt i al er de små altid glade og siger nogen vildt sjove ting.

Nu er jeg også blevet kendt i landsbyen, fordi Rebecca og jeg har første til sjette klasse i engelsk, så derfor kan man aldrig gå ubemærket igennem landsbyen uden nogen råber Goooood morning teacher. Og det desuden har vi lært dem en engelsk sang som de også gaar rundt og synger og det er vildt sjovt. Forleden gik jeg alene i landsbyen og jeg så godt to piger som stod og hviskede, og pludselig kom de spurtende og krammede mig og spurgte hvornår vi skulle havde engelsk igen. Det var bare så sødt.

Ellers har jeg været ude at gå med drenge drengene fra kirken i bjergene i 10 timer, det var godt nok lidt hårdt og jeg var også meget glad da jeg så mit lille gule hus igen, så har vi haft gæster og været ude at spise hos en af drengene fra kirken og det er vældig hyggeligt.

Og endelig har jeg fundet ud af at det er virkelig kanon bare at hænge ud med de store drenge og snakke om musik og andre sjove ting, selvom der selvfølgelig ting jeg ikke forstår, men det er heller ikke altid jeg forstår danske teenager drenge. En af drenge vil vildt gerne lærer dansk så han kan snakke med Sofi i Danmark og de synes alle sammen at Susan er vildt smuk og at mit hår er sejt. Og den sidste lille sjove ting er at en af de meget stille drenge er begyndt at gælde mig mama. De små gør det engang imellem, men når de store gør det betyder det lidt mere.

Snart får jeg besøg af Astrid, hun kommer her i påsken og jeg glæder mig helt vildt til at se hende og dele nogenoplevelser med hende her ude, for i næste uge er det påske også skal vi bare lave en helt masse sjov og ballade.

Haaber foraaret er kommet til Danmark, savner jer men kommer ikke hjem foer det er varmt igen :)

Knus Loui